Hjælp med at finde årets ildsjæl 2020

Hjælp med at finde årets ildsjæl 2020

Er du frivillig i Danmission, så kan du nu indstille andre frivillige til Årets Ildsjæl.

barbara,  

Kender du en frivillig i Danmission, der har udviklet nye idéer? En, der har spredt ekstraordinært glæde blandt frivillige? En, der får det frivillige engagement til at brænde i andre? Eller noget helt fjerde?

Så er det nu, du som frivillig i Danmission kan indstille andre til Årets Ildsjæl, som kåres på Danmissions repræsentantskabsmøde den 5. september i Nyborg.

Vi skal modtage dit bud på, hvem der skal løbe med den prestigefyldte titel senest den 14. august 2020. Send navnet på vedkommende – og en begrundelsen for, hvorfor lige netop han eller hun skal vinde.

Årets ildsjæl er mennesker, som gør dét ekstra, og som ikke kan lade være med at brænde for den gode sag.

Hvert år kårer Danmission Årets Ildsjæl på repræsentantskabsmødet i september. Både for at hylde et menneskes indsats, men lige så meget for at sætte fokus på, at Danmission bæres af et landsdækkende netværk af ildsjæle.

De giver deres tid og kræfter for at oplyse om Danmission, de samler de nødvendige penge ind, de beder for arbejdet og skaber fællesskab om vores fælles sag: Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.

Årets Ildsjæl skal indstilles af andre frivillige, så peg på din favorit!

Send din nominering til:

Tom Bangslund Hansen
Netværkskonsulent

Det er også muligt at sende et brev med indstillingen til Årets Ildsjæl. Brevet skal stiles til Danmission, Strandagervej 24, 2700 Hellerup, att. Tom Bangslund Hansen.

Gennem tiden har titlen som Årets Ildsjæl tilhørt frivillige fra hele landet. Dem kan du læse mere om her.

Oversigt over ildsjæle fra 2010 til i dag

Derfor kårer Danmission Årets Ildsjæl

Enhver frivillig indsats til fordel for Danmissions arbejde er naturligvis vigtig og skal have al den anerkendelse, som den fortjener. Men blandt alle disse ildsjæle er der ofte nogle personer, der ganske uegennyttigt gør en ekstra stor indsats til fordel for fællesskabet og den fælles sag. Disse personer er ikke bare flittige og ydmyge men ofte også en inspiration for andre frivillige, fordi de går forrest med deres vilje, ideer og virkelyst. Den særlige indsats ønsker Danmission at anerkende med kåringen af Årets Ildsjæl, og for at der netop skal være fokus på betydningen for fællesskabet, så sker kåringen altid på basis af nomineringer fra de øvrige ildsjæle i Danmissions frivillige netværk i butikker, kirker, stiftsbestyrelser og andre steder.

URL: https://danmission.dk/blog/2020/07/09/hjaelp-med-at-finde-aarets-ildsjael-2020/