Så er det sket: Alle lande i verden er blevet ramt af corona-virussen. Herhjemme har vi fået godt styr på sygdommen. Men mange andre steder går det helt galt. Her og nu bærer smitten lidelse og død med sig – og derefter kommer de mange afledte langtidskonsekvenser. Konsekvenser, der taler sit frygtelige sprog: 122 millioner indere har mistet deres job; uden indtægt risikerer de, at sulten står for døren. I Cambodja risikerer tusindvis af familier at miste deres hjem og levebrød, fordi skovhuggere i ly af corona ulovligt fælder Prey Lang-skoven, som de bor i.
I Tanzanias hovedstad Dar Es Salaam er hospitalerne overfyldte, og det forlyder, at der er hemmelige begravelser om natten af mennesker, der er døde af Covid-19. Men deres pårørende får ikke informationerne, så sorg kan deles – og smittekæder bremses.
Over en million børn under fem år risikerer at dø, fordi de bor i fattige lande med svage sundhedssystemer. Det er ikke selve coronaen, der bliver dødsårsagen – men de spor af økonomiske problemer, gæld og sult som Covid-19 trækker efter sig. Børnene bliver f.eks. ikke vaccineret mod mæslinger og kolera, fordi vaccinerne ikke når frem i de nedlukkede lande.
Danmissions afgørende indsats
Al den nød, der følger i kølvandet på virussens hærgen, rammer ekstra hårdt i de lande, der i forvejen er allermest plaget af fattigdom.
Det er her Danmission står for en afgørende indsats. Vores partnere arbejder på højtryk for at bremse corona – og for at få udviklingen på ret køl igen, når sygdommen slipper sit tag.
I Tanzania arbejder vores kirkepartner på at oprette en radio-kanal, der kan formidle viden om, hvordan befolkningen kan beskytte sig mod corona. I Myanmar, hvor kampene fortsætter og flygtningelejrene kun får nye beboere, uddeler vores kirkepartner ris, olie, tørrede ærter og løg – og oplyser om Covid-19, mens de uddeler masker og håndsprit. I Libanon uddeler Danmissions partnere også frø og planter for at gøre befolkningen mere selvforsynende.
Verdens fattige ser netop nu ind i en nær fremtid, hvor der er mangel på fødevarer og andre af det menneskelige livs helt basale behov.
Hvor mennesker sætter grænser, sprænger Gud disse. Han har skabt hele menneskeheden til ét fællesskab. Vi er kun til i kraft af hinanden – og vi er forpligtet til at hjælpe, når der er brug for det. Og det er der netop nu.
TAK om du vil give et økonomisk bidrag til Danmission, så vi kan fortsætte arbejdet med at hjælpe de allermest udsatte, der står fuldstændig fortabte tilbage.
I ønskes alle – trods corona-krisen – en velsignet sommer.
Kærlig hilsen
Kristian Sloth
Generalsekretær i Danmission
Støt Danmissions vigtige arbejde for verdens fattige
Bliv medlem af Danmission og støt verdens fattige
PS! Vi vil i øvrigt også gerne opfordre dig til at vise dit engagement for verdens fattige og den globale kirke ved for 200 kroner at blive medlem af Danmission.