I Libanon uddeler Danmissisons partnere hygiejnekit, mad, frø og planter

Danmission samarbejder med præsten Hadi Ghantous. Her ses han til venstre i billedet til Folkemødet på Bornholm i 2015

Foto: Janne Andersen

I Libanon uddeler Danmissisons partnere hygiejnekit, mad, frø og planter

For at bekæmpe corona-smitte og sult er præsten Hadi Ghantous med i et initiativ, der bl.a. skal sikre, at mennesker kan blive mere selvforsynende med hensyn til mad.

I mange år har Danmission haft et tæt partnerskab med Hadi Ghantous, som er præst i Libanon. Sammen arbejder vi med religionsdialog, teologi i hverdagen og partnerskaber mellem kirker. Vi har talt med Hadi for at høre, hvordan situationen er i Libanon, og her kan du læse om, hvordan det går med kirken, corona og de øvrige udfordringer.

Hvordan klarer I situationen i Libanon?

“Jeg er præst i Akkar, Miniara, som allerede inden corona-virussen kom, var den fattigste provins i Libanon. Situationen er indtil nu under kontrol. Der har ikke været mange, som er blevet diagnosticeret positive med corona – indtil for nylig. I to landsbyer steg antallet af smittede pludseligt. Akkar er en provins, hvor beskyttelsesforanstaltningerne ikke rigtigt overholdes. Folk samles stadig og har ikke altid masker på, selv om de opfordres til det fra officiel hånd.

Vi har mange syriske flygtninge. Deres økonomiske situation er værre end nogensinde før. Der er ingen jobs at få. Værdien af det libanesiske pund er faldet katastrofalt, og der er sket en kæmpe prisstigning på alt.

Jeg er ansvarlige for alle kirker under den Nationale Evangeliske Synode af Syrien og Libanon, men jeg kan ikke besøge dem som før på grund af corona, og fordi grænsen til Syrien er blokeret. Før besøgte jeg kirkerne en gang om ugen. Jeg er ansvarlig for kirkelivet, for de ældste, for præster, for de unge, undervisningen – og jeg har de seneste fire år fulgt livet i kirkerne tæt. I min egen menighed har vi ikke haft gudstjeneste i syv uger nu. Det er et stort tab.”

Hvilke initiativer hjælper i den aktuelle situation?

“I dag har vi oprettet en ny NGO, CPS, som er en del af synodens arbejde. Vi begyndte egentlig i starten af året med tre initiativer målrettet det libanesiske og det syriske samfund. Det ene er, at vi distribuerer hygiejnekit for at bekæmpe spredning af smitte. Det andet initiativ er uddeling af mad i kirkerne til syriske flygtninge. Et tiltag, der fortsætter de næste fire måneder. Vi har sociale centre, hvor vi også vil uddele mad fra. Et tredje initiativ omhandler fødevaresikkerheden og skal hjælpe mennesker med at blive mere selvforsynende ved at uddele frø og planter. På denne måde forsøger vi at hjælpe midt i denne krise.”

Situationen i Syrien er jo allerede vanskelig – hvordan holder I kontakt med menighederne?

“Vi bruger især Facebook og WhatsApp for at nå ud til folk i denne tid, hvor der er lukket ned. Alle vores møder er udsat, vi havde planlagt kommende valg – og vores lejre er også lukket. Den økonomiske situation er dårlig i begge lande, og bekymringerne vokser. Der er stor frustration i synoden – og vi kan ikke få midler til at kunne hjælpe. Vi forsøger at finde løsninger, men det er virkelig svært.”

Mange syriske menigheder har ikke nogen præst, og derfor underviser I lægfolk med støtte fra Danmission, så de kan hjælpe de overbelastede præster. Har undervisningen hjulpet?

“Undervisningen af lægfolk har været yderst gavnlig og er en stor hjælp i disse tider. Vi skulle have haft møde for nye kandidater i Syrien i marts, men det måtte vi aflyse på grund af nedlukningen. Men de, der allerede er blevet uddannet, hjælper på mange måder f.eks. med kommunikation gennem sociale medier og med at støtte mennesker i de kirker, som står uden en præst. Vi er meget taknemmelige.”

Er der noget særligt, du gerne vil dele?

Den gode nyhed er, at denne krise har hjulpet os med at nå ud til flere mennesker gennem sociale medier og gennem synoden. Vi deler en virtuel meditation hver dag, og det er en god ting. Selvom vi ikke kan mødes, er vi i stand til at diskutere og tænke på vores budskab, og det bringer os tættere på hinanden – på en stærk og opbyggende måde.

Læs mere om Hadis arbejde i Libanon her (artiklen er på engelsk)

Her ses Hadi Ghantous i dialog i forbindelse med Folkemødet på Bornholm i 2015. Foto: Janne Andersen

Støt Danmissions vigtige arbejde for verdens fattige