Tid til handling: Alverdens fattige har alvorligt brug for os

Tid til handling: Alverdens fattige har alvorligt brug for os

Når krisen presser os, er det vigtigt, at vi husker, at Gud har skabt os mennesker til fællesskab. Det skriver Danmissions formand og generalsekretær i dette indlæg.

Stilheden har lagt sig over Danmark. Gader, der før summede af liv og travlhed, ligger tavse hen. Som var det efter en storm. Corona-virussen præger konstant os alle. Forhåbentlig lykkes det snart at knække smittekurven, så færre bliver syge og færre dør. De menneskelige ofre er enorme.

Også økonomisk er verden i krise, ligesom Danmissions arbejde og økonomi desværre er hårdt ramt. Vi har måttet lukke 73 genbrugsbutikker indtil videre. Alene dét koster os omkring en million kroner om ugen. Og prisen betales af fattige ude i verden. Det sker endda i en situation, hvor vi må frygte for konsekvenserne, når Corona-virussen for alvor rammer de i forvejen trængte lande, som vores partnere arbejder i.

Det er grusomt at tænke på, hvad der sker, når Corona for alvor rammer flygtningelejre i Jordan og Libanon – eller de store slum-områder i f.eks. Dar es Salaam i Tanzania. Også i Syrien kan de menneskelige tabstal blive uoverskueligt høje. Her har en ti år lang borgerkrig smadret sundhedssystemet, og myndighederne er ikke i stand til at løfte opgaven med at bremse smitten.

Forestil dig, hvad der sker, hvis der ikke er håndsæbe eller sprit, hvis ingen har hørt om at nyse i albuen, eller hvis syge i desperat mangel på mad til deres børn går rundt og tigger i gaderne.

Global krise kræver globalt udsyn

Tænk, hvis myndigheder ikke havde hjulpet os danskere med at forstå, hvordan vi skal bære os ad for at begrænse Coronaen. Vi SKAL gøre, hvad vi kan for at bremse smitte-spredningen. Derfor er Danmissions partner i Syrien, FDCD, gået i gang med at skaffe hygiejne-artikler og fremstille informationsmateriale.

Ligesom herhjemme er skoler og mange andre institutioner blevet lukket i Syrien. Det gælder også de børnecentre, som Danmission støtter. Konsekvenserne for børnene, som lider under krigstraumer, er voldsomme. Og jo før vi får styr på Coronaen, jo før kan centrene blive genåbnet til gavn for børnene og deres familier.

Når krisen presser os, er det vigtigt, at vi husker, at Gud har skabt os mennesker til fællesskab.

Corona-pandemien må ikke føre til, at vi vender verden ryggen – tværtimod skal vi i en global krise have et globalt udsyn og tage ansvar for vores næste.

Det er nu verdens fattige for alvor har brug for os. Derfor denne appel om en ekstra stor støtte til Danmissions arbejde. Tak om du vil hjælpe.

På fællesskabets vegne,

Tak og Guds fred,

Sognepræst Morten Skrubbeltrang og Kristian Sloth Petersen
Formand for Danmission og generalsekretær i Danmission


Støt Danmissions vigtige arbejde for verdens fattige

Bliv medlem af Danmission og støt verdens fattige

PS! Vi vil i øvrigt også gerne opfordre dig til at vise dit engagement for verdens fattige og den globale kirke ved for 200 kroner at blive medlem af Danmission.

Klik og udfyld formularen