„Mest af alt er jeg bekymret for mine børn. De har ingen fremtid her,“ siger Ja Tawng som er blevet tvunget til at flygte fra sin landsby og slå sig ned i St Josephs flygtningelejr uden for Myitkyina, Kachins hovedby i det nordlige Myanmar. Derfor ønsker han og hans hustru Zaw Ngai inderligt at vende hjem. Trods den store risiko.
„I det mindste havde vi nok at spise i vores by,“ siger Ja Tawng. „Vi havde husdyr, og vi kunne dyrke vores egne grøntsager, men i lejren har vi primært ris og salt. Nogle gange er det kun børnene, som får mad, fordi der bare ikke er nok til alle.“
Hans hustrus blik søger mod gulvet, mens hun stille tilføjer: „Jeg har meget ondt af mine børn. Det her er ikke et godt sted at vokse op.“
Og mange af flygtningene står i det samme næsten umulige dilemma: Skal vi blive i lejrens håbløshed, eller skal vi forsøge at vende hjem trods frygt for nye kampe mellem regeringshæren og oprørere?
402 familier bor på én fodboldbane
St Josephs flygtningelejr for internt fordrevne er skudt op ved den katolske kirke, som gør, hvad den kan for at hjælpe landsmænd på flugt. Den katolske kirke, som er en af Danmissions partnere i landet, står for denne og flere andre lejre, hvor de kæmper for at skaffe mad, medicin og et sted at sove til de mange nødstedte. St Josephs lejren er ikke meget større end en fodboldbane, og alligevel er det ”hjem” for over 2.000 mennesker fordelt på 402 husholdninger. I de små firkantede læskure er der knap nok gulvplads til den tynde madras, familierne sover på.
„Jeg er meget bekymret for børnenes helbred. Epidemier spreder sig som løbeild i de her omgivelser,“ siger Ja Tawng og peger mod de vævede bambusvægge, der adskiller hans families lille aflukke fra nabofamilien.
De er ti familier om at dele det hul i jorden, som udgør toilettet, og da der kun er få brønde i lejren, er der ofte ikke nok vand til at gøre rent. Og Ja Tawngs bekymringer er berettigede. Lejrchefen fortæller om et massivt udbrud af diarré for nylig. Diarré er en af de mest udbredte grunde til dødsfald blandt små børn i Myanmar, og i lejrene er de fleste børn meget sårbare.
Kirken rækker ud – trods risikoen
Så der er mange vægtige grunde til, at flygtningene gerne vil ud af lejren og hjem. Men det er bestemt ikke ufarligt. Der er placeret masser af landminer i både landsbyer og landbrugsjord, og der er en stærk frygt for fornyede kampe og nye overgreb, da våbenhvilen er forholdsvis ny og skrøbelig. Og hvis folk vender tilbage, har de en stor opgave foran sig med at rydde op og genopbygge deres hjem og deres liv.
Hvad gør man som kirke, når man bliver sat i det dilemma? Den katolske kirke i Myitkyina har valgt helt konkret at slå følge med de flygtninge, som gerne vil hjem. Vel vidende, at det er kontroversielt, da ingen kan garantere deres sikkerhed, sådan som det internationale samfund ellers kræver det, inden man begynder tilbagevenden. Men folk er på vej tilbage uanset hvad, og hvis ikke kirken hjælper dem, så er de helt overladt til sig selv.
„Selvfølgelig ønsker vi, at de, der vælger at tage hjem, får en sikker og værdig tilbagevenden. Men de kan og vil ikke vente længere. Kig på de lejre, hvor de lever nu! De er heller ikke sikre eller værdige,“ siger fader Vincent, katolsk præst og én af Danmissions partnere.
Den nat soldaterne kom
I læskuret løfter Zaw Ngai blikket og mindes den lille flod, der løber gennem hendes hjemby, og den smukke udsigt over bjergene, hvor familien plejede at dyrke grøntsager på skråningerne. Men en nat krydsede en stor bataljon soldater floden og trængte ind i byen.
„Jeg forstod straks, at noget var galt. Mange af vores naboer flygtede, men jeg var alene med børnene og kunne ikke bære dem alene. Vi måtte gemme os og vente på min mand. Jeg var meget bange,“ fortæller hun.
Så snart Ja Tawng kom hjem den aften, pakkede de nogle få fornødenheder og flygtede ind i skoven i den tro, at de ville kunne vende tilbage efter nogle få dage. Men soldaterne tog ikke af sted, og kampene fortsatte. Det er først nu efter flere år, at deres by – efter sigende – er blevet relativt sikker igen.
Zaw Ngai ryster på hovedet og bliver stille igen.
„Nu sidder vi her. Uden at eje noget. Uden at kunne dyrke vores jord og med få jobmuligheder. Og uden ordentlig skolegang til vores børn, da skolen er mere lukket end åben, fordi der mangler lærere. Jeg føler også, at folk fra det omgivende samfund ser ned på os, som om vi er mindreværdige mennesker“ siger Ja Tawng.
Uventet hjælp fra soldaterne
For lidt over et år siden fik 17 familier nok og besluttede at vende hjem – ligegyldigt hvad. Fader Joseph Yung Wa, som også er katolsk præst, besluttede at ledsage dem til deres hjemby Nam San Yang, som ligger mellem to militærlejre.
På spørgsmålet, om han var bange, da han flyttede dertil, tøver fader Joseph kort. Han leder efter de rigtige ord.
„Hvis vi følger vores frygt, kan vi ikke gøre noget som helst. Som kirke bliver vi nødt til at hjælpe vores medmennesker,“ svarer han. „Det er vores mission.“
Da de nåede frem, var hele byen ødelagt.
„Mange huse var brændt ned, og alt var overgroet med buske. Og selvfølgelig var der masser af landminer – på markerne og i husene, vi fandt endda nogle lige foran skolen.“
Fader Joseph og landsbyboerne besluttede at rydde den overgroede landsby og blev glædeligt overraskede, da flere soldater fra den nærliggende militærlejr sluttede sig til dem og hjalp med at desarmere ikke-detonerede bomber og landminer. Alligevel har oprydningen været meget tidskrævende, og efter et helt år kan man stadig kun bevæge sig sikkert rundt på et meget begrænset område – ulykkeligvis har et par stykker, som er gået uden for det sikrede område for at jage eller dyrke jord, været så uheldige at træde på landminer.
Der seneste år er yderligere 85 familier vendt tilbage til Nam San Yang, og flere ventes at følge efter – trods faren og usikkerheden.
Præsten er flyttet med
At genopbygge en landsby handler dog ikke kun om at gøre husene beboelige og markerne sikre. Man skal også tage fat om de sociale og psykiske problemer, hvis man skal kunne genopbygge et samfund. Danmission hjælper derfor med at løse de konflikter, som let opstår, når mennesker fra forskellige trosretninger og etniske grupper skal finde ud af det sammen under meget pressede livsbetingelser.
Det er også en af grundene til, at fader Joseph har besluttet at blive sammen med folkene, som er vendt tilbage til Nam San Yang. Og han har rigeligt at se til. For udover at holde gudstjeneste og tage sig af kirken, så yder han også sjælesorg og fører tilsyn med den skole, som kirken lige har åbnet. Og det sidste har vist sig at være end større udfordring end forventet.
„Disse børn er traumatiserede og sårede i deres sjæle,“ siger han om børnene, som først har oplevet flugten og siden det barske liv i lejrene.
„De har mistet troen på livet og på deres fremtid. Vi bliver nødt til at redde de her børn og give dem deres liv og følelse af værd tilbage! Ellers risikerer vi at tabe en hel generation af børn – og det uanset om de vokser op i lejre eller i krigszoner.“
Vi har brug for fred
Tilbage i St Joseph lejren længes Ja Tawng og Zaw Ngai også efter at vende hjem. De er tvivler dog på, om det er sikkert. Hvad nu hvis konflikten blusser op igen?
Fader Joseph er forsigtigt optimistisk.
„Der er en vej og der er håb. Kachin og Myanmars største svaghed er, at vi endnu ikke er forenede,“ siger han.
Om de internt fordrevne kan vende sikkert hjem, afhænger af fredsprocessen, og af at alle forpligter sig til fred. Fred underskrives af regering og oprørere ved forhandlingsbordet, men skal freden have gang på jord, så skal den rodfæstes hele vejen ud i lokalsamfundene. Derfor arbejder Danmission og vores partnere også på at bringe forskellige religiøse og etniske ledere sammen for at bremse mistillid, intolerance og had, og for sammen at løse de enorme problemer, som folk i Kachin lider under.
„Vi skal starte et sted, og jeg føler, at processen med at følge landsbyboerne tilbage til deres hjem i Nam San Yang har bragt os som kirke tættere på andre grupper – på regeringen, militæret og andre trossamfund,“ siger fader Joseph.
„Selvfølgelig er jeg nogle gange bange, men vi bliver nødt til at være modige. Tapperhed og sammenhold vil bringe fred. Det er her vi må starte!“
For at genopbygge et land og dets folk efter årtiers vold og konflikt kræver meget kreativitet og mod – her er ingen enkle løsninger. Men ved at forene, styrke og være i følgeskab med folk, som prøver at genvinde kontrollen over deres egne liv, når alt andet ser ud til at slå fejl, så er kirken utvivlsomt en vigtig brik i det puslespil, som skal lægges for at skabe fred i Kachin.
Danmission i Myanmar
VI ARBEJDER MED:
- Fredsskabelse, konfliktløsning og dialog.
- Kirkers og religiøse organisationers samarbejde og samfundsengagement for at skabe fred, forbedre folks levevilkår, sikre naturressourcerne m.m.
- Kontekstuel teologi og teologisk uddannelse. Så teologien bliver relevant i den lokale kontekst, og så man inddrager teologiske refleksioner, når man forholder sig til de samfundsmæssige udfordringer.
DET GØR VI SAMMEN MED:
- Myanmar Institute of Theology.
- Den katolske kirkes Justice and Peace Commission.
- Baptistkirkens Kachin Baptist Convention.
- Fredsorganisationen Shalom.
- Kirkesamarbejdet Myitkyina Council of Churches.