Når krigen banker på kirkens dør

Når krigen banker på kirkens dør

Hvordan er man kirke midt i konflikterne i Mellemøsten? For mange kirker har svaret været at række ud til ofrene – til dem, der banker på kirkens dør for at få hjælp. Men for at kunne det har kirkerne brug for hinandens og vores følgeskab, forbøn og økonomiske opbakning.

„I får kun lov at leve, hvis I benægter, at Jesus er Guds søn,“ råber den islamistiske kriger.

Da Samira og hendes familie nægter at adlyde, skyder militsfolkene hendes bror og tvinger den 62-årige kvinde til at grave hans grav.

Historien er fra Idbil i Syrien. Idbil, som på det tidspunkt blev indtaget af islamistiske militser. Idbil, som igen og igen har været hårdt ramt af krigen, og som i skrivende stund befinder sig i skudlinjen mellem regeringsstyr- ker og oprørere – mellem russiske og tyrkiske militære interventioner.

Den nat i Idbil undgik Samira døden. Det lykkedes hende at flygte og nå frem til Den Kristne Dal længere mod syd, hvor Danmission støtter den lokale kirkes arbejde blandt internt fordrevne syrere. Og det er her, den aldrende sygeplejerske fortæller sin historie. En historie, som kun er én af mange grufulde beretninger om over- greb på kristne og andre, som de islamiske ekstremister mener, er uværdige til at leve.

Her står kristendommens vugge

Når man hører Samiras historie, kunne man fristes til at spørge: Hvordan bevarer man – trods alt – troen, håbet og viljen til at holde ud som kristen og som kirke? Hvad er det, som gør de kristne rodfæstede i Syrien og i resten af Mellemøsten? Hvordan finder de kristne og kirkerne en meningsfuld plads midt i den konfliktfyldte region? Og hvordan kan vi være i følgeskab med kirkerne i Mellemøsten – og de mellemøstlige kirker være i følgeskab med hinanden?

Det har Ekkardt Sonntag, Danmissions teologiske rådgiver i Mellemøsten, gjort sig en del tanker om. Han er tysk teolog, men har siden 2004 hovedsagelig studeret og arbejdet i Mellemøsten. I dag bor han i Jordan med sin familie.

Tæller man hoveder, fylder de kristne meget lidt i Mellemøsten, men når det kommer til deres selvforståelse som borgere i regionen, fylder de rigtig meget.

Kristendommen stammer herfra, og for mange mellemøstlige kristne er dét mere end bare en historisk kendsgerning fra antikken.

„Jeg hører ofte udtrykket: Vi var her før islam. Sagt henkastet med en selvtillid, som om personen rapporterer om noget, der er sket i hans levetid. Dette understøtter et vigtigt faktum: Kristne i Mellemøsten føler sig ofte mere rodfæstet i deres region og mere meningsfyldte for deres samfund, end vi som europæere forventer af en minoritetsgruppe under så alvorligt pres,“ siger Ekkardt Sonntag.

Skal vi følges – eller flygte?

Hverdagen er barsk i Mellemøsten – fra krigsramte Syrien og Irak til de omkringliggende lande, der er hårdt presset af flygtninge og af generelt økonomisk og politisk kaos.

Det efterlader de kristne i en indre konflikt, siger Ekkardt Sonntag: „Skal de prioritere omsorg for deres eget kristne mindretal? Eller udbrede omsorgen til alle i nød – i overensstemmelse med den førnævnte følelse af forankring og relevans for det samfund, de er en del af? Eller skal de først og fremmest passe på sig selv og deres nærmeste familie og derfor emigrere, hvis de får muligheden?“

For mange kirker i regionen har svaret været at række ud til ofrene – til dem, der banker på kirkens dør. Som generalsekretæren for den presbyterianske kirke i Syrien og Libanon (NESSL), Joseph Kassab, udtrykker det: „Kirken har lært at træde uden for kirkernes mure og så vidt muligt hjælpe alle, uanset hvor de kommer fra, og hvem de er.“

Det har været en enorm opgave at skaffe husly, mad, varme og sjælesorg til de mange flygtninge. Derfor har kirkerne brug for både vores følgeskab, forbøn og økonomisk støtte til nødhjælp, til diakoni og til at holde liv i de pressede menigheder, som ofte mangler præster og teologiske lægfolk.

Ny diakoniafdeling er født

Ét konkret resultat af følgeskabet mellem NESSL og Danmission er en ny diakoniafdeling, som hedder Compassion Protestant Society (CPS), og som tager udgangspunkt i medfølelse.

„Kirken ønsker at bygge videre på det, den har lært under konflikten i Syrien. Det skal være fundamentet for en professionel og effektiv diakonal organisation, som henter sin motivation i Biblens budskab om næstekærlighed med lige stor omsorg for det konkrete arbejde og for den åndelige side af sagen,“ siger Ekkardt Sonntag, som sammen med kolleger i Danmission har været med under opbygningen af CPS.

„Undersøgelser viser, at trosbaserede udviklingsorganisationer ofte kan opnå resultater, som er sværere at realisere med rent verdslig tilgang. Såfremt de trosbaserede organisationer tænker i mellemkirkelige baner og er klar til at samarbejde med andre trosretninger, vil deres mangeårige forankring i det religiøse landskab ofte give dem langt større rækkevidde og gennemslagskraft.“

Kristendommen voksede frem i Mellemøsten i det første århundrede efter Kristi fødsel og er i dag en betydelig minoritet i regionen. Sammenlignet med andre gamle kristne samfund, så er kristendommen i Mellemøsten karakteriseret ved stor mangfoldighed både i forhold til kirkesamfund og traditioner. I dag udgør de kristne skønsmæssigt 5 procent af befolkningen – sammenlignet med 20 procent i begyndelsen af 1900-tallet. Libanon har med 30-40 procent den største andel kristne. Egypten huser den største kristne gruppe – nemlig de 18-25 millioner koptere.

Biblen og donorerne

Ekkardt Sonntag beskriver opbygningen af den nye diakoniafdeling som en vandring mere end en opgave, der bare skulle løses. Flere har været med på vandringen – f.eks. også den evangelisk koptiske kirkes udviklingsafdeling i Egypten (CEOSS), som er en stor organisation med mange års erfaring inden for trosbaseret fattigdomsbekæmpelse og dialog. Og på et tidspunkt finansierede Danmission, at en erfaren libanesisk udviklingskonsulent med baptist-baggrund blev koblet på projektet.

Foruden Ekkardt Sonntag så har Danmission-ansatte i både Beirut og Hellerup løbende været i kontakt med NESSL for at diskutere udfordringer og mulige veje frem. Det kræver f.eks. en del at finde personale, som vil og kan jonglere med både en bibelsk tilgang og donorernes kompromisløse standarder, og som samtidig mestrer mellemkirkelige og tværreligiøse relationer. Men ved fælles hjælp er det lykkedes at få skabt diakoniafdelingen – og i parentes bemærket kan det tilføjes, at der kom adskillige velkvalificerede ansøgere fra hele regionen og udefra, da stillingen som administrerende direktør for CPS blev opslået.

En profetisk handling

Jesus lærte engang sine disciple, at kærligheden iblandt dem er det, de skal være kendt for. I Mellemøsten identificerer kirkerne sig stadig med de enkelte disciple, som grundlagde de første kirkesamfund, og som vi alle har rødder tilbage til. Min kirke blev grundlagt af apostlen Thomas, kunne f.eks. en syrisk-ortodoks kristen sige afslappet, som om det var sket et par år før.

„At være i følgeskab med andre kristne fra alle mulige forskellige traditioner både regionalt, men også globalt, er hensigtsmæssigt, når det handler om noget så konkret som at grundlægge en effektiv udviklingsorganisation. Men det er også en profetisk handling, som er fremsynet, og som på trods af vanskeligheder gør det, som er nødvendigt, for at vi kan være kirkens hænder, når krigen banker på. Og række til Samira Idbil, til de klemte kristne i Mellemøsten og til alle deres naboer.“