Hackerangreb på Danmission afsluttet uden negative konsekvenser

Danmission blev den 29. januar udsat for et alvorligt hackerangreb, der blokerede for adgangen til udvalgte dele af Danmissions data. Danmission blev efterfølgende kontaktet af hackerne, der krævede en løsesum for at frigive data.

barbara,  

Danmissions IT-beredskab blev straks aktiveret, og alle servere blev lukket ned for at begrænse skaderne. Hændelsen blev desuden indberettet til både forsikringsselskab, politiet, Center for Cybersikkerhed og Datatilsynet.

Sammen med førende internationale eksperter og i dialog med relevante myndigheder og samarbejdspartnere har der foregået en dedikeret indsats for at genetablere Danmissions IT-systemer. Vi kan nu konstatere, at alle systemer fungerer igen, og alle væsentlige data er intakte.

Danmission har på intet tidspunkt forhandlet med hackerne og har heller ikke udbetalt nogen løsesum. En beslutning, der ligger helt i tråd med Danmissions værdier og principper. Sagen er nu overgivet til myndighedernes videre efterforskning.

Angrebet har heller ikke haft konsekvens for Danmissions projekter og samarbejdspartnere ude i verden. Her har alt kunnet køre videre som normalt.

I forlængelse af hændelsen vil der ske en opstramning af visse sikkerhedsprocedurer hos Danmission. Gennemgangen af systemerne har dog også vist, at Danmissions IT-sikkerhed generelt er meget høj, og det har medvirket til at begrænse skaderne. Man kan dog aldrig gardere sig fuldstændigt mod denne type angreb, som er en af de store trusler for alle organisationer og myndigheder i dag.

Yderligere oplysninger:

Kommunikationschef Michael Trinskjær, telefon: 41 999 321, mail mit@danmission.dk

 

URL: https://danmission.dk/blog/2020/02/06/hackerangreb-paa-danmission-afsluttet-uden-negative-konsekvenser/