Med kniven for struben

Foto: Christina Lund Villadsen

Med kniven for struben

Det er ikke ufarligt at være frivillig og kæmpe for større retfærdighed i Tanzania. Det ved Georgina Josia. Derfor er det vigtigt at stå sammen i landsbykomitéen. „For vi har brug for hinanden, ligesom vi har brug for kirkens opbakning, hvis vi skal hjælpe folk og skabe bedre samfund,“ siger hun.

Georgina Josia sætter sig ned på en væltet træstamme i skyggen af bladene fra de grønne banantræer, der vokser på marken ved Tumaini Centeret. Her – oppe på toppen af et bjerg i Kyerwa i den nordvestlige del af landet – ligger et af den Lutherske kirkes kontorer i Tanzania.

Fra Georginas hus er det en gåtur på en time og 45 minutter op ad bakke til fods ca. otte kilometer. Men nu er hun nået op og venter på, at de andre 24 medlemmer af landsbykomitéen skal dukke op i middagsheden.

Maseko Nekanori er den anden, som når frem. Han er den lokale skolelærer. Lidt efter kommer præsten fra pinsekirken, præsten fra den lutherske kirke og den lokale imam samt de traditionelt troendes healer. Der er også en gruppe kvinder og nogle unge, som efterhånden kommer til syne bag bakkekammen og slår sig ned i skyggen.

Landsbykomitéen mødes en gang om måneden for at prøve at løse de problemer, der er i deres område. De er alle frivillige og bruger deres tid og energi på at gøre deres hjørne af verden til et bedre sted – særligt for kvinder, børn og mennesker, der lider af albinisme. Det er nemlig tre grupper, der er særligt udsat for overgreb, vold og andre uretfærdigheder. Det er den lutherske kirke i Tanzania, der har startet landsbykomitéerne som et led i at række ud og hjælpe i lokalsamfundet.

Georgina Josia forklarer, hvorfor det er så vigtigt at have disse lokale komitéer:

„De færreste mennesker i Tanzania kender loven. Derfor er det nemt at snyde jord fra en kvinde, som bliver enke eller forladt af sin ægtemand. Der er også meget vold mod kvinder og børn, selvom det er strafbart. Og så længe ingen taler om det og forsøger at sætte en stopper for det, så fortsætter det bare,“ siger hun.

„Selvom man kender loven og derfor går til myndighederne, hvis man har fået stjålet sin jord, er det normalt, at den, der har råd til at bestikke de lokale domstole, vinder sagen og dermed får jorden. Korruption er et kæmpe problem i Tanzania, og det bekæmper vi også gennem komitéen. For jo flere vi er, der står sammen, desto sværere bliver det at slippe af sted med korruption.“

Den ligefremme kvinde slår hovedet på sømmet: „Indtil vi får sat en stopper for korruption, vil de fattigste altid være taberne i Tanzania.“

Trusler på livet

I dag er en vigtig dag for Georgina Josia, for hun har en meget svær sag, som hun har brug for at diskutere med de andre i landsbykomitéen.

Én af hendes naboer, Scovia, er i en sørgelig og desperat situation, og Georgina er bange. Hun er både bange på Scovias vegne og på sine egne vegne.

Scovia er 35 år og har 9 børn med sin mand. Siden de blev gift, da hun var 14 år, har de levet sammen på den jord, som hun arvede efter sine forældre. Men så fandt hendes mand en anden kvinde og giftede sig med hende, mens han stadig var gift med Scovia. Han smed Scovia og de fem yngste børn ud, da de var for små til rigtig at være nogen hjælp for ham i marken. Scovia var
magtesløs og måtte finde husly rundt omkring hos naboer. Men så snart hun var flyttet ind et sted, kom hendes mand forbi og truede folk, som hjalp hende. De blev bange for ham og følte sig nødsaget til at sende hende og børnene væk igen. Det er sket tre gange indtil videre.

Lige nu bor hun i et lille lerklinet skur med bananblade som tag. Skuret er køkkenet hos endnu en nabo. Det er en enlig mand, så det sømmer sig ikke, at hun kan bo inde i huset. Så hun sover ved ildstedet med sine fem mindste børn. Hun er nødt til at arbejde som daglejer for at tjene penge til mad til børnene, når hun nu ikke kan komme tilbage på sin egen jord og høste maden, de skal leve af.

For en måned siden lokkede og truede manden Scovia til at fraskrive sig retten til halvdelen af sin jord, som han så solgte. Det gik hun med til, fordi han lovede at lade sig skille fra den nye kone og tage Scovia tilbage… Men det skete bare ikke. I stedet blev Scovia igen smidt ud, efter at hun havde underskrevet salgspapirerne. Og i nat har manden så været forbi hendes lille skur og har truet hende med en kniv for struben for at få hende til at give ham resten af sin jord. For at presse hende sulter han også de fire ældste børn, som bor hos ham, så de grædende løber over til deres mor og fortæller, at han ikke vil give dem mad, før hun giver ham jorden.

Afvist af politiet og retten

Georgina er selv mor og fortæller Scovias historie med tårer i øjnene. Som dansker tænker man måske: Hvorfor melder hun ham ikke bare til politiet? Hvorfor finder Scovia sig i det? Det gør hun heller ikke. Tværtimod. Hun kæmper, så godt hun kan.

Scovia gik til de lokale myndigheder for at klage, men de ville have 5000 shilling i uretmæssigt gebyr for at hjælpe. Et svimlende beløb for en kvinde, der tjener 4000 shilling om ugen som daglejer. Det svarer til 12 danske kroner – men er akkurat nok til at hun og de fem mindste børn ikke skal gå sultne i seng. Herefter gik hun til politiet med sagen. Hun fortæller, at de afviste hende med besked om, at hun skulle skamme sig over at belemre dem med en privatsag, som ikke var deres ansvar.

Som enlig, fattig kvinde står man svagt langt ude på landet i Tanzania. Derfor gik Scovia til landsbykomitéen, som tog hendes ulykkelige situation op. Først mødte de op hos manden og forsøgte at tale ham til fornuft. Men han smed dem ud.

Så gik komitéen til myndighederne, og nu bliver sagen behandlet af byretten, som er den lokale domstol. Vel at mærke uden penge under bordet. „Det tør de ikke kræve, når nogen af os er med,“ siger Georgina Josia.

Mens hun fortæller historien, overvejer hun, om det alligevel er bedst også at tage sagen omkring politiet, nu da manden i nat har truet Scovia med en kniv – og fordi der tidligere har været vold involveret.

Georgina Josia skal også tænke på sin egen families sikkerhed. For Scovias mand er nu også to gange dukket op i Georginas familie og har truet hende, hvis hun bliver ved med at blande sig i hans sager.

Kirken lader os ikke alene

Selv om Georgina godt kan blive bange, så lader hun sig ikke skræmme. Hun bliver ved, fordi hun tror på, at retfærdigheden skal ske fyldest.

„Hvis jeg gav op, så kunne jeg lige så godt opgive håbet for mine børns fremtid i Tanzania. Vi er nødt til at kæmpe for retfærdigheden sammen. Min landsbykomité er bare én af mange – og flere er på vej. Kirkens indsats for større retfærdighed hedder Shauku (begejstring, red.), og vi ved, at vi ikke er ladt alene, men at kirken bekymrer sig om os – alle os – også muslimerne og de traditionelt troende. For vi har brug for hinanden, ligesom vi har brug for kirkens opbakning, hvis vi skal hjælpe mennesker som Scovia og skabe bedre forhold i vores egne samfund,“ siger Georgina Josia.

Mødet slutter, efter at flere sager om konflikter og uretfærdighed er blevet diskuteret, og man har forsøgt at finde ud af, hvordan man kan hjælpe. Medlemmerne af landsbykomitéen har i dag også talt om, at de gerne vil have mere uddannelse i lovgivningen, så de kan blive endnu bedre til at vurdere, om bestikkelse har ført til forkerte domsafsigelser.

Solen står allerede lavt, da de sidste medlemmer af landsbykomitéen forsvinder ned ad skråningen, og der igen kun høres lyden af høns, som kagler et sted i nærheden. Sådan gik der en hel dag af 25 menneskers liv et sted på en bakketop i Tanzania mange tusinde kilometer fra Danmark. 25 mennesker, der alle, ligesom Georgina Josia, bruger en stor del af deres tid frivilligt for at forbedre den verden, de lever i. Det binder dem uløseligt sammen med de tusindvis af mennesker i Danmark, der bruger deres tid og evner som frivillige i Danmission, så vi kan støtte Georgina, landsbykomiteen og den lutherske kirke i Tanzania.

Som Georgina Josia siger, inden også hun skal skynde sig hjem, inden det bliver mørkt:

„Vi er her kun, fordi kirken har samlet os, og fordi Danmission har været med til at skabe vores landsbykomitéer.“

Der er sjældent hurtige og nemme løsninger i sager som Scovias. Det tager tid. Lige nu kan vi kun sætte vores lid til de aktive frivillige i landsbykomitéen og bede til, at Scovia og hendes børn får retten til den jord, som er deres livsgrundlag. Vi holder kontakt til Georgina Josia og fortæller, hvad der videre sker i Scovias sag.

HJÆLP VERDENS BØRN

Alle børn har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold. Ulykkeligvis er det langt fra alle, der gør det. 500 millioner børn i verden savner basale ting som mad, rent vand, skolegang, lægehjælp eller beskyttelse mod overgreb.

Det kæmper vi for at ændre. Derfor samler vi ind til Fremtidsbørn, som er Danmissions arbejde for fattige og udsatte børn og unge i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Børn har en helt naturlig plads i hjertet af en kristen organisation som Danmission. Allerede ved dåben bliver vi mindet om, at vi som børn har en særlig plads i Guds rige.

Danmission har altid haft øje for børns vilkår. Vi hjælper både det en-kelte barn, samtidig med at vi arbejder sammen med kirker og lokal-samfundet, så der skabes stabile rammer og en tryg hverdag. Dermed sikrer vi, at din støtte bliver brugt bedst muligt.

På de kommende sider kan du læse om en del af den hjælp, Danmission giver til børn og deres familier.

Det får Fremtidsbørnene

Når man støtter Fremtidsbørn, er man med til at give børn adgang til:

  • Uddannelse
  • Mad, tøj og livsvigtig medicin
  • Beskyttelse mod diskrimination og udnyttelse
  • Fællesskaber med leg og læring
  • Redskaber til at kunne bestemme over eget liv
  • Gratis retshjælp

Læs mere om Fremtidsbørn på www.fremtidsborn.dk – her kan du også støtte børnene.

Støt fattige og udsatte børn i Tanzania: www.danmission.dk/dm6/