Vandt 10.000 kroner i Lucia-konkurrence: Præmien glædede rigtig mange

Vandt 10.000 kroner i Lucia-konkurrence: Præmien glædede rigtig mange

Bredballe Gospel Choir vandt sidste års Luciakorkonkurrence og fortæller her om, hvordan pengene hjalp dem på vej til at udbrede deres hjertesag.

Anna Hermann Hansen, journalist

Bredballe Gospel Choir løb ikke kun med Danmissions Lucia-gevinst på 10.000 kroner, men vandt også æren af at sprede budskabet om den gode sags tjeneste.

Ved hjælp af den flotte præmie fra Lucia-lodtrækningen i 2018 valgte Bredballe Gospel Choir nemlig at rejse til Warszawa i Polen for at afholde en workshop og koncert med Sienna Gospel Choir. Et kor, der er tilknyttet Pinsekirken i hjertet af den polske hovedstad, som deler Bredballe Gospel Choir’s hjertesag. Pengene fra Lucia-præmien skal bruges til en korworkshop, som vinderkoret selv bestemmer, hvordan og hvorhenne skal løbe af stablen.

– Vi er glade og taknemmelige for den skønne oplevelse, og for at få lov til at række ud med gospelsangens glade budskab, og for at så et frø og tænde lys for udsatte, fortæller korformand Tine Tegewaldt.

Syng for den gode sag

Også i år er der rift om Luciakorkonkurrencens eftertragtede præmie. Nedtællingen er i fuld gang. Den 13. december nærmer sig hastigt, og det vælter ind med kortilmeldinger til Danmissions årlige velgørenhedsprojekt.

Lucia Indsamlingen er, som navnet antyder, et af organisationens indsamlingsprojekter, der rækker ud til de allermest trængende. I år går støtten til Danmissions projekt Fremtidsbørn, som hjælper børn og unge i Tanzania ved at give dem rent vand, livsvigtig medicin og muligheden for at komme i skole.

Bredballe Gospel Choir opfordrer også andre kor, der endnu ikke har tilmeldt sig Danmissions indsamling til at gøre det.

– Vi har stor respekt for Danmissions arbejde og er taknemmelig for, at der er nogle, der vil gøre en indsats for at forbedre børns vilkår rundt om i verden. Det arbejde støtter vi op om, og vi fik knyttet nogle gode kontakter i Polen og aftalte at gentage koncertsuccessen, siger Tine Tegewaldt om den gode oplevelse, der både samlede mennesker på tværs af landegrænser og gjorde opmærksom på udsattes leveforhold. 

Tak for hjælpen, Danmission

Bredballe Gospel Choir varmede stemmerne op i Warszawa og blev klar til igen i år at afholde julekoncerter, hvor der samles ind til Danmissions arbejde.

– Workshoppen i Warszawa fortsatte hele weekenden og sluttede af i en skøn fælles koncert, hvor både hjertet og kroppen sang med, fortæller Tine Tegewaldt.

Bredballe Gospel Choir sang i Polen for en fyldt kirke til gudstjeneste. Koret blev forsynet med headset og en engelsk oversættelse, så de kunne følge med i, hvad der foregik, fordi hele gudstjenesten blev afholdt på modersmålet. Søndag aften returnerede koret til Danmark, og de er glade og taknemmelige for den skønne oplevelse.

– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ at lave Lucia Indsamlingen, hvor vi som kor er med til at give et lys videre og tænde lys i mørket. Tusind tak til Danmission for den gavmilde præmie – den har glædet rigtigt mange, lyder det fra Bredballe Gospel Choir.

Danmission kårer hvert år en vinder af Lucia Indsamlingen, som tak for den gode indsats. Igen i år løber vinderen med 10.000 kroner. Danmissions indsamlingsprojekt så dagens lys i 2011 og arbejder for fattige og udsatte mennesker i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Bredballe Gospel Choir holder julekoncerter i Bredballe Kirke tirsdag den 10. december og lørdag den 14. december.

Du kan stadig nå at støtte Lucia Indsamlingen 2019 – læs mere her.