En del provstier i Danmark har indgået et samarbejde om at udsende en eller to volontører hvert efterår igennem Danmission – i år er provstivolontørerne i Tanzania, Cambodja og på Zanzibar. Her møder de en anden kultur, skaber venskaber og dykker ned i den globale verdens mange facetter. Årets seks volontører rejser ud i cirka tre måneder og løser opgaver i en af de kirker eller organisationer, som Danmission samarbejder med. Efter hjemkomsten har volontørerne en formidlingsperiode med foredrag og arrangementer i provstiets kirker og foreninger i løbet af foråret.
Men du kan allerede nu få indblik i de unge volontørers rejseliv. F.eks. kan du læse om Imannuel og Jens, der er på kirkens landbrugsskole i Tanzania og lærer at så og hakke i den frodige jord ved Kagera sammen med de landbrugsstuderende. Eller du kan læse og se videoer om Annes oplever som underviser i engelsk og guitar for børn i alle aldre ved en kirke i Cambodja. Eller du kan blive klogere på, hvad Julie og Maria, der er i Mwanza, oplever, når de er en del af kirkens søndagskolearbejde og konfirmandundervisning og holder til på Nyakato Bibelskole. Slutteligt kan du få et indblik i Sasias oplevelser på Zanzibar, hvor hun får undervisning i religionsdialog på ZANZIC, underviser de studerende på syskolen Upendo i engelsk og hjælper til ved kirkens børnehave.
Du kan følge deres rejse på Danmissions instagram eller på deres blogs:

Immanuel og Jens er på Igabiro Landbrugsskole i Tanzania og er udsendt af Folkekirkens mission i Næstved provsti. Læs deres blog her.

Anne Dippel er i Preah Scdah i Cambodja og er udsendt af Silkeborg provsti. Læs hendes blog her.

Julie og Maria er i Mwanza i Tanzania og er udsendt af Provstierne Lemvig, Struer og Holstebro. Læs deres blog her.

Sasia er på Zanzibar og er udsendt af Vesthimmerlands provsti. Læs hendes blog her.
Vær med til at sende en ung provstivolontør ud i verden
De seks provstivolontører får en oplevelse for livet, tværkulturelle kompetencer, erfaring med kommunikation og formidling, indblik i en anden kultur og en anden kristen tradition og muligheden for at yde en indsats. Følg med på deres rejse for livet.
Er I også interesseret I at få en provstivolontør i jeres provsti? Drømmer I om at lade en ung opleve verden i en kortere periode og samtidig få erfaring med formidling af deres oplevelser i jeres provsti til f.eks. sogneaftener og konfirmander? Bliv klogere på konceptet – læs mere her.
Kontakt os, hvis dit provsti er interesseret i en provstivolontør, så kan vi hjælpe jer i gang.