Nu ringer kirkeklokken igen i Baquba

Foto Hasan Jaafar al-Saaidy

Nu ringer kirkeklokken igen i Baquba

En ung muslimsk kvinde tog initiativ til at få genåbnet en kirke i Irak. Inspirationen fik hun på Danmissions dialogworkshop i det uroplagede land.

Da kirkeklokkerne nytårsmorgen bebudede, at kirken er genåbnet i den irakiske by Baquba, gik en drøm i opfyldelse for den unge muslimske kvinde Asia al-Qaisi.

Hende – og en lykkelig slutning, som måske er lidt tilfældig – vender vi tilbage til om lidt. For historien begynder i 2005, da de militante islamister fra al-Queda indtager Baquba i det østlige Irak. De slår som altid ned på alt og alle, som ikke tror, tænker og opfører sig præcist, som de prædiker. Al-Queda og sidenhen Islamisk Stat (ISIS) spreder frygt og terror, og det går også hårdt ud over den kristne menighed i byen.

En dag i 2006 bliver præsten i den katolske kirke “Umm Almashora Alsaliha” (De Gode Råds Moder) kidnappet på vej til gudstjeneste og kort efter myrdet af islamisterne. Mord på kristne og angreb på kirken gør livet så farligt for menigheden, at man ikke ser anden udvej end helt at lukke kirken, som efterhånden bliver voldsomt raseret.

Siden 2016 har de voldelige islamister været trængt i defensiven, men Baquba og hele Diyala provinsen rystes ligesom mange andre dele af Irak stadig med jævne mellemrum af terror. Der er kun 12 kristne familier tilbage i området ud af de over 100, som levede her i 2005. Og menigheden har levet i skjul og har været nødt til at tage til hovedstaden Bagdad for at blive døbt, gift osv. Indtil nytårsmorgen 2019, da kirkeklokkerne igen lød over Baquba.

Kvinder med drømme

Og så tilbage til den unge muslimske kvinde Asia alQaisi. For det er hende, som tog initiativet til at få kirken genåbnet.

Hvordan det hænger sammen, og hvordan Danmission er en del af den historie, er vi – et par irakiske  journalister – kørt fra Bagdad til Baquba for at finde ud af. Og vi har aftaler om at møde både Asia, andre frivillige, kirkegængere og den nye præst.

For selv om Irak stadig lider under ødelæggelserne og tabene, som er påført af de mange krige og konflikter, så er vi irakere så småt begyndt at børste støvet af. Vi ønsker at genopbygge vores hjemland og hele sårene i vores samfund. Og derfor er vi spændte på at høre Asia al-Qaisis inspirerende historie.

Hvordan fik du, som muslim, idéen til at genåbne en kristen kirke?

„Jeg hørte helt tilfældigt, at byens kirke havde været lukket i mange år. Og fordi jeg kort tid forinden havde deltaget i en workshop om, hvordan vi alle kan være med til at skabe fred, når vi taler sammen og gør noget sammen, så tog jeg fat i nogle af mine venner og andre frivillige. Herefter gik vi i gang med at undersøge, hvordan vi kunne hjælpe med at få kirken genåbnet,“ fortæller Asia al-Qaisi. Hun er 25 år og står i spidsen for et netværk af unge menneskerettighedsaktivister, som kalder sig “Kvinder med drømme”.Hvorfor netop en kirke?

„Baquba og Diyala provinsen var tidligere et åbent og mangfoldigt samfund, hvor vi levede fredeligt side om side – kristne og muslimer; kurdere, irakere og turkmenere. Og det drømmer jeg om, at det skal live igen. De kristne er også sønner og døtre af Diyala, og de har ret til at bede og udføre deres ritualer i fred og sikkerhed ligesom alle andre,“ fastslår hun.

Asia al-Qaisi har kunnet bruge meget af det, hun har lært på dialogworkshoppen, som var arrangeret af Danmissions nye partnerorganisation Al-Amal og støttet af Danmissions bevilling fra EU. F.eks. hvordan hun kom i dialog med og på den måde mobiliserede andre, fik myndighedernes opbakning og skaffede økonomisk støtte til bl.a. renovering af den raserede kirkebygning.

„På min dialogworkshop havde jeg hørt om oberst Ghaleb fra politiet, som havde deltaget i en lignende workshop for beslutningstagere, og det viste sig at være en stor hjælp i arbejdet med at få opbakning til at genåbne kirken,“ fortæller Asia al-Qais og tilføjer: „Der er så mange, som har hjulpet, og som vi skylder tak for, at det er lykkedes. Det er virkelig en fælles indsats fra mange forskellige sider. Og det er helt sikkert ikke mit sidste initiativ!“

Mens vi venter på præsten

Selvom kirken endnu ikke har fået sin egen præst, er der allerede kommet masser af liv tilbage i menigheden. Efter nytår begyndte de kristne ganske enkelt at samles i kirken om bøn og fællesskab. Siden begyndte den blot 28-årige fader Martin Bani jævnligt at tage turen fra Bagdad til Baquba for at holde søndagsgudstjeneste og andre kirkelige handlinger i byens genåbnede kaldæiskkatolske kirke. Og nu håber menigheden, at patriarken snart vil udpege en præst, som bliver kirkens egen.

„Diyala provinsen har historisk set været et eksempel på god sameksistens, og ét af symbolerne på mangfoldigheden var netop Umm Almashora Alsaliha Kirke,“ fortæller fader Bani.

„Takket være Asia al-Qaisi, de mange frivilligeaktivister, lokale politifolk, menigheden og alle de andre, som har hjulpet og støttet, står den genåbnede Umm Almashora Alsaliha Kirke igen som et bevis på fællesskab i dette land. Dette viser, at vi alle er lige, og at vi alle skal have ret til frit at kunne udøve vores religion. Jeg ønsker Guds velsignelse til de unge, som har taget initiativet til dette fælles projekt.“

FAKTA Hiwarouna – vores dialog
Danmission er sammen med vores partnere i fuld gang med det nye fredsarbejde kaldet “Hiwarouna” (vores dialog). Med den første store EU-bevilling til Danmission fastslår EU, at religion og religiøse aktører er afgørende for at genvinde freden i Mellemøsten.
Hiwarouna er:

  • Fredsarbejde i Irak, Syrien og Libanon.
  • Støttet med 12 mio. kr. fra EU over 3 år.
  • Partnere: Danmission, Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD) i Syrien og i Libanon samt Iraqi Al-Amal Association (Al-Amal) i Irak.

Kirkeklokken ringer for alle

Da vi banker på kirkens dør, lukker Rafed Mikhail op og byder hjerteligt velkommen. Som vagt – og kirketjener – bor han i kirken sammen sin hustru Mariam. Og vi kommer kun lige indenfor, før han begynder at fortælle:

„Efter mange års barske oplevelser, hvor vi har mistet mange af vores kære på grund af terror, er bønnen og livet vendt tilbage til kirken. Gud ske tak og lov for de unge aktivister.“

Og hans hustru supplerer:

„Det er så smukt hver dag at kunne åbne døren til kirken og kunne bede lige her, når man har brug for det. I stedet for en sjælden gang at kunne komme i kirke i Bagdad.“

Mariam kigger fast på os gæster og tilføjer:

„Jeg er lykkelig over, at jeg har mødt muslimer som Asia og hendes venner. De er blevet som søstre og brødre for os.“

Og dermed sætter hun ord på, hvorfor dialogarbejdet er så vigtigt – også for de trængte kristne i konfliktramte områder som Irak. For netop dette – at man lærer hinanden at kende og er sammen om noget konkret – kan bogstavelig talt kan være livsvigtigt både for den enkelte og for udsatte grupper.

Som direktøren for Al-Amal, Jamal Jawahiri, forklarer:

„”Hiwarouna” (vores dialog) som vi kalder projektet, skaber frirum til dialog og giver deltagerne tillid og redskaber til at tage en lang række meget forskellige initiativer. Det giver håb om, at Irak igen vil blive et fredeligt sted at leve – takket være engagerede og hårdtarbejdende unge som Asia.“

Og så er vi ellers klar til at køre tilbage til Bagdad efter timevis af interviews i Baquba. I bagagen har vi masser af viden og citater til denne artikel og til små videofilm, som vi skal have klippet. Men vi er også stolte over, hvad unge frivillige irakere har opnået sammen med en masse gode lokaler kræfter, som de har mobiliseret.Så når kirkeklokken igen ringer i Baquba, så bebuder den, at den kristne menighed har fået sin kirke igen. Men den bebuder forhåbentlig også en lysere og mere fredelig fremtid i Irak, hvor der er plads til den mangfoldighed, som blev trådt under fode af al-Queda og de mange krige og konflikter, Irak har været igennem.