De 14 kvinder, der er samlet i en privat stue lidt uden for Hvide Sande på landtangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, synger alle med på salme nr. 248 fra Indre Missions sangbog Hjemlandstoner. Fødderne vipper, blikke mødes og indforståede smil udveksles. I år er det 100 år siden, at en flok vestjyske kvinder besluttede sig for at starte en kvindekreds med udsyn mod missionsarbejdet ude i verden.
Bare hundrede meter derfra på et husmandssted boede jordemoder Ane Jensine Poulsen, der grundlagde Sydklitten Kvindekreds i 1919. Tre år tidligere forlod den 30-årige Marie Kathrine Thomsen området for at drage til Kina som missionær for Det Danske Missionsselskab (nu Danmission). Om kredsen blev grundlagt udelukkende på baggrund af Marie Kathrine Thomsens udsendelse og gerning er uvist, men vist er det, at kvindekredsen nu gennem 100 år har fulgt med i arbejdet ude i verden og støttet det med stor interesse, forbøn og bidrag.
Det fortæller 68-årige Birthe Marie Schøler Kristensen, der er repræsentant i Danmission og har været med i kvindekredsen de seneste 15 år. Kvinderne samles om at tage del i Danmisssions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.
„For os er det utroligt berigende, og det gør stort indtryk på os at høre andres vidnesbyrd. Det er med stor interesse, at vi følger med i arbejdet ude. Det giver os et stort indblik og megen god ny viden, når vi får besøg udefra,“ siger hun og fortæller, at de markerede kredsens 100-års jubilæum med at have besøg af Danmissions unge Globale Fortællere fra Zanzibar.
Kredsene opstod i de danske missionsselskabers bagland i 1880’erne. Her samledes man om at støtte
arbejdet for fattige ude i verden, og man fulgte interesseret med i de udsendtes liv og indsats. Da kredsarbejdet havde sin storhedstid fra 1920 til 1950’erne, var der flere end 2.400 kredse. Gennem kredsbreve og blade fik kredsenes medlemmer et helt unikt indblik i fremmede kulturer, religioner og leveformer. En viden som ellers på den tid ikke var tilgængelig.
FAKTA: Kvindekredsen i Hvide Sande
- Blev oprettet i 1919 på Sydklitten. Dengang var Hvide Sande endnu ikke etableret og området havde to kvindekredse; én på Sydklitten og én på Nordklitten.
- Kredsens medlemmer er mellem 68 og 92 år.
- De mødes 6-7 gange om året og har en årlig udflugt.
- På hvert møde samles der ind til Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.
Birthe Marie Schøler Kristensen, Grethe Jensen og Esther Iversen er tre af de trofaste deltagere i den nu 100 år gamle kvindekreds ved Vesterhavet. Foto: Christer Holte.
Holder liv i historien
I stuen på tangen uden for Hvide Sande er salmesangen forstummet, og opmærksomheden har samlet sig om selskabets eneste mand. Han hedder Thue Thomsen, og Marie Kathrine Thomsen var hans faster. Han er aftenens særlige gæst og indbudt til at holde andagt for de forsamlede kvinder. Han er – ligesom fasteren var det – dybt involveret i mission. Han er folkepensionist og fritidsforkynder for Indre Mission og taler engageret til kvinderne.
„Lad os bede for folk på missionsmarken. Lad os bede for, at mennesker må komme til tro og møde Gud, missionærer og missionsselskaber og Jesus kærlighed,“ beder Tue Thomsen med foldede hænder og lukkede øjne.
På de her kanter fletter levede liv sig tæt ind i hinanden. Lederskabet af kredsen er gået i arv gennem tre generationer af kvinder. 73-årige Grethe Jensen overtog hvervet som leder af kvindekredsen, da hendes mor døde i 1983. Moren, Johanne Jensen, havde med lige så stor naturlighed overtaget hvervet som forkvinde fra sin mor, jordemoderen Ane Jensine Poulsen.
„Min mor døde, og jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis kvindekredsen skulle stoppe, så jeg tog initiativ til at føre den videre,“ siger Grethe Jensen, mens hun hviler sin ene hånd på en lille sort bog.
Den gemmer optegnelser over, hvor mange penge der er samlet ind til hvert kvindekredsmøde, hvornår de er sendt til hovedkontoret i Hellerup, og hvilke datoer kredsen har mødtes.
Grethe Jensen fortæller, at kvindekredsens omdrejningspunkt altid har været at få indblik i missionsarbejdet ude i verden. Kvinderne modtog såkaldte kredsbreve med beretninger fra missionærernes indsats og udfordringer.
Deres egen lokale Marie Kathrine Thomsen var udsendt til Kina (dengang Manchuriet) fra 1916-1939 og arbejdede bl.a. med at uddanne såkaldte bibelkvinder. Derudover var hun med til at åbne en pigeskole, stod for bibelkurser, kvindemøder, husbesøg og søndagsgudstjenester. Hun var uddannet lærer, gik på Det Danske Missionsselskabs missionsskole i Hellerup og studerede også i Carey Hall i England. Alt sammen for at forberede sig på hvervet som missionær.
Hjemme hos Thue Thomsen står Marie Kathrine Thomsens gamle Bibel.
„Det er den Bibel, hun brugte alle årene ude i Kina. Jeg har læst mig frem til, at alle de grønne understregninger, hun har lavet i Biblen, det er Guds løfte,“ fortæller Tue Thomsen og fortsætter:
„Det var atypisk, at en ung kvinde fra yderste klitrække sådan rejste ud i den store verden. Dengang tog
det et halvt år at rejse til Kina. Hun var virkelig stålsat på at komme ud og virke som missionær.“
Marie Kathrine Thomsen sendte beretninger til det støttende bagland hjemme i Danmark. I Det Danske
Missionsselskabs årsberetning fra 1920 skriver hun om arbejdet blandt de lokale:
„Det er en glæde at se, hvorledes hjerterne lidt efter lidt åbnes for Gud.“
FAKTA: Marie Kathrine Thomsen (1885-1950)
- Opvokset i Lyngvig mellem Søndervig og Hvide Sande.
- Tog læreruddannelse og var på missionsskole i Hellerup og Carey Hall, England, inden hun rejste ud som missionær som 30-årig.
- Udsendt af Det Danske Missionsselskab til Kina fra 1916-1939 kun afbrudt af hjemmeophold.
- Stod for kvindearbejde i Xiuyan, Suihua, Harbin og Changchun.
Åbne hjerter
Hos kvinderne i Hvide Sande er hjerterne åbne – både over for Gud, indsatsen ude i verden og hinanden. Alle er de gået ind i kredsen med et ønske om at være en del at et meningsfuldt fællesskab. Det fortæller Birthe Marie Schøler Kristensen:
„Jeg tror, snakken går på en anden måde, fordi vi kun er kvinder. Vi spørger omsorgsfuldt ind til hinanden og følger med i hinandens liv. Historisk set, så var kvindekredsen et frikvarter fra et hårdt liv. Kvinderne på de her kanter sled i det og levede et barskt liv. Min mor gik til kvindekreds, og hun var altid så glad, når hun kom hjem,“ siger hun og fortsætter:
„Vi har været en fast gruppe i lang tid, men der kommer også nye med, som gerne vil være med i et kristent fællesskab. Og når man er kommet med, så bliver man.“
Udsyn giver indblik
Et af kredsens medlemmer har været med i 60 år. Et andet medlem, 75-årige Esther Iversen, har været med siden hun var 25 år. Hun er vokset op med, at man interesserede sig for ydre mission i den firlængede slægtsgård, som hun stadig bor i. Hun har selv været i Afrika seks gange for at opleve livet dér.
„Vi vil gerne have, at Guds ord skal forkyndes, og vi vil gerne have, at der bliver sendt nogen ud i verden med budskabet. Jeg er vokset op med, at Guds ord og gerning skal nå ud til andre, så derfor er det også en naturlighed for mig at være en del af kredsen og på den måde tage del i missionsarbejdet,“ siger Esther Iversen.
Det er hende, der ved hvert kredsmøde påtager sig opgaven med at læse højt fra Danmission Magasin eller andet informationsmateriale fra Danmission. Det gør hun også denne aften, efter at Thue Thomsen har afsluttet sin andagt. En standerlampe tændes og rykkes hen til den sofa, hvor Esther Iversen sidder. Hun åbner Danmissions nyeste årsberetning og retter lidt på sine briller.
„Vi hører jo i grunden så meget om Mellemøsten for tiden, så skulle vi ikke høre lidt om, hvad det er Danmission laver dér?“
Der nikkes samstemmende, et par stykker finder lydløst deres strikketøj frem. De næste 35 minutter læser Esther Iversen op, undervejs er der stille i stuen. Udenfor er solen gået ned over Vesterhavet, og stuen er blevet en anelse mørkere.
Det er hyggeligt og berigende samvær, når Danmissions kvindekreds i Hvide Sande mødes, som den har gjort det i nu 100 år. Foto: Christer Holte.
Hjertelighed og lagkage
Mødets første del med næring til ånd og tanke bliver afløst af hjertelig småsnak. Tove Tarbensen, der lægger hus til, disker op med hjemmebagte boller med pålæg, kaffe og som aftenens finale hjemmelavede sveskelagkager sirligt beklædt med marcipan og pyntet med chokolade.
92-årige Mie Heide er kredsens alderspræsident. Hun har selv været aktiv i Dansk Santalmission og gennem hele sit liv fulgt med i missionsarbejdet ude i verden. Hun holder meget af at være en del af kredsens varme fællesskab:
„Det giver en tryghed, at vi har hinanden, vi er gode venner. Det er så hyggeligt at sidde her sammen. Her er et meget fint fællesskab, og det er altid spændende at høre om arbejdet ude. Det er en rigdom.“
Grethe Jensen hiver en æske op af tasken og sender den på omgang fra kvinde til kvinde. Nu er det blevet tid til at samle ind til missionsarbejdet. Hun ved ikke, om hendes datter vil være interesseret i at overtage lederskabet af kvindekredsen efter hende.
„De unge har så meget at se til og er med i mange sociale sammenhænge. Sådan var det ikke for os andre, da vi som unge kom med i kredsen. Da var kredsen vores frirum, børnene lod vi blive hjemme, og her var bare tid til at være fælles om vores tro og hinanden,“ siger Grethe Jensen.
Udsynet mod Ringkøbing Fjord er afløst af et blåligt mørke, klokken nærmer sig 22, og kvinderne begynder så småt at bryde op.
„Man kan sige, at vi er medvandrere i hinandens liv. Vi spørger ind til hinanden og følger op på hinanden. Her hos os er troen en naturlig del af livet, og det er rart at kunne dele den. Samtidig er det berigende at høre, hvordan Guds ord arbejder i mennesker ude og gør en forskel,“ siger Birthe Marie Schøler Kristensen.
FAKTA: Hvad er en kreds?
- Kredsene, der samledes om at støtte arbejdet med at sprede Evangeliet og hjælpe fattige og udsatte ude i verden, opstod i løs form i løbet af 1840’erne.
- Gennem 1880’erne og 90’erne begyndte man at registrere kredsene.
- Kredsenes storhedstid var ca. 1920-1950, hvor man nåede helt op på omkring 2.400 kredse.
- En stor del af kredsene var kvindekredse, der typisk mødtes om formiddagen.Mange strikkede og syede til basarer, og det blev en del af kernearbejdet i kvindekredsene. I 1970’erne, da kvindernefor alvor kom ud på arbejdsmarkedet, blev mange kredse opløst.
- Kernen i kredsarbejdet var – såvel dengang som nu – at mødes om missionsarbejdet ude i verden, høre fortællinger udefra og støtte med forbøn og indsamling.
- I dag er der registreret 98 aktive Danmission-kredse.