Gudstjeneste, valg og samtaler: Weekenden byder på Danmissions vigtigste møde

Gudstjeneste, valg og samtaler: Weekenden byder på Danmissions vigtigste møde

Repræsentantskabsmødet står i fremtidens tegn: På søndag har Danmission både fået ny formand, ny generalsekretær og så er Årets Ildsjæl 2019 blevet kåret. Derudover er der debat om årsberetningen og meget andet.

barbara,  

Nu er der ikke længe til, at Danmissions årlige repræsentantskabsmøde i Nyborg afholdes. Weekenden 31. august til 1. september vil summe af gode historier, erfaringsudvekslinger fra arbejdet ude og hjemme, fremtidsplanlægning og glædelige gensyn, når 260 valgte repræsentanter fra hele landet mødes.

Traditionen tro markeres åbningen med en stemningsfuld gudstjeneste i Vindinge Kirke. I år er det Morten Skrubbeltrang, som til daglig er præst i Hasle Kirke ved Aarhus, der leder os igennem gudstjenesten.

Derefter går turen til mødelokalerne på Hotel Nyborg Strand.

På mødet siger Danmission farvel og tak til den konstituerede generalsekretær Mogens Kjær – ligesom biskop Peter Fischer-Møller, der har været formand for bestyrelsen de seneste ni år, har valgt at træde tilbage og overlade roret til en anden formand. .

Også den nye daglige leder, generalsekretær Kristian Sloth Petersen, vil blive budt velkommen på repræsentantskabsmødet.

Dialog, bestyrelsesvalg og Årets Ildsjæl

Lørdag eftermiddag vil mødet give mulighed for at komme tættere på Danmissions arbejde, når der gennem forskellige arbejdsgrupper åbnes for dialog mellem repræsentantskabet, bestyrelsen og ansatte.

Tre kandidater er opstillet til bestyrelsesvalget. Dem kan du læse mere om her

Lørdag aften er der besøg i “samtalesofaen” fra bl.a. Mellemøsten, Hammerum og Tanzania. Aftenen byder også på både underholding og fællessang.

Og så bliver modtageren af den præstigefyldte pris Årets Ildsjæl 2019 afsløret, inden aftenen slutter med en aftenandagt.

Derudover skal årsberetning og -regnskab samt handlingsplanen for 2020 debatteres.

Se programmet for hele mødet her

URL: https://danmission.dk/blog/2019/08/29/gudstjeneste-valg-og-samtaler-weekenden-byder-paa-danmissions-vigtigste-moede/