Afskedsinterview med Peter Fischer-Møller: Formanden med det selvlysende plastikkors

Afskedsinterview med Peter Fischer-Møller: Formanden med det selvlysende plastikkors

„Jeg har fået lov at bidrage med mine tanker og ideer i en årrække. Nu er det tid til at give stafetten videre.“ Sådan siger biskop Peter Fischer-Møller om sin fratrædelse som formand for Danmissions bestyrelse. 9 år blev det til. 9 år med kulturmøder, nye perspektiver på egen tro og gaven over dem alle: korset fra den indiske gadedreng.

barbara,  

Han havde aldrig været i Indien før. Farverne. Duftene. Stanken. Alting var overvældende. Måske  særligt gæstfriheden. På missionsskoler og i kvindegrupper blev han og repræsentationen fra Danmisson modtaget med blomsterkranse og hornmusik, som var de kongelige. Det føltes uvant for den danske biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller. Men i konteksten naturligt. Om søndagen skulle han prædike i kirken i Tiruvannamalai. Der ville komme 500 mennesker, og hans prædiken ville blive oversat til tamil.

Det gik som forudset. Eller rettere: Undervejs i prædikenen kom flere og flere til, så der var tæt på 800 mennesker samlet under samme tag, før Peter Fischer-Møller havde talt færdig. Som han ville have gjort i domkirken hjemme, stillede han sig nu i kirkedøren for afslutningsvis at give de mange mennesker hånden. Men alt imens folk gik ud i den varme by, dannede der sig en side kø til udgangskøen. „De venter på en personlig forbøn fra dig,“ var der én, der hviskede Peter Fischer-Møller i øret.

„Det var min første rejse som formand for Danmission, og det med forbøn var ikke lige mit hjørne af dansk kirkeliv. Så som jeg stod dér med i hvert fald 45 afventende kirkegængeres øjne hvilende på mig, sank jeg en klump og bad til, at Helligånden og mit skoleengelsk ville samarbejde,“ fortæller Peter Fischer-Møller.

En forbøn – et plastikkors

Han har fortalt historien mange gange før. Og nu er det næsten 9 år siden, han stod der. Ikke desto mindre berører det ham stadig at genbesøge oplevelsen:

„Det at få lov til at bede for et menneske, du lige har mødt. Og det at møde tilliden til, at din forbøn kan have betydning for det menneskes situation. Det gør noget ved dig, og der sker noget i det rum. Du mærker Helligåndens nærvær.“

Peter Fischer-Møller er tavs et øjeblik. Han har ikke taget praksissen med forbønner i kirkedøren med sig hjem til Danmark. Men han har siden oplevelsen i Indien gerne stillet sig til rådighed under besøg i Danmissions partnerkirker rundt om i verden. Det handler om gensidighed for Peter Fischer-Møller.
For ham bør mission aldrig være den ene kulturs belæring af den anden. Nej. Mission handler om at udveksle perspektiver og lære nyt om sine egne. Og som det ypperste symbol på gensidigheden bærer Peter Fischer-Møller et lille selvlysende plastikkors. Det lyder måske som et H.C. Andersen-eventyr. Men som en af de allerbageste i sidekøen i kirken i Tiruvannamalai stod en 15-årig dreng fra den skole for gadedrenge, som biskoppen havde besøgt dagen i forvejen. Drengen, der levede af at sælge engangslightere, havde tålmodigt ventet på sin tur. Han bad nu Peter Fischer-Møller bede for hans familie, hans uddannelse og fred i verden, hvorefter han diskret placerede det lille kors i den danske biskops hånd.

Peter Fischer-Møller med sin hustru Bente i Indien.

Peter, Grundtvig og Danmission

Det lå ikke i kortene, at Peter FischerMøller skulle blive formand for Danmarks ældste og største missionsselskab. I hvert fald blev han selv overrasket, da telefonen ringede en aften i 2010. Som biskop i Roskilde Stift kendte han selvfølgelig til Danmissions arbejde og havde da også deltaget i en konference i Alexandria om kristendom og klimaforandringer, arrangeret af Danmission og partnere i Egypten. Han kendte også i forvejen en række af medlemmerne i Danmissions bestyrelse.

Teolog med speciale i Grundtvig, det var han. Sognepræst i Terslev og Ørslev ved Haslev, det havde han været. Biskop i Roskilde Stift var han for nylig blevet. Men formand for Danmission? Var det
ham? Når han tvivlede et øjeblik, var det måske fordi, han først sent i livet var stødt på det missionske. Han var opvokset i et ikke sådan særlig kirkeligt hjem.

Nok var hans forældre medlemmer af folkekirken. Men missionærer havde han ikke hørt om, før
igeria-missionæren Gurli Vibe Jensen besøgte Skovshoved Skole i 1965. Hun gjorde imidlertid indtryk på den dengang 11-årige Peter, der stadig husker, hvordan hendes rejsebeskrivelser løftede ham ud af den surt svaber-lugtende gymnastiksal, hvor alle skolens elever sad samlet. Og samme positive indtryk efterlod også hans konfirmationspræst Ole Christiansen, der sidenhen blev formand for Dansk
Santalmission.

Men når Peter Fischer-Møller takkede ja til formandshvervet i Danmissions bestyrelse i 2010, fandt han trods alt sine begrundelser i nyere tid. For det første vidste han, at han ville kunne læne sig op ad nogle af de dygtigste folk, han kendte.

De sad nemlig allerede i bestyrelsen. For det andet så han nu en relevant forbindelse mellem Danmissions arbejde blandt kristne ude i verden og hans egne Grundtvig-inspirerede tanker om vekselvirkningen mellem kristendom og kultur.

Som eksempel på forbindelsen fremhæver han Danmissions oplysningsprojekt Konfirmand Aktion, hvor danske unge rejser ud for at opleve hverdagen blandt jævnaldrende i et af Danmissions arbejdslande, for herefter sammen med deres nye, udenlandske kammerater at turnere rundt til konfirmandstuer i
Danmark og fortælle deres historier.

„Konfirmand Aktion er måske et af de bedste eksempler på, at forskellige kulturer åbner kristendommen for os. Vi får åbnet øjnene for andres livsvilkår og for, at kristendommen virkelig udtrykker sig og udfolder sig på mange andre måder, end den vi er vant til fra vores egen lokale sognekirke,“ siger Peter FischerMøller og fortsætter:

„Det er alle de her virkeligheder, som Grundtvig gjorde opmærksom på med sit dialogiske perspektiv. Dét, han også kalder sit søndagssyn. Og som lidt forenklet går ud på, at hver kultur er et vindue til den fulde forståelse af evangeliet. Vi i vores danske folkekirke må med andre ord ikke tro, at vi sidder på den eneste rigtige fortælling. Nej. Vi er på en fælles opdagelsesrejse, når det kommer til at forstå skabelsens, inkarnationens og opstandelsens mysterier.“

Konfirmand Aktion eksisterede længe før Peter Fischer-Møller tiltrådte som formand. Så hvad har han bidraget med i sine 9 år som formand? Hvis han nu selv skal sige det.

„Jo. Altså. Sammen med resten af bestyrelsen har jeg arbejdet på at få defineret Danmissions missionssyn. Da jeg kom til, arbejdede Danmission med tre søjler. Kirkeudvikling. Dialog. Fattigdomsbekæmpelse. Det gør vi stadig. Men forskellen er, at vi er blevet opmærksomme på, hvordan søjlerne gensidigt støtter og forstærker hinanden, så de danner en trekant frem for at stå som tre isolerede søjler.“

Dialog-arbejdet i særdeleshed mener Peter Fischer-Møller at have været med til at give den plads, det fortjener.

„Dialog skal ikke bare være en metode. Dialog er meget mere end det, fordi den forudsætter og rummer et menneskesyn, hvor det at møde den anden og være parat til at lytte til hans eller hendes historie har værdi i sig selv. Faktisk bør man lytte dobbelt så meget, som man taler. Og så er vi tilbage ved Grundtvigs søndagssyn. Vi er ikke færdige med at forstå det her. Alle vores formuleringer er foreløbige, og netop derfor bliver vi nødt til at dele vores perspektiver med hinanden.“

 

Peter Fischer-Møller får besøg af Danmissions partnere på bispegården i Roskilde.

En bred kærlighedserklæring

Navnene står i kø, når man beder Peter Fischer-Møller fremhæve et menneske, der har gjort særligt indtryk på ham under hans formandskab. Det kan han simpelthen ikke.

„Jeg føler mig kolossalt beriget af mødet med alle Danmissons partnere. Ledere som Riad Jarjour fra FDCD i Libanon, biskop Elias Toumeh fra Den Kristne Dal i Syrien og Andrea Zaki, Samira Luka og Michael El Daba fra CEOSS i Egypten har alle gjort et stort indtryk på mig, for ikke at tale om biskop
Humphrey Peters fra Peshawar i Pakistan eller pastor Maloda fra Zanzibar. Jeg bliver så opløftet, når jeg møder mennesker som f.eks. biskoppen i Peshawar,over hans mod og den visionære måde, han tænker kirke på og hans insisteren på, at kirken skal være til nytte for hele folket.“

Peter Fischer-Møller bliver helt forpustet, men fortsætter ufortrødent i samme åndedrag:

„Og mindst ligeså vigtige at nævne er selvfølgelig alle de almindelige aktivister og engagerede lægfolk, jeg har mødt gennem tiden. For nylig mødte jeg i Beirut de syriske civilsamfundsaktivister, og det er altså helt umuligt ikke at blive bevæget af deres livshistorier og mod på at genopbygge deres land.“

Så hvorfor går du af som formand?

„Jeg har besluttet mig for, at 9 år er nok. Jeg har fået lov til at bidrage med mine tanker og ideer i en årrække. Nu synes jeg, det er tid til at række stafetten videre,“ svarer Peter Fischer-Møller på sin egen på én gang kontante og venlige facon. Det giver mening.

Men slipper du så missionen?

„Nej, de her ting lever jo videre i sind og i hjerte. Jeg slipper aldrig Danmissions arbejde.“

Har du et ønske – eller en forbøn – for Danmission i fremtiden?

„Ja. Danmission er et solidt missionsselskab – med dygtige medarbejdere, engagerede frivillige og kompetente samarbejdspartnere. Jeg er sikker på, at Danmission fortsat vil gøre en væsentlig forskel for mennesker ude i verden og her i landet og høste anerkendelse for det gode arbejde, som er vokset ud af inspirationen fra det kristne evangelium. Og netop på det punkt har Danmission noget særligt at bidrage med i forhold til det internationale dialog- og udviklingsarbejde: nemlig at vi tager menneskers tro alvorligt og tænker kristendom og kirkeudvikling med som integrerede dele af vores engagement. Så min bøn er, at Danmissions missionstrekant fortsat vil være en frugtbar ledestjerne for arbejdet.“

Danmissions nu afgående formand sammen med Årets Ildsjæl 2014 – Mette Bjerregaard fra Danmission Genbrug i Roskilde.

URL: https://danmission.dk/blog/2019/08/29/afskedsinterview-med-peter-fischer-moeller-formanden-med-det-selvlysende-plastikkors/