Religionslærere bekæmper islamisk ekstremisme i klasseværelserne

Religionslærere bekæmper islamisk ekstremisme i klasseværelserne

250 muslimske religionslærere har været på efteruddannelse, så de kan være med til at hindre, at unge jordanere lader sig rekruttere af ekstremisterne i Islamisk Stat og andre radikale grupperinger. Det nye projekt er et samarbejde mellem Danmission, vores partner RIIFS og Jordans undervisningsministerium.

frederikke,  

Foto: Simon Læssøe

Når religionslærer Kayed Khalil træder ind i klasseværelset, påtager han sig ikke blot at lære børnene og de unge om islams historie og Koranens vers. Han ser også sig selv som en vigtig del af kampen mod Islamisk Stat (IS) og andre ekstreme grupperinger, som er skudt op. Den 43-årige religionslærer – og tidligere imam – underviser på en skole i en fattig og religiøst konservativ forstad til Jordans hovedstad, Amman. Og her er det uundgåeligt at støde på Islamisk Stat og ligesindede i klasseværelset, fortæller han.

Eleverne kender ekstremisterne fra deres naboer, deres forældre og fra sociale medier, som Facebook, hvor radikale grupper er effektive, når det handler om propaganda og rekruttering af unge. I takt med, at Islamisk Stat voksede sig stor i Jordans nabolande Syrien og Irak, oplevede Kayed Khalil, at nogle af hans elever blev inspireret af terrororganisationens ekstremistiske fortolkning af islam. “I starten var det svært for mig at diskutere Islamisk Stat med eleverne. For jeg vidste faktisk ikke helt, hvordan jeg bedst skulle forklare dem, at Islamisk Stats fortolkning er forkert, og hvorfor de – også ud fra et islamisk udgangspunkt – tager fejl.“ Derfor deltog Kayed Khalil sammen med omtrent 250 jordanske religionslærere i et nyt undervisningsforløb, som Danmission står bag i samarbejde med Jordans undervisningsministerium og det jordanske Royal Institute for InterFaith Studies (RIIFS). På efteruddannelsen har Kayed Khalil fået nye redskaber til, hvordan han kan undervise elever i en tolerant version af islam, som øger accepten af andre religioner, styrker medborgerskabet og understøtter menneskerettighederne. De nye værktøjer skal bruges i undervisningen af 12-17-årige elever.

Flere tusinde IS-krigere

Jordan har i årtier været forskånet for sekteriske krige og terror. Men freden kan ikke tages for givet. Høj ungdomsarbejdsløshed, manglende fremtidsmuligheder og politisk frustration gør Jordan sårbar for ekstremisme. „I sidste ende handler projektet om at forebygge voldelig ekstremisme blandt Jordans unge,“ siger Stine Baltzer Madsen, som er fagkonsulent i Danmission og har været med til at udforme projektet. 3-4.000 jordanere er siden 2014 rejst til nabolandene Irak og Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Og selvom terrororganisationens kalifat i dag er smuldret, har Jordans regering for længst indset, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis ikke ekstremismen bekæmpes. Så hvor starter man, hvis man vil hindre, at Jordans unge træder ind på en forkert sti?
I klasseværelserne, lød Danmissions plan. Og det jordanske undervisningsministerium var med på ideen. “Lærerne har en unik mulighed for at forme eleverne. Det er et ekstremt vigtigt sted at udføre religionskritik,” siger Stine Baltzer Madsen. På efteruddannelsen undervises religionslærerne blandt andet af en højt respekteret islamisk lærd, som viser, hvordan Koranen og Allahs ord bør fortolkes, således at de prædiker tolerance over for andre religioner og accept af andre synspunkter.

Religionslæreren Kayed Khalil fortæller, at han faktisk plejede at være “ret snæver og striks” i sin fortolkning af Koranen. “Men i dag forstår jeg, at meget kan fortolkes på flere forskellige måder, og det forsøger jeg at give videre til eleverne,” siger han. Og når eleverne viderebringer Islamisk Stats synspunkter, føler han sig nu rustet til at forklare dem grundigt, hvorfor terroristerne tager fejl. “Jeg bruger ikke længere bare min moralske sans til at fortælle, at Islamisk Stat og andre voldelige ekstremister er noget skidt. Jeg kan bruge Koranens ord,” siger han.

Respekt for forældrene

Danmissions projekt bruger det officielle jordanske momentum til at fortolke islam på en mere liberal facon. I 2004 præsenterede daværende kong Abdullah “Amman Budskabet” – en deklaration, der tager skarpt afstand fra ekstremisme og fastslår, at islam bygger på medfølelse, tolerance og gensidig respekt. Den deklaration gennemsyrer stadig mange af de beslutninger, som de jordanske ministerier tager. “Projektet formår at omsætte de højtflyvende tanker fra “Amman Budskabet” til virkelighed,” siger Stine Baltzer Madsen. Det er dog vigtigt at huske på, at Jordan stadig er et konservativt samfund. Derfor er det helt afgørende, at forandringerne – også i undervisningen – sker stille og roligt og i respekt for folks religiøse følelser og den jordanske kultur. “Det duer ikke, at børnene kommer hjem til deres forældre, og de så slet ikke kan genkende hinandens syn på islam. Det vil kun skabe konflikter,” som fagkonsulenten påpeger. Danmarks ambassadør for Jordan, Syrien og Libanon, Merete Juhl, roser projektet, som gennemføres med økonomisk støtte fra Udenrigsministeriet gennem Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). “I Danmark har vi gode erfaringer med at forebygge ekstremisme, og dem tager vi med ud i verden,” siger ambassadøren og tilføjer: “Og når vi er med til at forebygge ekstremisme i Mellemøsten, sænker vi også risikoen for terror i Vesten.”

Fakta om projektet:
Danmission har fået bevilget 22 mio. kr. over 5 år (2017-2021) fra Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) under Udenrigsministeriet, som bl.a. går til efteruddannelse af religionslærere i Jordan. Gennem interreligiøs dialog arbejder Danmission sammen med vores partnere for:

 

URL: https://danmission.dk/blog/2019/08/06/religionslaerere-bekaemper-islamisk-ekstremisme-i-klassevaerelserne/