Historien om Danmission i Mellemøsten: I EINAR Prips FODSPOR

Historien om Danmission i Mellemøsten: I EINAR Prips FODSPOR

Sammenlægninger op igennem 1900-tallet af Østerlandsmissionen, Dansk Kirke Mission i Arabien og Det Danske Missionsselskab betyder, at Danmission i dag står med en meget værdifuld arv – nemlig erfaringen og kontakterne i en, for mange vesterlændinge, svært fremkommelig region.

frederikke,  

En ung mand gør sig klar til sin udsendelsesgudstjeneste fra Vor Frue Kirke i Svendborg. Det samme gør en ung kvinde i Brorsons Kirke i København. De er jævnaldrende, da de sendes på mission. 30 og 31 år gamle. Begge præstebørn. Begge opsatte på at møde verden gennem kirken og deres tro. Mens den unge mand har kurs mod den hellige by Jerusalem, går den unge kvindes udsendelse nogle hundrede kilometer nordligere, til Beirut i Libanon. Deres veje skal vise sig at krydse hinanden mange gange. Blot ikke i fysisk forstand. For fra Einar Prip i 1898 begiver sig ud på den dengang månedlange rejse til Jerusalem, indtil Line Ramsdal sidste sommer stiger på sit fly til Beirut, er der gået 120 år.

120 års dansk missionshistorie i Mellemøsten

To verdenskrige, terrorangrebet 11. september 2001 og Det Arabiske Forår i 2011 har fundet sted, og flere hundrede danske missionærer – teologer såvel som læger og sygeplejersker, skolelærere, boghandleruddannede og en enkelt radiotekniker – er rejst samme vej som Einar og Line. Der er i årenes løb åbnet skoler, hospitaler og kirker, læst og oversat litteratur fra engelsk til arabisk, delt hverdag med muslimerne, forelæst og forsket på præsteseminariet i Kairo og lagt kræfter og hjerte i at skabe forsoning og fred på tværs af religioner. Det er gået op og ned for de danske missionsselskaber i Mellemøsten, og et par gange undervejs har det set ud til, at arbejdet ville ophøre. Men i dag er budgettet til arbejde i regionen det største nogensinde, og Danmission har fire ansatte på regionskontoret i Beirut og én i Jordan.

Einar Prip rejste ud på mission i Mellemøsten i 1898.

Men det hele begyndte altså med Einar Prip.

Der er gået syv år, siden Einar Prips udsendelsesgudstjeneste. I Jerusalem har den fynske præstesøn arbejdet på et børnehjem for syriske og armenske børn, og Einar Prip kan nu begå sig på arabisk. Rudolf Fox Maule, der er dansk læge, er i 1901 blevet udsendt til Syrien af det samme grundtvigianske bagland, der udsendte Prip. Begge føler de sig kaldet til at opsøge beduinerne i den syriske ørken, men det bliver i Kalamun, hvor 10.000 ud af 60.000 indbyggere er kristne – fortrinsvis fra de gamle syriske kirker – at de to danskere i 1905 etablerer sig. I de fem byer, som udgør Kalamun, er der allerede en protestantisk kirke i 1905. Den og menighedsarbejdet overtager danskerne fra irske missionærer, og det er i den forbindelse, at Østerlandsmissionen stiftes. Modsat irerne er det ikke Prip og Fox Maules ønske at omvende medlemmer af de gamle, kristne kirkesamfund, og danskerne stiller sig også til rådighed for områdets muslimer. Fox Maule åbner i 1906 en lægeklinik, og i 1927 indvies et hospital i hovedbyen Nebk.

”Både kirken og hospitalet står stadig i dag. Vi har dog hørt, at begge bygninger har lidt under de aktuelle kampe i landet. Men de kristne i Kalamun har genopbygget kirken – Danmission har støttet med kirkebænke. Og vi har stadig forskelligt arbejde i området,” fortæller konstitueret generalsekretær Mogens Kjær.

Og bygningerne er ikke det eneste, der knytter fortid og nutid sammen. Det gør også Danmissions samarbejde med den syrisk-libanesiske sammenslutning af protestantiske kirker, National Evangelical Synod of Syria and Lebanon (NESSL). Det var nemlig Østerlandsmissionen, der i 1960 fik dansk mission optaget i synoden, og på den måde skylder Danmission Østerlandsmissionen meget. Vi samarbejder stadig med NESSL, og den nuværende generalsekretær Joseph Kassab og hans kone Najla har flere gange besøgt Danmark, ligesom deltagere i Danmissions netværksrejser har besøgt dem i Libanon. Najla Kassab, som er præsident for Verdensforbundet af Reformerte Kirker, kommer næste gang til Danmark for at deltage i og prædike på Himmelske Dage i Herning.

En boghandel i flammer

En boghandel brænder. Nærmere bestemt Det Danske Missionsselskabs boghandel i Crater i Aden guvernorat. Man kunne også sige, at en succeshistorie står i flammer. Boghandlen har nemlig igennem mange år været mødested for litteraturinteresserede arabere og udlændinge, troende og ikke-troende, muslimer og kristne. Men nu er den blevet et offer for de politiske uroligheder, der hærger Aden i midten og slutningen af 1960’erne. Og det uagtet, at optøjerne i landet egentlig ikke er anti-kristne, men anti-britiske.

Missionær Keld Eigil Bredvig

Heldigvis fortsætter litteraturarbejdet i Bahrain, Kuwait, Oman, Abu Dhabi og Qatar og senere også i Egypten, Libanon og Syrien. Alle de danske boghandler i den arabiske verden bliver en del af boghandlerkæden Family Bookshop Group, som i 1968 er stiftet af den boghandleruddannede missionær og helt centrale figur i grundlæggelsen af 1960’ernes litteraturmission, Jørgen Nørgaard Pedersen.

I 1975 bliver Family Bookshop overdraget til Mellemøstens Kirkeråd (MECC), som i dag er en af Danmissions partnere. Den danske radiotekniker Keld Eigil Bredvig er en af de nye kræfter, der i 1974 udsendes til Bahrain og siden Oman og Qatar for at udvikle boghandlerne og afsøge mulighederne for at starte en kristen radiostation, som andre har gjort fra Etiopien.

”Oman var nok det sted, der gjorde størst indtryk på mig. Det var også dér, jeg var længst – nemlig 8 af de 12 år, jeg var udsendt. Og jeg er sikker på, at boghandlen havde en stor betydning for både lokale og udlændinge. Koranen stod ved siden af Biblen, og vi solgte også arabisk litteratur. Det respekterede folk os for,” siger Keld Bredvig.

Med sultanens velsignelse

Noget af det, Keld Bredvig hæfter sig ved, er også, at sultanen af Oman var forholdsvis åben over for religiøs mangfoldighed i sit sultanat – hvilket stadig har positiv betydning for forholdene i Oman:

”Sultanen gav os lov til at bygge en kirke på et prima sted. Da kongen af Saudi-Arabien kom på besøg, forlød det, at han havde spurgt sultanen, hvilken sheik der boede så godt. Det viser jo et storsind fra sultanens side, som jeg er sikker på, har smittet af nedad på befolkningen. Jeg fik mange gode venner i de år. Også lokale og muslimer. Det betyder noget med den slags relationer. For det er jo umuligt at gå i krig med sine venner. Jeg siger til alle unge i dag, at de skal tage ud i verden, og gerne til Mellemøsten. Og så skal de blive i mindst et år, så det kan bundfælle sig.”

Skal vi opgive arbejdet i Mellemøsten? spørger Det Danske Missionsselskab sig selv ved indgangen af 1980’erne. Dårlig økonomi sammenholdt med den usikkerhed, der præger hele regionen efter revolutionen i Iran, er en god grund til at nedlægge arbejdet. Men man beslutter ikke desto mindre at fortsætte. Og Leif Munksgaard, der er tidligere missionær i Libanon, Bahrain, Iran og Kuwait, er én af dem, som taler varmt for at udsende et teologpar til Egypten. De første bliver teologistuderende Nete Ertner Rasmussen og hendes mand, sognepræst Henrik Ertner Rasmussen, der i 1989 forlader deres arabisk-studier i Rom for at blive udsendt til Kairo. Ægteparret bliver det første til at opleve, hvor svært det er at føre åbne samtaler om tro i et land, hvor alting, også de juridiske love, bygger på islam. Til gengæld erfarer de, at praktiske spørgsmål og projekter sagtens kan løses i samarbejde mellem muslimer og kristne – man kan kalde det diapraksis.

Betty From Jensen sammen med sin kollega Ebtahaj Mounir (i midten) og dennes veninde på præsteseminariet i Kairo

Betty From Jensen og Bruno Bødker Hansen, der begge er teologer, bliver de næste. De udsendes i 1998 til Kairo og et Egypten, der fortsat er under præsident Hosni Mubaraks ledelse. Betty From Jensen husker, hvordan brandbomber uden for Det Egyptiske Museum i byen dræber ni tyske turister kort forinden parrets ankomst.

”Jeg synes, det var koldt i Kairo – på flere måder – den første tid. Men så havde vi en oplevelse en dag, da vi sad i en park uden for sprogskolen. Her gik en lille pige rundt og plukkede blomster. På et tidspunkt kom hun med en blomst til os hver. En amerikansk kollega har siden sagt, at vi mødte en lille engel. Men hvorom alting er, så kom pigen i parken til at betyde meget for vores opfattelse af vores arbejde på præsteseminariet, hvor Bruno underviste i egyptisk kirkehistorie, og jeg arbejdede på biblioteket. Vores arbejdes vigtigste formål måtte være at stille os åbne over for og tage imod det, som vores kristne og muslimske brødre og søstre ville dele med os. Så det gjorde vi, og det gav os kræfter til at se alt det smukke i Kairo. Og ikke bare støvet. Jeg ved også med mig selv, at vi gav de studerende på præsteseminariet noget igen,” siger hun.

I december 2001 rammes ægteparret imidlertid af en personlig tragedie, idet Bruno Bødker Hansen dør af et hjertetilfælde i Kairo. Da Betty From Jensens kontrakt udløber i 2002, vælger hun at blive i Danmark.

Så står Danmission uden missionærer i Mellemøsten. Og igen overvejer man, om man skulle sige, at det var så det. Men i 2000 tog man kontakt til og fik siden partnerskab med den stærke, evangelisk-koptiske udviklingsorganisation, CEOSS, som er dygtig til fattigdomsbekæmpelse og anerkendt for sit arbejde med interreligiøs dialog som middel til forebyggelse af voldelig ekstremisme. Et arbejde Danmission finder det væsentligt at være en del af.

Danmission tackler tegningen-krisen godt

I 2005 udsendes derfor teolog Christa Lund Herum og økonom Peter Herum til Kairo. Christa Lund Herum bliver hurtigt involveret i den anglikanske kirkes dialog-arbejde og biskop Mouneer Anis’ samarbejde med Al-Azhar Universitet om at udvikle dialogsamarbejdet i hele Egypten.

”Jeg synes, at vi gjorde en stor forskel i de år, idet vi var med til at udvikle, hvordan Danmission arbejder med dialog også i dag: Møder mellem religiøse ledere går hånd i hånd med dialog i praksis blandt ikke mindst unge, der er parate til at ændre deres samfund, men ofte mangler redskaberne,” fortæller Christa Lund Herum.

I 2006, efter at en tegning af profeten Muhammed har skabt stor vrede hos mange i den arabiske verden mod Danmark og danskerne, sidder Christa Lund Herum i Kairo med en dansk kirkedelegation. Det er biskop Mouneers idé, at de danske kirkefolk skal tale med de muslimske ledere og politikere, og CEOSS støtter idéen. Besøget bygger bro og skaber større forståelse og er samtidig med til at sikre, at Danmissions projekter i Egypten helt ekstraordinært får lov at køre videre under tegninge-krisen.

Danmissions udsendte og lokalansatte på kontoret i Beirut har besøg af formanden, hans hustru og generalsekretæren.

8 ansigter smiler til kameraet, og billedet deles på Facebook. Det er 1. april 2019 og ét-året for åbningen af Danmissions regionskontor i Beirut. På billedet ses kontorets fem medarbejdere, hvoraf en har base i Jordan, Danmissions formand, hans hustru og Danmissions konstituerede generalsekretær. De har god grund til at smile og til at være stolte, for arbejdsbudgetterne har aldrig været større. Samlet har Danmission cirka 14 millioner kroner at fordele på indsatser i Libanon, Syrien, Jordan, Egypten og Irak. Line Ramsdal, der leder kontoret i Beirut, siger, at hun har verdens bedste job, og det gør hun, fordi hun hver dag mærker, at der er brug for Danmission i Mellemøsten.

Siden Det Arabiske Forår forsøgte at revolutionere de gamle diktaturstater, men flere steder endte i kaos – ikke mindst i Syrien – har Danmission sammen med vores partnere i regionen insisteret på, at religiøse ledere, unge civilsamfundsaktivister og andre med indflydelse på samfundsudviklingen mødes
både til dialog og omkring konkrete og praktiske initiativer.

”Samtidig med, at konflikterne i regionen fortsætter, og krigen i Syrien har været rædselsvækkende, så ser vi i de her år, at der spirer en aktivisme, som giver håb. Mange unge har en stor drivkraft for at genopbygge deres samfund, men de mangler viden om, hvordan man organiserer sig mere effektivt og opbakning til at arbejde sammen på tværs af religiøse og sociale baggrunde. Det støtter vi dem i,” fortæller Line Ramsdal.

Danmission nøjes dog ikke med at engagere os i dialog og diapraksis, vi er også med til at opbygge forskning i fred. I dag er der næsten kun vestlige forskere på det felt. Og derfor støtter Danmission de kommende år oprettelsen af et fredsstudium på universiteter rundt om i Irak. Som det har været fokus lige fra begyndelsen, så støtter Danmission naturligvis også i dag kirken og kristendommen i Mellemøsten. Ligesom vi også bekæmper fattigdom og hjælper udsatte mennesker. Danmission har i dag ni partnere i Mellemøsten, herunder både kirker og trosbaserede organisationer. Det er ni flere, end da Einar Prip tog af sted fra Svendborg i 1898.

URL: https://danmission.dk/blog/2019/07/25/historien-om-danmission-i-mellemoesten-i-einars-fodspor/