“Gå med Gud”
Paulus’ Brev til Efeserne 5, 1-2
“I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.”
Paulus ord lyder så enkle, klare og inviterende. At gå i kærlighed og at gå med Gud er en tiltalende vandring vi gladeligt inviterer os selv med på. At gå med Gud er, som at gå som børn, der elsker at efterligne deres forældre; og huske på at vi i er i et forhold til Gud som elskede børn. Det er naturligt for børn at efterligne deres forældre; det er deres konstante mål at lære af dem, og at kopiere dem i alle ting. Stadigt går de længere, umærkeligt kopirer de deres forældres handlinger, ord, ånd og tilbøjeligheder.
Vi er kaldede til at være i dette forældreforhold på vores vandring med vores Herre. Men vi bliver dog udfordret på denne vandring, når vi ser nærmere på fortællingen om Jesus og indser hvad vi kan forvente os af vandringen.
Fred Craddock, den kendte prædikant, overraskede os engang ved vores dimissionsceremoni på pastoralseminariet ved at sige: ”Kirken kommer til at dø”. Vi blev overraskede over et sådant budskab, da vi var på vej til at indlede vores virke i kirken. Men så fortsatte han: ”Hvis Kirken skal gå i sin Herres fodspor, skal efterligne Jesus hendes Herre, bliver hun nødt til at dø med ham, for at kunne opstå med ham.”
Hvis vi skal efterligne Gud er vi kaldede til at gå den vej Jesus gik. Jesus stod ansigt til ansigt med kærlighedens udfordring helt til enden. Det var ikke en let rejse for Jesus. Han sagde selv: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig”(Luk 22, 42). Hans vandring indebar glæde såvel som smerte; en vandring hvor vi beriger andre, også når vi er kaldede til at være forpligtede selv når der har sin pris.
Som kirke i Mellemøsten har vi længe været udfordret hver eneste dag til at gå med Gud gennem et liv selvgivende kærlighed. Vi har lært at dele vores kærlighed ved at åbne skoler for syriske flygtningebørn og ved understøtte og myndiggøre lægmandslederskabet i Syrien. Vi er kaldede til at leve for andre. Efeserbrevets budskab udfordrer os til at gøre hvad vi siger (walk the talk). Mennesker vil aldrig indånde den liflige duft andre steder end i den selvgivende livsstil; hvor vi deler konkrete handlinger, hvor vi går ud over vores indre liv med Gud. Vi har oplevet hvordan vi kan leve vores tro sammen som kirke og lære at være en kirke for nutiden. Det verden har brug for er levende eksempler; selv når vi føler vi ikke kan ændre ting, kan vi i det mindste være en stemme, en dristig kirke.
Som børn, som ønsker at tage del i vandringen, hvor vi efterligner vores Gud, opdager vi, at hvis vi ønsker at være ligesom Kristus, må vi lære at dele vores liv, at tømme os selv for alt der blokerer for Guds billede i os og gå mod et givende liv. Det er en vandring hvor vi har modet til at gå uden for vores sikkerhedszoner, hvor vi tør risikere at gå uden for kirkemurene og glæde os over at vi kan skabe forandring og gå mod et liv med mere værdighed for og nok til alle; Shalom (fred) for alle. Vi forpligter os som et takkeoffer, hvor alt vi gør gøres i taknemmelighed og udtrykker vores taksigelse for de velsignelser Gud har givet os.
Bøn,
Herre! Hjælp os til, I al smerten rundt omkring i verden, at gå den vej Jesus gik, og at dele ud af din kærlighed. At blive ved med at gå selv på vanskelige veje. Giv vores trætte fødder styrke til at være tegn på håb midt i håbløsheden og frygten. Vejled os til at fortsætte rejsen, til at dele vores kærlighed med alle, selv når det indebærer ofre og at give os selv. Hjælp os til at være et levende takkeoffer for din trofaste kærlighed og send os som et fællesskab som er forsonede med dig og som tør leve op til vort kald om at være forsoningens broer. Vi fortsætter vores vandring i glæde, idet vi stoler på at du vil lede os på vor vej og du vil være vores kilde til styrke. Mens vi drister os til at være levende eksempler på din kærlighed og en duft der kan ændre verden. Al ære til Gud, vor Herre. Amen!