På Zanzibar løber muslimer og kristne sammen – og du kan løbe med

På Zanzibar løber muslimer og kristne sammen – og du kan løbe med

Den 29. juni afholdes Zanzi Half på Zanzibar. Her indtager løbere fra hele verden gaderne i Stone Town. Blandt dem er muslimske og kristne kvinder støttet af Danmission

frederikke,  

Det er lørdag morgen på Zanzibar, og klokken er lige blevet syv. Et par unge muslimske kvinder går småsnakkende mod en stor plet græs lige udenfor hovedbyen Stone Town. De når frem til en større flok kvinder, og her smider de deres lange kjoler, store tørklæde og pæne sandaler. Tilbage står de i lange træningsbukser, en langærmet T-shirt og et mindre tørklæde, så deres hår stadig er dækket – på fødderne har de løbesko. De er klar til træning i Upendos løbeklub.

Gentagelse af en stor succes

I 2018 afholdt man for første gang Zanzi Half. Her deltog omkring 450 løbere fra hele verden i løbet, der satte fokus på kvinders rettigheder og sundhed.

”Jeg løb sammen med en gruppe teenagepiger, og de beskrev, hvordan de aldrig havde set kvinder løbe sammen med mænd – og endda overhale dem. De var så stolte af deres medaljer og var glade for at have deltaget i Zanzi Half. Løbet har ændret de fire teenagepigers syn på, hvad de kan opnå som unge kvinder,” fortalte en begejstret deltager efter sidste års løb.

Løbet i 2018 var så stor en succes, at arrangørerne bag har besluttet at afholde løbet igen i 2019 – denne gang den 29. juni.

En af arrangørerne bag Zanzi Half er Upendo, som er et kvindeprojekt støttet af Danmission. Danmissions udsendte på Zanzibar, Maria N. Hastrup, er rigtig glad for muligheden for at være med i det prestigefyldte projekt:

”Zanzi Half giver os på Zanzibar en mulighed for at opleve at være sammen om noget i Stone Towns gader. Hvad enten man er mand eller kvinde, lokal eller turist, rig eller fattig, muslim eller kristen, så vil vi løbe sammen,” fortæller Maria og tilføjer, at hun glæder sig helt vildt til at løbe med, men at løbeformen vist skal pudses lidt af.

Vil du også løbe med, så læs mere og tilmeld dig her

Lad os løbe sammen

Tukimbie Pamoja lyder mottoet for Upendos løbeklub, det betyder: “Lad os løbe sammen” på swahili. Upendo er egentlig en syskole, systue og butik, hvor muslimske og kristne kvinder får en uddannelse, syr flot tøj og møder hinanden. Men kvinderne ville gerne lave endnu mere sammen og ligesom andre kvinder rundt på jorden, går de op i deres sundhed og udseende. Derfor ville de gerne lave noget sport sammen, og da Upendo er engageret i Zanzi Half, var det oplagt at lave en løbeklub.

Frivillige fra Danmark, der var på besøg på Zanzibar (læs om deres besøg her) – havde brugte løbesko med, og det var det sidste, der manglende for at få Upendos kvinder i gang. Nu mødes 20 kvinder hver lørdag morgen klokken syv, inden solen og varmen for alvor har taget fat, og løber sammen. De unge kvinder fra syskolen kommer beredte med træningsbukser og lette tørklæder, mens de lidt ældre fra systuen glade løber rundt i deres mange lag tøj.

Danmission støtter løbetræningen, så kvinderne ved hver træning får betalt deres transport, får en banan og en flaske vand. Derudover betaler Danmission for deres deltagelse i Zanzi Half.

URL: https://danmission.dk/blog/2019/05/27/paa-zanzibar-loeber-muslimer-og-kristne-sammen-og-du-kan-loebe-med/