Overvældende interesse for Danmission i FN

Overvældende interesse for Danmission i FN

Danmission inviteret af FN som 1 ud af 10 organisationer for at tale om vores banebrydende indsats for at beskytte den truede Prey Lang Skov i Cambodja.

Tove Lind Iversen,  

Der blev spidset ører i FNs hovedkvarter i New York, da Danmission på en stor konference holdt tale om vores indsats for at bevare den truede Prey Lang Skov i Cambodja.

Det var tre helt særlige døgn for Danmission, hvor vi af flere omgange var i centrum for debatten mellem repræsentanter fra hele verden, om hvordan Verdensmålene bliver opfyldt.

”Der var en enorm interesse i FN for vores arbejde med at bevare Prey Lang Skoven i Cambodja. En skov, der er lige så stor som Fyn, men som bliver hærget af illegal skovhugst. Det er både vores teknologiske løsning – f.eks. en app til mobiltelefon – og vores interreligiøse dialogarbejde og konfliktforebyggelse, der imponerer,” fortæller Christina Dahl Jensen, der er seniorrådgiver for innovation i Danmission.

Hun er netop vendt hjem efter bl.a. at have holdt tale på vegne af Danmission og været med i paneldebatten på konferencen.

Med mobiltelefon som våben

Danmission er sammen med 9 andre organisationer udvalgt af FN blandt 350 ansøgere for at fortælle om arbejdet med innovation i Prey Lang Skoven.

”Danmissions innovative indsats får overvældende opmærksomhed, fordi vi med en forholdsvis nem teknologisk løsning er i stand til at bevise, at der konstant finder illegal skovhugst sted. Vi har nemlig sammen med vores partnere udviklet en app til mobiltelefoner, som gør aktivister, der i bogstavelig forstand kæmper for deres liv og hjem i skoven”, fortæller Christina Dahl Jensen.

Skovens aktivister kan ved hjælp af app’en kortlægge den omfattende ulovlige fældning af bl.a. de værdifulde rosentræer på samme niveau som naturvidenskabelige forskere, på trods af at aktivisterne ikke er lige så godt uddannet.

”App’en er så pålidelig, at de data, som aktivisterne indsamler på den, nu er anerkendt som de mest troværdige data omkring illegal skovhugst i Cambodja. Udover at dokumenterer hvor og hvor hurtigt træerne falder for de illegale skovhuggeres motorsave, beviser dataene også, hvilke negative konsekvenser skovhugsten har for dyr, planter og miljøet i og omkring skoven,” siger seniorrådgiveren.

Derudover har aktivisterne også mulighed for på app’en at registrere de mange trusler, som de bliver udsat for i deres kamp for at bevare Skaberværket. Der er således tale om et vigtigt dokumentationsværktøj, som fattige mennesker i Prey Lang Skoven har været med til at udvikle i samarbejde med Danmission, Københavns Universitet og det cambodjanske IT-firma WebEssentials.

”App’en er banebrydende, for dataen er så veldokumenteret og troværdig, at aktivisterne nu bliver inviteret med i den politiske proces omkring skoven i Cambodja, hvilket de aldrig har været før – og dermed har de øget muligheden for ikke blot at dokumentere skovhugsten, men også at beskytte vigtige områder af skoven,” understreger Christina Dahl Jensen.

Som ringe i landet

Den tre dage lange FN-konference, som Danmission netop har været repræsenteret ved, hedder ”Global Science, Technology and Innovation Forum”, forkortet STI Forum, og her er emnet udelukkende, hvordan videnskab, teknologi og innovation kan og skal være med til, at verdenssamfundet kommer i hus med de 17 Verdensmål.

”Reelt er vi udvalgt til at være med her i FN, fordi vores arbejde er så gennemdokumenteret, at vi kan begynde at implementere arbejdet i andre lande. Netop skalering er vigtig for FN, hvis vi skal lykkes med Verdensmålene og især Verdensmål 13 om at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser. Vi har ikke kun brug for mange bække små, vi har også brug for en stor å,” siger Christina Dahl Jensen med et smil.

Interreligiøs dialog og konfliktforebyggelse

Men en app i sig selv har ikke været nok til at få sat fokus på den ulovlige skovhugst. Også den interreligiøse dialog og konflikthåndtering har fra begyndelsen været en væsentlig del af arbejdet i Prey Lang Skoven.

”Før Danmission begyndte arbejdet i Prey Lang Skoven levede kristne, buddhister og animister side om side i en slags siloer uden at have med hinanden at gøre, og hvis de havde, var det som udgangspunkt ikke i en positiv ånd. Gennem projektet har de fået en fælles sag at kæmpe for – og det har gjort, at de tre trossamfund har fået en større forståelse for hinanden og hinandens forskelligheder. Det har skabt grobund for dialog og fredelig sameksistens samtidig med at arbejdet er med til at gøre kirken relevant i sit lokalsamfund,” siger Christina Dahl Jensen og tilføjer:

”Konflikthåndtering er ligeledes en del af dialogtilgangen i vores arbejde. For når der er så mange penge og ressourcer på spil, som i den dyrebare skov, så er der selvfølgelig stor risiko for eskalering af konflikter. Og det går i sidste ende ofte hårdest ud over de svageste og mest udsatte, som i dette tilfælde er de lokale landsbyboere, der patruljerer deres skov. Så samtidig med at Danmission ruster landsbyboerne til at passe på deres skov, så lærer vi dem også om forebyggelse og håndtering af konflikter.”

I 2015 vandt Danmission en FN-pris for arbejdet i Prey Lang Skoven, og siden er to internationale priser kommet til.

URL: https://danmission.dk/blog/2019/05/22/overvaeldende-interesse-for-danmission-i-fn/