Synk ned i en behagelig sofa og lad dialogen blomstre

Synk ned i en behagelig sofa og lad dialogen blomstre

Til Himmelske Dage på Heden, der foregår i Herning fra 30. maj til 2. juni, inviterer Danmission til dybe, uforpligtigende og underfundige snakke i de såkaldte samtalesofaer.

frederikke,  

Under festivalen Himmelske Dage i Herning, der løber af stablen i Kristi Himmelfartsferien, er Danmission vært ved en række samtale-sofaer, som er fordelt på hele festivalens område. Her kan du sætte dig til rette og tage en snak med en af de mange spændende værter. Værten kan eksempelvis være en præst, yogalærer eller munk. Ved sofaen ligger forskellige spørgsmål, som kan bruges til at kickstarte en samtale om livet, tro og eksistens. Du kan blandt andet blive klogere på, hvordan det er at være kirkeleder for et kristent mindretal på Zanzibar, hvorfor man vælger at bruge et helt liv i som missionær i Tanzania, og hvordan det er at være hospitalspræst.

Det er engagerede frivillige fra Danmission Genbrug i Herning, der sørger for tre behagelige samtale-sofaer, der hver time i løbet af dagen bliver gæstet af en ny vært. Her kan du se frem til at blive udfordret, bekræftet eller noget helt tredje.

Samtale-sofaerne er fordelt over hele festivalen, og du kan blandt andet møde Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift og Danmissions formand. Carsten Thomsen, der er hospitalspræst og formand for Danmissions Pakistankreds og Else Højvang, som er hjemvendt missionær, og var udsendt til Tanzania i 18 år. Du kan læse det store afskedsinterview med hende her.

Og hvis du bliver i det tanzanianiske hjørne, kan du møde en provst fra Zanzibar, Shukuru Maloda, der hver dag begår sig i et kristent mindretal. Dialog for ham ligger på rygraden, og du kan læse et interview med ham her. 

Klik her for at se hele Danmissions program for Himmelske Dage

 

URL: https://danmission.dk/blog/2019/05/10/synk-ned-i-en-behagelig-sofa-og-lad-dialogen-blomstre/