Af Peter Fischer-Møller, Danmission formand
Mandag 1/4
Op kl. 8.30. Fik talt programmets første punkter igennem med Danmissions regionsrepræsentant for Mellemøsten, Line Ramsdal, og lederen af Danmissions samarbejdspartner FDCD, Riad Jarjour. Efter en tur gennem Beiruts forfærdelige trafik mødtes vi med Bahia Hariri – en indflydelsesrig, ældre sunnimuslimsk kvinde med tyndt hvidt tørklæde og markant udstråling. Hun er parlamentsmedlem, tante til den nuværende premierminister og søster til den i 2005 bombedræbte premierminister Rafik Hariri. Og så er hun meget engageret i samtale på tværs af religiøse forskelligheder i et Libanon, som er udfordret af sekterisme. Der blev givet hånd hele vejen rundt og budt på kaffe. Vi fik talt om, at dialog og tværreligiøst samarbejde på græsrodsniveau er vigtigt både i Libanon og i Danmark. Vi vil gerne gennem Danmission bidrage til en positiv udvikling i det uroplagede Mellemøsten, men samtidig kan vi helt åbenbart også lære af de erfaringer, man gennem 1000 år har haft i Mellemøsten for samliv med mennesker af anden religion.
På vej derfra slog vi i let regnvejr lige et sving rundt om de romerske ruiner og mylderet af kirker og moskeer i Beiruts centrum, inden vi vendte tilbage til Danmissions kontor, hvor Line og de tre lokale medarbejdere opdaterede på de mange projekter, vi er involveret i. Meget godt og inspirerende.
Så var det tid til – med Line ved rattet – at køre til partnerorganisationen Adyan i den anden ende af byen. Det tog næsten 1 time i den håbløse trafik, som vores lokale medarbejdere skal igennem frem og tilbage hver dag, for der er ingen fungerende offentlig transport i Beirut! Hos Adyan fik vi en rigtig god snak med fader Fadi, som leder Adyan, og Dr. Nayla om det nye projekt, som Danmission er involveret i: ”Religious Social Responsability for Citizenship and Co-existence” der primært retter sig mod professorer i islam og adresserer den meget nødvendige interne dialog i de muslimske trossamfund i Libanon, om hvordan troen kan være en inspiration i et åbent samfund og være med til at understøtte grundlæggende værdier som solidaritet, fredelig sameksistens, religionsfrihed og fælles medborgerskab. Afslutningsvis en perspektivrig snak med Fadi, om hvordan man med et projekt som dette bidrager til at tjene de andres tro, om hvorvidt andre religioner betragtes som en slags Gamle Testamente for vores egen kristne tro, eller om vi kan tænke om vores egne kirkers formulering af kristendommen som en slags Gamle Testamente i forhold til en tro på Jesus vi er på vej imod, eller som Jesus som vores ledsager (som i Emmaus-fortællingen, Luk. 24, 13-35 gradvis selv udfolder for os undervejs).
I Beiruts regnvåde gader sammen med Line Ramsdal
Tirsdag 2/4
Gråvejr og byger. Afgang i Lines bil kl. 10.15 mod Libanons græsk ortodokse patriark, biskop Elias Aoude, som residerer i et flot palads i den anden ende af Beirut. Tre ortodokse præster, hvoraf en var en gammel ven af Riad, tog imod. Metropolitten, som også er en af Riads gamle venner, var klar kl. 11, og vi blev budt ind i en pæn reception med ægte tæpper på gulvet og ikoner på væggene hele vejen rundt. Vi havde på forhånd talt lidt om, hvilke emner vi gerne ville have tale om, men det fik vi ikke så meget brug for, for med godt humør og stor selvtillid kastede biskop Elias sig ud i en lang passioneret fortælling om sin fredelige barndom under små forhold i en familie i Tripoli, hvor man ikke tænkte på, hvem der var kristne og hvem muslimer, over beklagelser over en historisk udvikling, hvor fremmede magter havde påvirket situationen i Libanon negativt, til en fortælling om nutidige forhold, hvor nogle af Libanons muslimer ikke er tilfredse med den eksisterende magtdeling, og hvor shia-muslimer skubber sig frem på bekostning af sunni-muslimer og særligt de kristne. Den programsatte halve time blev til næsten halvanden time. Og der var ikke så meget dialog over samtalen.
Næste møde: FDCD, med en god gennemgang af de fleste af vores samarbejdsprojekter. Vi begyndte med Danish Arab Interfaith Dialogue, som Danmission har overtaget fra Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd, og som nu er blevet videreudviklet og udvidet, så der ud over konferencer for religiøse ledere også er et samarbejde med journalister og forskere og andre meningsdannere og et arbejde med unge på græsrodsniveau ud fra en ambition om at give dem indflydelse og medejerskab.
Vi hørte om arbejdet i Syrien, hvor man også på græsrodsplan etablerer centre for børn, som er traumatiseret af krigen. Og vi hørte om ’dialoglejre’ som Danmission gennem mere end 10 år har været engageret i.
Efter et par intense timer kørte vi mod nord og så den kæmpestore Maria-statue, inden næste møde med den maronitiske (maronitterne er tæt forbundne med den romersk-katolske kirke) patriark, Kardinal al-Raai’s meget smukke palads med egen appelsinlund og et nyt friluftskapel med plads til 25.000. Vi begyndte som sædvanen er med fælles fotografering. Patriarken var interesseret i at vide noget om Danmission og vores arbejde generelt og specielt i Mellemøsten og Libanon, og han fortalte selv om det libanesiske samfunds balance mellem de forskellige trosretninger, om den samvittighedsfrihed som præger Libanon. Libanon er et privilegeret sted i Mellemøsten, sluttede patriarken, men samfundet er tynget af de mange flygtninge, af den dårlige økonomi og af, at de kristne rejser ud af landet.
Onsdag 3/4
På NEST (Near East School og Theology) mødte vi skolens leder Dr. George Sabra. Her fik vi en rigtig god samtale om svære vilkår for de lokale evangeliske kirker, som gør, at der for tiden kun er 10 studerende fra de mellemøstlige kirker (heraf 7 fra Syrien), mens der er mange studerende fra USA og Europa. Tidligere har Danmission givet stipendier til danske studerende på NEST, men det gør vi ikke for tiden. George bad os om at gøre danske studerende opmærksomme på muligheden for at tage et semester på NEST evt. med stipendium fra EU. Vi vendte også mulighederne for at etablere end form for sommerhøjskole på NEST. Efter udveksling af boggaver, var det tid til andagt kl. 12. Her samledes 20 studerende og lærere, og jeg fik æren af at prædike for dem om den fremmede kvinde i egnene omkring Tyrus og Sidon (Matt. 15, 21-28), og hvordan den fortælling er historien om en på én gang levende, lyttende og kærlig Gud, og om hvordan kristendommen blev til noget andet og mere end en intern jødisk reformbevægelse, ja på en måde begyndelsen på den kristne verdensmission.
På besøg hos Dr. George Sabra og NEST
Torsdag 4/4
Af sted for at besøge Libanons stormufti (sunni) sheik Abdel-Latif Derian. Meget fornemt palads med vagter og forhal og egne TV-fotografer. Her mødte vi også dr. Samak, som virkelig er en god dialog-ven, og som takkede så hjerteligt for dejlig frokost i bispegården i Roskilde for 3 år siden. Han var med som rådgiver og oversætter, da stormuftien fortalte om islam som fredens, kærlighedens og tolerancens religion, og om dem, der desværre misbruger religionen til deres egne formål. Religion kan aldrig sanktionere drab og vold, understregede han, og Line fortalte lidt om os og Danmission – det gør hun rigtig godt, kort og præcist – og jeg fortalte, hvordan jeg havde været inviteret med ved åbningen af en moské i Roskilde, og at vi i Danmark har et årligt møde for religiøse ledere, hvor vi drøfter aktuelle emner. For nogle år siden drøftede vi således religionsfrihed og havde udsendt en fælles udtalelse, som understregede, at religionsfrihed også betyder frihed til at konvertere fra kristendom til islam og fra islam til kristendom. Jeg ved godt at ”konversion” er et kontroversielt ord i Libanon, men i dialog duer det ikke bare at gå udenom de svære emner som katten om den varme grød. Vi udvekslede venligheder og stormuftien fik en bog om Roskilde Domkirke og en invitation til at kigge forbi ved lejlighed, og vi fik lov at udtale os til den lokale TV-station om, hvad vi havde fået du af besøget.
Dialogworkshop, hvor bl.a. Sheikh Mohammed Abou Zaid (med hovedbeklædningen) deltog.
Næste punkt på programmet var en frokost med biskop Elias Toumeh fra Den Kristne Dal i Syrien, som Danmission også samarbejder med. Biskop Elias er en kraftig mand med gråt fuldskæg, stor energi og et smittende humør. Han kom direkte fra Syrien for at deltage i eftermiddagens seminar og skulle hjem igen umiddelbart bagefter. Ud over sit arbejde som biskop for ca. 100.000 græsk-ortodokse kristne og som chef for 25 præster i Den Kristne Dal, er han også professor ved et universitet i Beirut og har sæde i en række bestyrelser. Han er oprindeligt uddannet kemiingeniør, men blev så trukket i retning af teologien. Han fortalte, at det var hans mor ikke så tilfreds med på grund af udsigten til ikke at få børnebørn. Men hun havde nu affundet sig med situationen, sagde han med et smil. Han talte meget klart om de udfordringer, han står med i sin menighed. Det handler om, at de kristne under og efter borgerkrigen er blevet færre. Da krigen brød ud i 2011, var der skønsmæssigt 8-10 % kristne i Syrien – svarende til omkring 2 mio. I 2016 var 5,5 mio. syrere ifølge FN flygtet ud af landet – heriblandt 825.000 kristne. Det betyder, at 40 procent af de kristne har forladt Syrien – til sammenligning er det 25 procent af befolkningen som helhed (tallene dækker sandsynligvis over en del flere flygtninge, som ikke er registreret). Danmission støtter bl.a. kirkens hjemmehjælp til ældre, hvor frivillige rækker ud til nogle af de allermest sårbare. Biskop Elias fortæller, at der er lang venteliste, så der er hårdt brug for vores opbakning.
Frokostmøde med biskop Toumeh fra Den Kristne Dal i Syrien
Så var det blevet tid til den konference, som Danmission og FDCD havde arrangeret på vores hotel om tværreligiøs dialog i Mellemøsten, og som blev optaget til TV-stationen SAT 7. Vi fik hilst på de fleste af deltagerne bl.a. sheik Mohammed abu Said, hans dejlige kone fra Saida og den danske ambassadør, som også fik en tak for ambassadens og Udenrigsministeriets positive opmærksomhed og bevillinger fra Danida og Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). Indlæg og debat handlede om dialogens nødvendighed og udfordringer – om religionens og de religiøse aktører nødvendige rolle, om undervisning som helt eksistentiel, om Grundtvigs mulige relevans i en libanesisk kontekst og meget mere.
Fredag 5/4
Besøg hos den armenske Catholicos Aram den første. Han er også en af Riads gamle venner og er en ganske imponerende mand, som indledte med at give os en røffel, fordi vi som dansk organisation i Libanon ikke som det allerførste havde henvendt os til den armenske kirke, da det danske og det armenske folk jo har en helt særlig forbindelse via Maria Jakobsen og hendes arbejde for forældreløse børn i “Fuglereden” og Karen Jeppes arbejde for armenske flygtninge i Aleppo i tiden omkring det armenske folkemord.
Og så til Najla og Joseph Kassab fra den presbyterianske kirke i Syrien og Libanon (NESSL). Joseph, som netop er blevet udnævnt til præsident for de evangeliske kirker og som sådan er blevet udstyret med en stor bil med bevæbnet chauffør af den libanesiske regering, tog hjerteligt imod på sit kontor. Det er lidt som at komme hjem at være sammen med og tale med Joseph og Najla fra det reformatoriske kirkesamfund. Selvom Najla som formand for sammenslutningen af verdens reformerte kirker (150 millioner mennesker) faktisk i betydning godt og vel kan matche de religiøse ledere, vi indtil nu havde mødt, så er det ikke noget, hun lader sig mærke med. Der er godt humør, skæve bemærkninger og meget lidt selvhøjtidelighed. Joseph fortalte om de evangeliske kristne i Libanon, som vist efterhånden ikke er flere end 80.000. De har egne skoler, som er rigtig gode, og som de tjener godt på, og så er de nu – med opbakning fra Danmission og vores nyansatte teologiske rådgiver for Mellemøsten, Ekkardt Sonntag – i gang med at opbygge en diakoniafdeling, som hedder Compassion Protestant Society og tager udgangspunkt i medfølelse. Danmission støtter også NESSL’s uddannelse af lægfolk til at støtte de trængte kirker i Syrien. I samtalen kom vi også omkring Danmissions reformations-arrangement “Biblens Stemmer” som både Najla og Joseph bidrog til, og vi glædede os til at ses igen med Najla på Himmelske Dage i Herning.
Dagens sluttede med en tur til Bekaa Valley. Et smukt sted, men også tæt på den syriske grænse, så flygtningelejrene ligger tæt.
Lørdag d. 6/4
Deltog i FDCDs workshop for syriske civilsamfundsaktivister. Det blev en meget stor oplevelse. De syriske deltagere var især interesserede i at komme i samtale med os. Der var både kristne fra forskellige kirkesamfund og muslimer fra forskellige retninger. Jeg fik talt med Basel fra Aleppo, som var med i de syriske medicinstuderendes forening. Med Amar fra Hama, som på spørgsmålet om, hvorfor hun ikke var flygtet, svarede: Jamen jeg elsker jo Hama! Og med en muslimsk kvinde, som på vej fra kaffen til undervisningslokalet fortalte, at hun ikke oplevede problemer i forholdet mellem kristne og muslimer, men at der var problemer de forskellige muslimske grupper imellem. Hun ville derfor heller ikke være med på det gruppebillede, der straks blev stillet op til, da det kunne give hende problemer derhjemme, hvis nogen så, at hun var med her. Men jeg glædede mig over hendes tillid og åbenhed om et svært emne. Underviseren på workshoppen var en energisk mand omkring de 60, uddannet fysioterapeut og professor ved St. Josef University i Beirut. Han var fantastisk god til at stille spørgsmål, som kaldte deltagerne på banen – der var vist kun to, vi ikke hørte ytre sig i løbet af de halvanden time, vi var med. Han lyttede til svar og kommentarer og gav anerkendende bemærkninger og lavede korte sammenfatninger. Målet med workshoppen var at lære deltagerne at gennemføre projekter til gavn for folk i deres lokalsamfund. Med udgangspunkt i opskriften på en syrisk nationalret, som deltagerne selv valgte og i højt humør kappedes om at fortælle, hvad der skulle i, begyndte projektprocessen med ingredienser og aktiviteter, som bliver til et produkt, som har en virkning på kort og langt sigt. Og det kan så omsættes til de forskellige projekter, som deltagerne er i gang med. Man bliver rigtig glad for og stolt over, at Danmission er med til sådan en træning og netværksdannelse.
Vi kindkyssede farvel på libanesisk facon, gik over vejen og optog et par små videoer til Danmissions Facebookside om de syriske aktivister og om fortsat kristen tilstedeværelse i Mellemøsten. Og så tog min hustru, Bente, og jeg en smut mod nord til Quadisha-dalen for her – med udsigt til Libanons cedre og de sneklædte bjerge – at få fordøjet de mange indtryk.
Foto: Ekkardt Sonntag