Genoplev "Troens Verden"

Genoplev "Troens Verden"

Husker du den store fotoudstilling "Troens Verden", som blev vist i Rundetårn i 2016? Nu kan du genopleve udstillingen, der fortæller 100 års missionshistorie i fotos, i Dyssergårdskirken i Hellerup.

Kirstine Thye Skovhøj,  

Kom til fernisering på foto-udstillingen “TROENS VERDEN – Danske missionsfotografier 1870-1970“, som fra 5. maj til udgangen af august vises i Dyssegårdskirken, der ligger på Dyssegårdsvej i Hellerup.

Udstillingen sætter fokus på danske missionærers møde med nye kulturer og består primært af billeder taget eller indsamlet af danske missionærer i Indien, Kina, Grønland, Mellemøsten og Tanzania, samt missionærernes rejsebeskrivelser bragt i Dansk Missionsblad i perioden 1870-1970.

Ferniseringen finder sted søndag den 5. maj og indledes med gudstjeneste i Dyssegårdskirken kl. 10.30 ved sognepræst Lisbet Rømer. Klokken 11. 45 finder selve ferniseringen sted. Alle er velkomne.

Fra slutningen af 1800-tallet, på en tid, hvor de færreste havde været udenfor Danmarks grænser, rejste flere hundrede danskere ud i verden som missionærer. Hjemme i Danmark fik missionsorganisationerne titusinder af støttemedlemmer. Missionærernes beretninger om deres oplevelser i udlandet blev for mange danskere – selv langt op i 1900-tallet – den vigtigste kilde til viden om forholdene i andre samfund. Historisk har dansk ydremission altså i høj grad påvirket en stor del af den danske befolknings forestillinger om ikke-kristne samfund.

TROENS VERDEN – Danske missionsfotografier 1870-1970 henvender sig til alle, der interesserer sig for spørgsmål relateret til kulturmøder og religion i bred forstand, historie og fotografier mm.

Særarrangement i Dyssegårdskirken om “TROENS VERDEN – Danske missionsfotografier 1870-1970“:

Søndag 26. maj kl. 11.30 – 17.30 inviteres der til såkaldt Kirkehøjskole i Dyssegårdskirken – et arrangement, der tager afsæt i udstillingen. Her vil der blive sat fokus på missionærens historie og de tråde deres historie trækker op til vores egen samtid.

Program for Kirkehøjskole

Kl. 10:30 Gudstjeneste med biskop Peter Fischer-Møller og formand for Danmission

Kl. 11:30 Frokost

Kl. 12:30 Troens verden i dag ved Peter Fischer-Møller

Kl. 13:00 Pause

Kl. 13:15 Danmissions historie ved Harald Nielsen, forfatter og Danmissions tidligere generalsekretær

Kl. 14:00 Kaffepause

Kl. 14:30 Ydremission som bevægelse i Danmark ved Johanne Ihle, uddannet i arabisk og visuel antropologi og Daniel Henschen, Ph.d. i historie

Tilmelding til Dyssegårdskirkens kirkekontor senest mandag den 20. maj.

Pris for foredrag og frokost er kr. 75 kr.

Se video om udstillingen, der blev afholdt i Rundetårn i 2016 herunder:

URL: https://danmission.dk/blog/2019/05/01/genoplev-troens-verden/