"Vi er en mangfoldig enhed"

"Vi er en mangfoldig enhed"

1600 unge fra 43 lande var for nyligt samlet i Libanon til et stort internationalt økumenisk møde for at få indblik i Mellemøstens trossamfund. Syv unge fra Danmark var med.

Kirstine Thye Skovhøj,  

Libanon: I marts rejste syv unge deltagere fra Danmark til Libanon for at deltage i et internationalt økumenisk møde for unge. Danmissions partner MECC, Middle Eastern Council of Churches havde sammen med Broderfællesskabet i Taizé arrangeret mødet, hvor 1600 unge fra 43 forskellige lande var samlet. De unge deltagere erklærede sammen, at ”Vi er en mangfoldig enhed”. De mødtes for at skabe fælles håb for fremtiden og samarbejde ved hjælp af dialog.

Sameksistens i Libanon

Hvorfor var det nødvendigt at holde et økumenisk møde for unge og hvorfor i Libanon? Der er lang erfaring med sameksistens mellem forskellige kristne og muslimske trossamfund i Libanon. Formålet med netop at samle unge mennesker fra Mellemøsten og resten af verden i Libanon var, at introducere unge europæere til de mellemøstlige kirkers traditioner og rigdommen af de økumeniske relationer, der allerede eksisterer.

Ungdomsmødets program satte fokus på de mellemøstlige kirker. Programmet bestod af fællesbøn og fælles læsning af bibelen, ekskursioner og dialogworkshops. Da mødet var afsluttet, mødtes de syv unge med Danmissions ansatte i Beirut for at fortælle om deres oplevelser fra de fire dage mødet varede.

En af de danske deltagere, Thea Brogaard, fortalte, at hun lærte at acceptere uenigheder og forskelle blandt de mange deltagere: “I løbet af min tid i Beirut har jeg lært ikke at fokusere på vores forskelle, men hvad der gør os ens. Det har været dejligt at tale med andre mennesker om tro og kristendom og jeg lærte mig selv bedre at kende”.

For Marianne Houmøller-Jørgensen var det en stor oplevelse under Taize-mødet at tale om kirkens udfordringer og muligheder. En fyr fra Syrien sagde, at den største hindring er frygten for at miste og at de har mange tab. ”Det berørte mig meget at vide, hvor svært det er at være kristen i Syrien. Men sammen sætter vi stadig vores tillid til Gud. Den syriske fyr gav os et kors af træ, der blev lavet af kirkens tag, som blev ødelagt i Aleppo under krigen. Dette rørte mig meget dybt, og jeg så det som et symbol på håb, tillid til Gud og at vi er forbundet med hinanden på tværs af lande”.

Gæstfrihed under et velorganiseret møde

Deltagerne blev indkvarteret hos private familier eller ved kirker i Beirut og her oplevede de især Libanons varme gæstfrihed:

”Jeg har mødt skønne mennesker fra forskellige lande og kristne traditioner. Det var en unik oplevelse at bo hos en libanesisk værtsfamilie og jeg vil savne deres venlighed og gæstfrihed. Personligt, har jeg udvidet mit perspektiv på Mellemøsten og de kristne, som lever her. Det har været en velsignelse at lære, at kristne og muslimer lever sammen. Når jeg kommer hjem, vil jeg lære mere om det”, fortalte Ida Lykke Hansen.

Også Rasmus Bolet var imponeret over gæstfriheden og det økumeniske arrangement. Han fortæller, at den libanesiske gæstfrihed var en af turens højdepunkter og at de følte sig som en stor familie. Han konkluderer, at ungdomsmødet var velorganiseret og at han følte sig tryg hele tiden. ”Tak Libanon for denne store oplevelse”, sagde Rasmus Bolet.

Logistikken omkring det økumeniske ungdomsmøde for 1600 unge har været en stor opgave. Karim Skjærbæk er enig i Ramus’ konklusion og fortæller, at helt fra da de blev budt velkommen i lufthavnen var alt organiseret, værtsfamilien, kirken og Taize-fællesskabet: ”Det var en fantastisk mulighed for at forene og forbinde folk. Venlighed og gæstfrihed var overalt”.

Venskaber opstår når mennesker mødes om god dialog

Det internationale fællesskab havde gode konsekvenser for flere af de danske deltagere, fordi venskaber opstod trods de få dage, som mødet varede: “Jeg kunne virkelig godt lide min oplevelse med Taizé og hvordan jeg kunne tale med alle. De var åbne og interesseret, ligesom Danmissions medarbejdere. Nu kan jeg sige, at jeg har venner fra hele verden, også selv om det kun var få dage, men det var intenst,” fortæller Iben Jørgensen om sin rejse til Libanon. Mathilde Møller har tidligere besøgt Taizé i Frankrig og oplevet, hvordan det også er en god oplevelse. Det var nu første gang, at hun deltog i ungdomsmødet. “Ungdomsmødet hjalp mig til at opdage nye kulturer og se verden og min tilværelse i det på en anderledes måde. I Taizé’s ånd havde jeg chancen for at møde mennesker fra hele verden og være i dialog med dem “, fortæller Mathilde Møller.

De syv deltagere er godt tilbage i Danmark med gode oplevelser i rygsækken. “International Ecumenical Youth Meeting” forløb den 22. – 26. marts under titlen “The Righteous shall grow like a Cedar of Lebanon”. Den danske gruppes deltagelse i Taizémødet var et samarbejde mellem Danmission IKON og Aalborg stift.

Foto: Thea Brogaard, MECC – Middle Eastern Council of Churches

URL: https://danmission.dk/blog/2019/04/11/vi-er-en-mangfoldig-enhed/