Torsdag 28. marts var sidste åbningsdag for Mødestedet på Vesterbro, der senest har været drevet i et samarbejde mellem Danmission, Sydhavn Sogn og Vesterbro Sogn, og som siden 1984 har været en kirkens dagligstue for flygtninge og indvandrere. Mødestedet har for mange nye danskere været en slags hjælpende vej ind i det danske samfund. Her er blevet inviteret inden for til fællesskab, aktiviteter, hverdagsdialog med samtaler om både tro og det levede liv.
Som en del af de nødvendige besparelser for at få budgettet for 2019 til at holde, måtte Danmissions bestyrelse sidste år med beklagelse se sig nødsaget til at beslutte at nedlægge Mødestedet i dets nuværende form. I skrivende stund er Danmission i forhandling med provstier i København om nye måder at videreføre og videreudvikle arbejdet med religionsdialog.
Den seneste uge har stemningen på Mødestedet været præget af afsked til et samlingssted, som mange kender til. Onsdag var der afskedsmiddag for de kvinder, der er kommet i dagtimerne. Her var 60 personer samlet for at sige farvel til Mødestedet. Torsdag aften var selvsamme lokaler igen fyldte, da 50 deltog i fælles afsked. Under begge arrangementer takkede de fremmødte især de ansattes flotte indsats med at skabe nærvær for de mange, der gennem årene har besøgt og brugt stedet.
Frirum til at dele glæder og sorger
På Mødestedet har der igennem 35 år været et frirum til at dele glæder og sorger med 7000-8000 årlige besøg. Det har været præget af en arbejdsform hvor ansatte, frivillige og praktikanter med ildhu har arbejdet tæt sammen om at skabe rammer for diakoni og hverdagsdialog. Siden årsskiftet har Elna Fredsgaard Larsen været leder af Mødestedet, og hun ser tilbage på mange gode år med besøgende fra hele verden.
“Vi er kommet som marokkanere, kurdere, tyrkere, pakistanere, iranere, irakere, afghanere, palæstinensere, libanesere eller danskere. Vi er kommet som muslimer, hinduer, kristne eller ateister og som kvinder, mænd eller børn og har mødt hinanden her som mennesker”, sagde Elna Fredsgaard Larsen i sin tale under afslutningsfrokosten onsdag middag for kvindecaféen.
Kvindecaféen har været selve nerven i Mødestedets arbejde med åbent fire dage om ugen og et dagligt besøgstal på 15-50 kvinder (25 dagligt i gennemsnit).
”Vi er alle blevet berørt af det fællesskab og den særlige ånd, vi har mødt hér. Det har forandret os for livet. Mødestedet og Mødestedets gæster har sat et mærke i vore hjerter. Vi har gjort verden større for hinanden. Dét fylder os med taknemmelighed midt i det triste”, siger Elna Fredsgaard Larsen.
Samværet under afslutningsmiddagen for de mange kvinder mindede de ansatte såvel som de besøgende om, at den dialog, der har fundet sted, også har været gældende på tværs i af de mange forskellige nationale, kulturelle og religiøse tilhørsforhold.
Kvinderne har talt om det, de har til fælles som kvinder, mødre eller bedstemødre:
”Vi har fortalt om det, der gør ondt. Sorg over sygdom eller død, drømme der gik i stykker. Vi har fortalt om de sjove oplevelser og grinet sammen. Vi har fortalt om det, der betyder noget for os, familien, den beståede eksamen, barnebarnet og troen. Ligesom jeres fortællinger om, hvad troen betyder for jer, har det gjort mig bevidst om, hvad troen betyder for mig”, siger Elna Fredsgaard Larsen. Hun afslutter med at pointere, at det er forskelligt, hvad vi vil tænke tilbage på, men vi vil alle tage et stykke af Mødestedet med os. Det skal vi passe på og sørge for at give videre.
Efterfølgende opfordrede hun gæsterne til at fortælle om, hvad Mødestedet havde betydet for dem. Det blev nogle rørende indlæg. En kvinde beskrev, hvordan hun var kommet i dyb krise efter en skilsmisse, og hvordan Mødestedet blev “dét sted, hvor jeg fik hjælp til at stå på to ben”. En anden fokuserede på, hvor meget det betød, at man på Mødestedet kunne være sikker på, at tavshedspligten blev overholdt. Her kunne man fortælle om ting, som hverken familien eller ens veninder skulle vide. Alle var enige om, at Mødestedet havde været som et trygt hjem, hvor man altid var velkommen: Et “familiested”, et “mor-sted” og et “fredens hus”, hvor der var plads til alle.
Et frø er plantet
Den forgangne uge har også budt på Mødestedets allersidste såkaldte Højskoleaften, hvor det har været fast tradition, at alle spiser og synger sammen hver torsdag aften. På en af væggene vises der billeder fra de seneste 35 år. Det er tydeligt, at flere af Mødestedets besøgende og frivillige har været med til at skabe fællesskab og trosdialog i mange år.
”Hvad er det, vi plejer at synge?”, spørger Grethe Kock, som er Mødestedets tværkulturelle medarbejder. ”Nummer 1”, bliver der råbt fra sofaerne og sangen “Alle gode gaver” fylder lokalet.
Der bliver spist og grint ved bordene og snakket om Mødestedets betydning. En af de frivillige, som har været der fra Mødestedets spæde start, fortæller, hvordan hun har nydt det internationale fællesskab med mange generationer.
To kvinder, som oprindeligt er fra Marokko, fortæller, at her har de snakket om familie og følelser og altid er de blevet mødt med tålmodighed. Her bliver tænkt med hovedet og hjertet, siger en anden kvinde.
Lars, der har været frivillig på Mødestedet gennem mange år, fortæller, hvordan Mødestedert har været et samlingssted og en oase, som nu får lov at komme på andre hænder.
”Der er plantet et frø, som skal have lov at spire”, siger han.
Fælles afsked og tak
Da opvasken med fælles hjælp er overstået denne torsdag aften, så ringer klokken til samling.
Anton Pihl, som er formand for Mødestedet, rejser sig og begynder talerækken:
”Stedet som vi kender, må vi tage afsked med i aften. Taknemmelighed er et begreb, jeg har tænkt over. Det handler om, at jeg er nogen tak skyldig, og vi skylder Mødestedet tak. I har lært os at møde mennesker, og vi må nu sætte os ned og føre det gode arbejde videre. Jeg kender ikke til et sted, hvor man bliver budt velkommen på samme måde som her,” siger han.
”Ja det er rigtigt!”, råber en af de besøgende med hendes søn på armen.
”Tak for pladsen til at være den, vi er og gøre alvor af det. Her er gode ting at minde sig selv om. Vi kan takke Gud for Mødestedet og vide, at når vi lukker døren, så ligger vi trygt i hans store hænder,” siger Anton Pihl.
Også den lokale indvandrerpræst i Vesterbro Sogn, Niels Nyman Eriksen, fortæller hvordan Mødestedet har givet retning for hans liv og givet erfaringer, som han er taknemlig for:
”En af Mødestedets frivillige, Lars, fortalte mig under maden, at Mødestedet er som en oase. Den oase er nu tørret ud, men heldigvis findes der andre oaser, hvor vi kan søge hen”.
Taknemmelighed er hjertets hukommelse
Afskeden med Mødestedet og forhåbningen for fremtiden skaber en speciel stemning til denne Mødestedets sidste åbningsdag.
Alle har rettet deres opmærksomhed mod de ansatte, Elna Fredsgaard Larsen og Grethe Kock, da det bliver deres tur til at tage afsked.
Grethe Kock fortæller, at H. C. Andersen engang har sagt, at ’Taknemmelighed er hjertets hukommelse’, forstået på den måde, at det er det, hjertet husker i forhold til de mennesker, steder og oplevelser, der har betydet noget for én, som huskes i hjertet som taknemmelighed.
”Tak til jer alle for, at jeg har lært jer at kende, og for det privilegium har jeg har oplevet, ved at I har vist mig den tillid at dele jeres liv – på godt og ondt – med mig”, siger Grethe Kock og pointerer, at de fremmødte må huske at komme forbi hende og Elna for at få et kram.
”I må få to”, istemmer Elna Fredsgaard Larsen og siger til alle, som har fundet vej til Mødestedet på denne sidste åbningsdag: ”Det hele handler om, hvad tager du med videre i rygsækken her fra Mødestedet, for vi har noget at give videre”.
Elna Fredsgaard Larsen og Grethe Korch modtog blomster for deres store indsats som medarbejdere på Mødestedets sidste åbningsdag.