Hun troede, det var stress, da hun begyndte at glemme ting. Måske havde hun for meget om ørene, og måske var jobbet som sygeplejerske og underviser hos Falck for krævende. Jobbet blev skiftet ud, men symptomerne tog til. Merete Lind havde hele tiden fornemmelsen af, at det hun var i gang med, var det forkerte.
“De havde scannet min hjerne. Og nu jeg var taget ind på Rigshospitalet igen for at få svar. Jeg var 51 år, og det viste sig, at jeg havde fået Alzheimer. Min første tanke var: Hvad skal der blive af mig?”
Merete Linds hænder arbejder flittigt og systematisk. En trøje foldes ud, inspiceres og foldes igen. Fra gulvet lyder en let snorken. Det er hunden Elisabeth, der tager sig en lur, mens dens ejermand sorterer tøj i Danmission Genbrug i Espergærde i Nordsjælland. Hvordan hun er endt her, vender vi tilbage til.
Farvel til mand og hus
For i tiden efter at Merete Lind havde fået den barske diagnose, befandt hun sig i en tilstand af chok. Hun skulle bearbejde og forstå, at hendes liv var ændret for altid. Hjemmet i Espergærde, som hun delte med sin mand og deres to døtre, skulle også pakkes ned.
“Da jeg fik beskeden, om at jeg havde Alzheimer, vidste jeg, at det var enden på vores ægteskab. Min mand har aldrig været god til at håndtere sygdom. Huset skulle sælges, og jeg skulle finde en lejlighed til mig selv og vores yngste datter. Samtidig skulle jeg have styr på en masse praktisk, jeg skulle søge førtidspension og alt muligt andet,” fortæller hun.
I en ganske ung alder havde Merete Lind altså fået Alzheimer, som ellers hovedsageligt rammer ældre. Det er den hyppigste demenssygdom. Den nedbryder hjernen og viser sig ved hukommelsesbesvær og problemer med at finde ord. Det er især korttidshukommelsen, der bliver dårlig. Det bliver for eksempel sværere at huske navne – selv på personer, man kender godt. Og helt dagligdags ting som at finde vej eller tælle småbeløb sammen kan give problemer.
I en tåget tilstand fik Merete Lind pakket det gamle liv sammen og rykkede ind i en lille fremlejet lejlighed sammen med datteren. I samme periode mærkede hun for første gang, hvilke konsekvenser sygdommen havde for hendes liv.
“Jeg var helt nede og skrabe bunden i månederne efter, at jeg havde fået diagnosen. Jeg var i sorg over, at mit liv var ændret, og at mit ægteskab samtidig var forbi. Jeg skulle søge om penge fra forsikringen, og jeg ville gøre det selv, men desværre gik det galt. Alt gik bare i sort. Jeg fik udfyldt papirerne forkert og gik glip af cirka 60.000 kroner i forsikringssum. Det er grunden til, at jeg ikke længere betaler mine regninger selv, eller vil have noget som helst at gøre med penge her i butikken. Jeg er bange for, at det går galt.”
Nu er det en veninde eller hendes ældste datter, der hjælper Merete Lind med at holde styr på økonomien og få betalt regninger til tiden.
“Jeg holder meget af mit arbejde her i butikken. Det er rart, at jeg kan gøre noget, selvom mit liv har ændret sig”, siger 53-årige Merete Lind, der fik konstateret Alzheimer som 51-årig.
Grebet af venner og familie
Stemmen bliver grødet, og tårer pibler frem, da Merete Lind fortæller, hvordan hendes venner og familie er rykket helt tæt sammen om hende efter, at hun er blevet syg. For den tidligere sygeplejerske, der altid er rykket ud, når andre havde brug for hjælp, er nu blevet hende, der modtager støtte og opbakning.
“Jeg er altid mødt op, når mine venner og familie har haft brug for det. Jeg ved, at jeg har givet mit. Nu er det mig, der skal tage imod, og det er så rørende, hvordan min omgangskreds her i Espergærde og min familie bakker mig op og hjælper.”
Det er ikke mere end halvanden måned siden, at Merete Lind og hendes yngste datter, Mille på 14 år, rykkede ind i en ny lejlighed. Efter at have boet til fremleje to forskellige steder, er de nu flyttet ind i en lejlighed, hvor de kan blive. Det er gruppen af venner, der har samlet ind til lejligheden og købt den.
“Jeg har slet ikke ord for, hvad det betyder for mig, at vi nu har et sted, der er vores. Og når jeg så ikke kan bo i lejligheden mere, så har mine venner en lejlighed, de kan gøre med, hvad de vil.”
Hun ved, at sygdommen vil udvikle sig, og at hun i fremtiden vil få brug for mere hjælp.
“Jeg må erkende, at det er en fremadskridende sygdom, og derfor har jeg valgt nogle helt klare leveregler, der gør min dagligdag lettere. Jeg taler højt om min sygdom, jeg betaler ikke regninger selv, og jeg har en kalender på mit køleskab, som hele tiden er opdateret med, hvad jeg skal.”
Redningsfælleskab og redningshund
Merete Lind har det godt med at komme i genbrugsbutikken i Espergærde to dage om ugen. Kollegaerne i genbrugsbutikken er markant ældre end hende. Hun er den unge og fysisk stærke, der træder til, når der skal slæbes og bæres. Og hun er som regel at finde i kælderen, hvor hun sorterer tøj.
Det var gennem datterens venindes bedstemor, at hun blev opfordret til at blive frivillig. Men der gik noget tid, inden hun tog mod til sig.
“En dag gik jeg ned i butikken og spurgte, om de kunne bruge mig. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde derhjemme alene mere, alle mine venner var jo på arbejde. Her fik jeg lov til at yde noget igen. Og det var virkelig rart at have nogen at snakke med,” siger Merete Lind med lettelse i stemmen, som om hun genoplever den dag, hvor hun satte fødderne i butikken som frivillig for første gang.
Så lægger ansigtet sig i bedrøvede folder, og hun tager et lille mentalt tilløb, inden hun fortsætter:
”Det var en stor sorg for mig at miste mit arbejdsliv. Det er mit held, at jeg er kommet her. At jeg samtidig kan bidrage med noget og rent faktisk også er med til at gøre en forskel for andre, når jeg står her i kælderen og sorterer tøj og snakker med de andre frivillige, det er en gave. Og meget vigtigt for mig.”
Der lyder et lille grynt fra hunden Elisabeth, der stadig sover trygt på tæppet bag ved sin ejermand, som om den også lige vil tilkendegive sin tilfredshed med, at den to gange om ugen får lov at tage sig en lang lur på gulvet i genbrugsbutikken.
Det var Merete Linds datter, der en dag kom hjem med hunden Elisabeth, der en blanding mellem en Boxer og en Engelsk Bulldog. En uventet gave der har skabt hverdagsglæde i hendes nye liv med Alzheimer.
“Det var min ældste datter, der fandt på, at jeg skulle have en hund. Jeg er vokset op med hund og har altid gerne ville have hund, men det har ikke været muligt. Det var det nu, mente min datter. Og en dag kom hun hjem med Elisabeth til mig. Det er en stor glæde at have hende, gå ture sammen og bare have hende hos mig.”
Merete Lind har også fundet ud af, at Elisabeth er en god “samtale-starter”, når de bevæger sig rundt i byen eller er på deres daglige ture i skoven.
“En dag vil det nok ske, at jeg ikke kan huske, hvem jeg er, eller hvor jeg er, når jeg er ude at gå. Derfor griber jeg altid de muligheder, der er for at falde i snak med andre, når vi er ude. Jeg tænker, at jo flere, der kender mig og Elisabeth, jo flere vil kunne hjælpe mig den dag, jeg står og ikke kan finde hjem.”
Åbenheden gør det lettere
Merete Lind svarer beredvilligt på de spørgsmål, hun bliver stillet. Enkelte gange taber hun tråden og glemmer, hvad det er, hun er blevet spurgt om. Så flakker blikket lidt, og hun væver lidt, inden hun siger: ”Det glider væk fra mig. Nu glemte jeg, hvad du spurgte om.”
Nogle gange står hun nede i Netto, og så kan hun ikke huske, hvad hun skal. Hun kan heller ikke huske, at hun rent faktisk har en indkøbsliste i lommen. Andre dage bliver hendes datter irriteret over, at hun har glemt at støvsuge Elisabeths hundehår op fra gulvet i lejligheden. De fleste dage bliver Merete Lind bekymret for, at hun lægger for meget ansvar over på sine døtre. Eller at de påtager sig et for stort ansvar. Den ældste datter, Frederikke er 22 år og bor og studerer i København, men kommer ofte til Espergærde og ser til sin mor.
”Min ældste datter synes for eksempel, at det er hende, der skal sørge for, at der er mad i køleskabet. Jeg siger til hende, at hun må huske at holde fri. Min største frygt er, at jeg kræver for meget af mine døtre, men samtidig så er det et faktum, at min fremtid kun vil blive ringere og ringere.”
Stemmen er igen blevet grødet, og øjnene bliver våde. Hun tager en dyb indånding og fortsætter med et stålfast blik:
“Jeg tror, at det har gjort mit liv lettere, at jeg har besluttet at være åben omkring min sygdom. Jeg tror også, at det har gjort det lettere for min familie og venner. Jeg vil ikke være den, det er synd for. Det værste folk kan sige er, at det er synd for mig. Et godt netværk, mit arbejde her i butikken, en god ny base og nogle dejlige og handlekraftige døtre, det er det, der skal til for, at jeg kan få mit nye liv til fungere.”
FOTOS: SILLE ARENDT