Lad det blive adventstid året rundt!

Lad det blive adventstid året rundt!

Johs Kühle, der er medlem af Danmissions bestyrelse, skriver om hvorfor det giver mening og håb, at vi engagerer os i verden på trods af, at det ikke altid går, som vi vil.

Advent er forventningens tid. Vi venter Herrens komme, 1. gang og 2. gang.

Med Jesus blev der født en frelser i Davids by, i Betlehem. Det er kernen i julefesten, som vi år efter år fejrer sammen med familie og venner, som vi hver især har tradition for. Julens perspektiv er på den måde bagudrettet, mod fortiden.

Anderledes er det med Herrens komme 2. gang, som venter forude. Når Jesus kommer, når Guds rige bryder frem vil Gud gøre alting nyt. Der er et umiskendeligt træk af futurum, af fremtid, i denne 2. betydning af ordet ”advent”. Det betyder komme.

Fremtidsforskning er et velkendt begreb. Når vi laver prognoser fremskriver vi nutiden ved hjælp af statistisk materiale. Ved at forlænge kurverne ind i det ukendte prøver vi at regne ud, hvordan noget vil blive. Men altid under forudsætning af, at der ikke sker noget overraskende og uberegneligt. Denne tilgang til fremtiden må ikke forveksles med advent, som har den modsatte retning. Her er det fremtiden, som kommer til os i nutiden. Fremtiden er det sikre, som vi kender fra Jesu og apostlenes forkyndelse. Guds rige er kommet nær, og når det sker, vil Gud gøre alting nyt (Åb 21,5).

Vi kan ikke forvente en kontinuerlig udviklingsproces herfra ind i himmerige. Men vi kan forvente, at han med Jesu opstandelse fra de døde har givet os et tegn på den fremtid, som vil komme. I det tegn bliver vi døbt og derved genfødt til et levende håb.

Det til trods kan være svært at tro. Virkeligheden omkring os rammer os nu og da med kraftige tegn på det modsatte af Guds herlighed.

I en kronik i KD (30 nov. 2018) fortælles der om en bisættelse af et barn, der blev blot 1 år. Præsten forsøgte at tale håbet op ved at sætte ord på forestillingen om opstandelse og gensyn med de døde. For kronikøren fik ordene den modsatte virkning. – Han blev rasende og følte ordene som en hån mod den sorg, som fyldte alle i kirken. Et barn var født og dødt, og hvad han kunne være blevet til ville aldrig nogensinde komme for en dag.

Vi arbejder i Danmission med missionstrekanten ude i verden og i Danmark. Vi har noget at komme med, når vi taler om kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. Men vi må uden at blinke indrømme, at det ikke kun går fremad. Vi er mennesker, der lever i en virkelighed på både godt og ondt. – Vi kan alle komme i situationer, som svarer til beskrivelsen i kronikken i KD.

Og dog skriver Paulus: Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til (2. kor 5,17)

Det er ikke verdens undergang, han taler om. Han er ikke ude på at trøste os med en parallelvirkelighed i et himmerige, som ikke har noget med verden at gøre.

Tværtimod. Gud vil gøre det gamle nyt. – Det er betydningen i følge teologen Peter Widmann.

Det kristne håb fornægter ikke virkelighed men trumfer den. Det favner håbets modsætning og overvinder det. Det er forjættende.

Det gamle er den skabte verden, som vi kender den og heldigvis holder utrolig meget af.

Det er det gamle og dejlige liv, Gud vil gøre nyt, frigjort fra tårer, skrig, smerte og død (Åb 213-5).

I det håb giver det mening at engagere sig i verden, f. eks i FNs 2030 mål; – for alt det, vi arbejder med i Danmission. Håbet om Guds rige er den kraft som kan kvalificere alt det, som rummes i missionstrekantens dynamik. I det perspektiv ved vi at kampen mod fattigdom vil blive vundet, at forsoning mellem mennesker vil finde sted, og at vi skal mødes ansigt til ansigt i et alle – omfattende fællesskab med Gud og hinanden.

Lad det derfor blive adventstid året rundt. Glædelig jul!

Johs Kühle