Lucia-tiden bød igen i år på fine optog og stemningsfulde koncerter landet over.
Bjerager Kirke i Odder var fyldt til randen, da pigekoret EVE fra Aarhus deltog i Danmissions Luciastafet, der er en del af Årets Lucia Indsamling, og som støtter fattige og udsatte børn i Asien, Afrika og Mellemøsten.
Det var i år første gang, at EVE deltog i Luciastafetten, og det bliver ikke den sidste, fortæller korets dirigent:
”Det er så overvældende at fylde en hel kirke med mennesker. Det var bestemt en god oplevelse,” fortæller Birgitte Næslund Madsen, der har ledet koret, siden det blev etableret i 2008.
Koret består af 32 piger – nuværende og tidligere elever på Egå Gymnasium. Læs mere om det populære kor, der også har deltaget i det populære TV-program “Danmark har talent” på TV2 – klik her
Dirigenten havde tilfældigvis på Facebook set Danmissions invitation til kor om at deltage i Luciastafetten og syntes, det lød spændende.
”Det vækker en vis interesse, når man både kan give noget, men også får mulighed for at vinde noget. Det føles godt at samle ind til Danmission,” fortæller Birgitte Næslund Madsen.
Læs mere om Luciastafetten her
Korene, der deltager, får mulighed for at vinde en kor-workshop til en værdi af 10.000 kroner. Sidste års heldige vindere blev Suså Gospelkor, der havde besøg af gospel-guruen Hans Christian Jochimsen.
Koncerten i Bjergager kirke var gratis, og koret stod for at fylde kirken med sang og indsamle penge til Danmission.
Foto: Sofie Næslund Madsen