Når man spørger domprovsten på Lolland-Falster, hvorfor hun – der sikkert har meget i kalenderen – sagde ja til at opstille som frivillig i Danmissions bestyrelse, er der både et kort og et længere svar:
“Fordi jeg blev spurgt. Fordi en af de allerede aktive så mig og spurgte mig,” fortæller Anne Reiter. Og den pointe vender vi tilbage til.
“Da jeg blev spurgt, mærkede jeg, at jeg trænger til at vende mig ud mod verden. Jeg har altid været optaget af den hjemlige mission blandt danskerne. Som præst har jeg været med til at indføre bikergudstjeneste og babysalmesang – natgudstjeneste og fællesspisning. Jeg er optaget af bøn, spiritualitet og kristen praksis, som kan åbne kirken, så folk lærer den at kende og oplever, at den giver mening. Nu vil jeg gerne bruge det, jeg kan, til at nå længere ud i det kristne fællesskab.”
Hvad giver det dig og folkekirken at engagere sig i mission ude i verden?
“Jeg tror, jeg bliver en bedre præst. I Danmark har vi svært ved at tale om tro, og når vi gør det, har vi en tendens til at tale meget indforstået om troen og om Gud. Ikke mange danskere kan få sig selv til at sige “jeg elsker Jesus”, men det falder kristne ude i verden meget nemmere. I mødet med andre kristne og med mennesker af anden tro får vi lært at sige tingene, så de forstås af andre end os selv. Det er berigende for folkekirken.”
61-årige Anne Reiter har kun været domprovst i tre år og skal både klare administrative opgaver og holde gudstjenester i domkirken i Maribo.
Hvordan får du tid til nye initiativer og aktiviteter i menigheden?
“I 1998 var jeg nogle måneder på kursus i USA, hvor jeg samtidig var frivillig i en lokal luthersk kirke. Kirken var utrolig levende og aktiv. Jeg spurgte undrende præsten: Hvordan kan du nå alt det? Han svarede: Det kan jeg heller ikke – men det skal jeg heller ikke. Jeg oplærer andre og giver det videre. Det var en øjenåbner for mig, der dengang var sognepræst på Djursland. Danske præster lærer at prædike, men vi lærer ikke, hvordan vi involverer, oplærer og styrker andre. Og det er så vigtigt for at skabe en levende menighed,” siger provsten og vender så tilbage til, hvordan hun selv blev frivillig i Danmission, og hvordan vi kan blive flere.
“Det handler om at se det enkelte menneske, som dukker op i kirken. Se, hvilke evner den enkelte har og så spørge, om de vil være med. For så viser det sig, at mange siger ja, og at vi alle har noget at byde ind med: Nogle kan bage småkager, nogle kan ordne hjemmeside nogle kan undervise, og andre kan noget helt fjerde eller femte.”
Da hun begyndte som præst i Odense Domkirke, var der ingen frivillige, men 10 år efter var der omkring 100. I Maribo Domkirke er der i dag få, men meget flittige frivillige. Så provsten ser en opgave i at få flere med. Og gerne i samarbejde med Danmission, som har en del tilbud til kirkerne herhjemme.
Hvad engagerer folk?
“En meget konkret opgave med et konkret mål og i en overskuelig periode. F.eks. at samle 10.000 kroner til en kirkebil i Syrien. Det er sjovest, hvis man virkelig skal gøre en indsats, kan se en ende på det og når i mål. Så får man som frivillig oplevelsen af at gøre noget, som gavner andre. Det skaber meget mere engagement og fællesskab i menigheden end blot at putte lidt i kirkebøssen om søndagen. For som frivillig skal man også have følelsen af et godt fællesskab – man skal få noget glæde igen,” siger hun og tilføjer efter en kort pause: “Det kunne være, vi skulle prøve det her i Maribo.”
Anne Birgitte Reiter har noget på hjerte, og hun vil have noget fra hånden. Mens hun taler, udvikler en idé sig, som både involverer frivillige i kirken og Danmission Genbrug:
“I kirken kunne vi sætte os som mål at indsamle særligt fine ting til Danmissions genbrugsbutik i Nykøbing Falster. Det vil både engagere folk i kirken og skaffe ekstra indtjening til butikken. Og måske nogle får lyst til at blive frivillige i genbrugsbutikken. Jeg tror, det kunne blive sjovt,” siger hun og tilføjer så, at det er allervigtigst, at de frivillige finder noget, de selv synes er sjovt og meningsfyldt.
“Vi kunne få folk fra Danmission hertil for at fortælle om arbejdet ude i verden… eller måske endda få besøg af et menneske fra partnerkirken, som fortæller, hvordan vores hjælp nytter. Det er godt at møde andres livsvilkår og kirkevilkår. For som Paulus siger i Første Brev til Korintherne, så er vi hver især lemmer, som sammen udgør Kristi legeme – den globale kirke. Derfor nytter det ikke alene at forholde sig til sin hånd, og når foden gør ondt.”