Hvis du har en historiefortæller i maven, der venter på at springe ud, så har du nu muligheden!
Danmission søger frivillige, der vil være med til at udbrede kendskabet til Danmissions arbejde på Zanzibar.
Vi arrangerer derfor en frivilligrejse til Zanzibar i marts 2019. Her er der mulighed for at komme helt tæt på livet på øen, der nok er mest kendt som lidt af et turistparadis med turkisblåt hav og hvide sandstrande, men som også rummer stærke politiske og religiøse modsætninger. Øen er domineret af et muslimsk befolkningsflertal, men kirkesamfund og kirkelige organisationer spiller en vigtig rolle på øen.
Danmission er især kendt og anerkendt for sit dialogarbejde på øen fx Syskolen Upendo, hvor kristne og muslimske kvinder uddannes, alt imens der bygges bro mellem deres religioner. Og det er der behov for på øen, der i perioder har været præget af religiøse spændinger.
”På Zanzibar er tro en del af livet, de har Gud med i baglommen hele tiden, deres tro er det kompas, de navigerer efter. Tro er ikke noget man kun gør om søndagen,” fortæller frivilligkonsulent i Danmission, Tom Bangslund Hansen, der er rejseleder på rejsen.
Zanzibar byder desuden på en spændende historie. Stone Town, som er en del af Zanzibar City, er med god grund en del af UNESCOs verdensarvsliste. Byen fortæller både historien om den brutale slavetid, hvor Stone Town var det største handelssted for slaver i Østafrika, men også historien om det væld af forskellige kulturer, der gennem århundreder har sat sit præg på byen. Byens ældste moské er eksempelvis fra 1107.
Du kan få tilskud til rejsen
Danmission giver tilskud til rejsen, og derfor skal du ansøge om at blive deltager på frivilligrejsen. Når vi kommer hjem til Danmark igen, forventer vi til gengæld, at du afholder nogle foredrag eller på anden måde bidrager til at udbrede kendskabet til Danmissions dialogarbejde på Zanzibar. Det kan f.eks. være at fortælle om turen i din kirke, din genbrugsbutik, i din kvindekreds, i din seniorklub eller et andet sted hvor du kommer.
For at komme i betragtning som deltager på frivilligrejsen, skal du være aktiv frivillig i Danmission – f.eks. i genbrug, i netværket, på børnelejr, i Danmission Unge eller noget andet.
Sådan kommer du med
Hvis du godt kunne tænke dig at blive Zanzibarfortæller og gerne vil med på frivilligrejsen til Zanzibar, så kontakt:
Tom Bangslund Hansen
Seniorkonsulent - Netværk og engagement
Så vil du derefter modtage et ansøgningsskema, som du skal udfylde og returnere. Efter vi har modtaget din ansøgning, får du kort tid efter besked på, om du er deltager på frivilligturen.
PRIS
8.000 kr. ved indkvartering i dobbeltværelse med to separate senge
9.500 kr. ved indkvartering i enkeltværelse
Prisen dækker flybillet, indkvartering, forplejning morgen, middag og aften, et spændende program samt transport på Zanzibar. Dertil skal du regne med udgifter til vaccinationer, malariapiller, visum til Zanzibar (50 dollar) og transport i Danmark.
Det skal du opleve
Programmet er ikke endeligt fastlagt, men vi skal møde nogle af de partnere, som Danmission samarbejder med på Zanzibar. Vi skal bl.a. besøge UPENDO House med syskole og dialoguddannelse for at møde elever, frivillige og ansatte. Vi skal på historisk rundtur i Stone Town, se kæmpeskildpadder på Prison Island, besøge provst Shukuru Maloda i hans kirke og have god tid sammen med Danmissions nye udsendte Maria Nitzsch Hastrup og høre om hendes arbejde. Der vil være dansk guide på turen, men det meste af programmet foregår på engelsk.
Bliv beredt
Onsdag 28. november 2018 kl. 10-17 holder vi en forberedelsesdag, hvor deltagerne mødes og får informationer om turen, om Zanzibar og det praktiske. Mødet afholdes i Odense. og det forventes, at man deltager i mødet.
Der er 18 pladser på turen, så vent ikke for længe med at kontakte os. Sidste tilmeldingsfrist er 9. november 2018. Vi håber, at I som frivillige i Danmission vil gribe denne mulighed for en uforglemmelig oplevelse og mulighed for at udbrede kendskabet til Danmissions dialogarbejde på Zanzibar.