Maria Nitzsch Hastrup blogger om den allerførste tid som udsendt

Maria Nitzsch Hastrup blogger om den allerførste tid som udsendt

Den unge kvindelige udsendte skriver om de første uger fra en helt ny tilværelse som udsendt på Zanzibar. Bl.a. om udsendte frøkener – før og nu.

”Men, hvorfor ikke?”, spørger den unge kvinde mig igen og igen, mens hun ryster på hovedet. Vi står og snakker foran en lille kirke lidt udenfor Stone Town efter søndagens gudstjeneste, og hun har svært ved at forstå, at jeg er 32 år og endnu ikke er gift og har børn.  

Hun er ikke den første, der har kigget undrende på mig, når jeg har fortalt, at jeg helt alene havde tænkt mig at rejse til Zanzibar, for at bo i Stone Town og arbejde som programkoordinator for Danmission. Det normale er jo på en eller andet måde, at det er en familie, eller i hvert fald et ægtepar, der sendes ud. Men nej, jeg er altså bare mig – på godt og ondt.  

Missionshistorie 

Som mange ved har en håndfuld frivillige gennem mange mange mange timer de sidste mange år arbejdet med at digitalisere Danmissions mange billeder fra nær og fjern. Herfra skal der lige lyde en kæmpe tak for det gode og vigtige arbejde, som de har udført. Det er imponerende!  

Gå til arkivet – klik her

I fotoarkivet finder man blandt andet Christine Johansen (også kaldet Søster Sara), der i i 1888 tog til Sydindien, som den første kvindelige missionær for DMS. Når man læser om Christine Johansen i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, står der blandt andet: ”På dette tidspunkt havde Det Danske Missionsselskab (DMS) endnu ikke optaget og udsendt kvindelige missionærer, da man bl.a. var bange for, at kvinderne ikke kunne tåle klimaet eller ville gifte sig.” (kilde: http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/842/origin/170/). Hun kæmpede dog sin sag og fik til sidst lov til at rejse ud.  

Foto: Søster Sara (Christine Johansen). Det Danske Missionsselskabs første kvindelige missionær i Indien. Her med Knipleskolens stab og beboere, Siloam, Tirukoilur, 1893.

Og Christine Johansen var ikke den eneste. Den tidlige missionshistorie fortæller om, hvordan mange danske frøkener rejste ud til gavn for verdens fattigste.  

Det med at give hånd 

På Zanzibar er mange lidt mere traditionelle, end i resten af Tanzania. Det betyder blandt andet, at kvinder dækker sig til, når de går på gaden, og at mændene traditionelt er dem, der taler og træffer beslutninger. Det er naturligvis noget, jeg er mig bevidst i mit arbejde og liv her i Stone Town. Før jeg rejste, var jeg måske ligefrem lidt nervøs for, om for eksempel vores muslimske samarbejdspartnere ville tage godt imod mig, og jeg tænkte før hvert møde, at nu måtte jeg virkelig huske ikke at række hånden automatisk frem for at sige pænt goddag – for, det ville være pinligt for alle, hvis jeg nu var til møde med en, der ikke ville give kvinder hånd.  

Jeg kan forstå af danske medier, at det der med håndtryk er noget, I diskuterer derhjemme for tiden. Herfra kan jeg med glæde fortælle, at jeg overalt er blevet taget rigtig godt imod – og med håndtryk! Men jeg vil altså også sige, at jeg til enhver tid vil respektere, hvis der er en, der ikke ønsker at trykke min hånd, og at jeg tror på, at vi sagtens kan have et godt samarbejde uden håndtryk.  

Jeg er ikke alene  

Det kan godt være, at jeg er rejst ud alene, og at jeg skal bo alene. At jeg endnu ikke har mand og børn, hvilke undrer kvinden ved kirken og sikkert også mange andre. Men heldigvis er jeg ikke alene. Jeg har gode lokale kollegaer på Zanzibar og i det lokale stift i den lutherske kirke, og jeg har vidende samarbejdspartnere, der har tilbudt deres hjælp og sparring.  

Derudover er der Danmarks dygtigste kollegaer på Danmission i Hellerup, der sidder klar ved mail og Skype. Men i Danmission er vi mere end det, vi er netop nu. For vi står på skuldrene af historien og mennesker før os, som har villet og brændt for arbejdet med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. Så når jeg næste gang bliver mødt med spørgsmålet om, om det virkelig kan passe, at jeg er ude alene. Så vil jeg måske bare svare, at ja det er jeg, for sådan har Danmission gjort det siden 1888.

Mange hilsner fra Maria 

Ps. Dog en enkelt ulempe ved at være alene: Det er svært at få taget billeder. Derfor har jeg ingen billeder til denne blog, så I må nøjes med billeder af seje frøkener fra fortiden. Jeg vil forsøge at blive bedre til at få taget billeder fremover.  

Fremover kan du følge Maria Nitzsch Hastrups blog på www.blog.danmission.dk