Af Tove Lind Iversen, redaktør
Det er lidt af en bedrift. Men han har læst dem – både Bibelen og Koranen. Systematisk og fra ende til anden. Så den danske diplomat – ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin – er på alle måder godt klædt på, når han sætter friheden til at tro på dagsordenen verden over.
Når man træder ind i diplomatens kontor i Udenrigsministeriet, kunne man godt få en fornemmelsen af, at han ikke helt har fundet sig tilrette. Men tag ikke fejl. Her huserer en mand, som ved, hvad han taler om; som selv sad midt i det hele, da det nær var gået galt en forårsdag i Afghanistan; og som fortæller entusiastisk om det, der allerede er opnået, siden Udenrigsministeriet for få måneder siden åbnede Danmarks nye kontor for tros- og religionsfrihed. Så måske har han bare ikke haft tid til at få billederne hængt op mellem alle rejserne og møderne med religiøse ledere og politikere.
Grovere krænkelse af trosfriheden
For der er nok at tage fat på. Kontoret er oprettet i erkendelse af, at retten til at dyrke sin tro – til at skifte tro – og til slet ikke at tro – bliver trådt under fode mange steder, og at vi er vidne til stadig grovere krænkelser af trosfriheden. Samtidig er der en erkendelse af, at overgreb, marginalisering og diskriminering på grund af religion sjældent står alene, men er en del af bredere politiske, økonomiske, kønsmæssige og etniske problemstillinger. Og som derfor skal angribes over en bredere front.
DANMARKS NYE INDSATS HAR FOKUS PÅ:
- 4 lande – Libanon, Egypten, Iran og Indonesien
- Europas nærområder
- Kvinders rettigheder i forhold til religions- og trosfrihed
- Konkrete enkeltsager
- Den internationale dagsorden – EU og medlemslandene skal aktiveres
Du har tidligere udtalt, at der er et særligt pres på de kristne. Betyder det, at dit kontor har særligt fokus på de kristne og deres situation?
”Danmark tager udgangspunkt i artikel 18 i FNs menneskerettighedserklæring, og vi arbejder for alles trosfrihed – kristne, andre religiøse og ikke-troende. Men der er et meget stort antal kristne rundt om i verden, som føler sig under pres og føler sig truet – og som har grund til det.”
FN MENNESKERETTIGHEDER – ARTIKEL 18:
Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.
Du bruger sjældent ordet ”forfulgte” – hvorfor?
”Forfølgelse handler først og fremmest om, hvad staten gør. Men presset handler i dag mere og mere om, hvad private gør. Tag Egypten og angrebene på kirker og religiøse forsamlinger sidste år i påsken, som sker på trods af statens forsøg på at beskytte kopterne. Og tag Bangladesh, hvor det ikke er staten, som slår ateister ihjel, men hvor det reelt er en dødsdom, når en eller anden imam proklamerer, at en person har udtalt sig blasfemisk. Det er en meget betydningsfuld og ulykkelig udvikling, som har fundet sted flere steder i verden. Derfor må vi ikke længere kun fokusere på det, vi kan kalde traditionel forfølgelse fra statens side.”
Nogle kalder tros- og religionsfrihed for ”den glemte menneskeret”. Hvorfor er det lige nu, Danmark kommer i tanke om den?
”I et meget sekulariseret Europa har vi glemt, at religion stadig betyder rigtig meget for folk ude omkring i verden. Derfor har den rettighed måske ikke fået så meget opmærksomhed. Efter de seneste års grove overgreb på kristne, yazidier og andre religiøse mindretal ikke mindst i Syrien og Irak er europæiske – og altså også danske – politikere vågnet brat op til en forståelse af, at der er meget alvorlige problemer med tros- og religionsfrihed i Europas nærområder,” forklarer han og tilføjer, at Danmark med det nye kontor har taget en førerrolle, som Tyskland har kopieret, mens også svenskerne er interesserede i modellen.
Europa er blevet opmærksom på, at troen er vigtig for rigtig mange verden over. Så bliver jeg nødt til at spørge, hvad religion betyder for dig personligt?
”Det er OK, at du spørger. Og der er et svar: At det er der ingen, der får at vide.”
Friheden til at være privat om sin tro er jo også en del af trosfriheden. Og måske vigtig for en diplomat. Er det også derfor, diplomatiet har brug for trosbaserede organisationer?
”Ja, netop. Og vi har allerede rakt ud til Danmission. For trosbaserede organisationer kan hjælpe os med at finde de rigtige personer og netværk at snakke med og med at forstå, hvad det er, de religiøse grupper er konfronteret med. Jeg har f.eks. for nylig besøgt Libanon, hvor Danmission havde samlet en meget stærk gruppe religiøse folk.
Vi skal lytte og finde ud af, hvad de religiøse samfund selv synes er problemet, og hvad deres overlevelsesstrategi er og så støtte dem ud fra deres eget udgangspunkt. Forskning viser, at udsatte kristne grupper har meget forskellige overlevelsesstrategier – nogle tilpasser sig, andre går under jorden, mens andre igen gør modstand. Hvis ikke vi tilpasser vores støtte til deres strategi, så risikerer vi at komme udefra som forstyrrende eller ligefrem truende elementer, der gør situationen endnu vanskeligere.”
Du har en lang diplomatisk karriere bag dig. Hvad har klædt dig godt på til denne opgave?
“Jeg har arbejdet utrolig meget med alle de spørgsmål, som trængte sig på i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center i USA i 2001 – især fundamentalistisk islamistisk terror. Og så har jeg været 5 år i Afghanistan, hvor religion spiller en betydelig rolle i konflikten, fordi alle mulige forskellige religiøse aktører bruger religion på alle mulige forskellige måder til at legitimere alt mulig forskelligt. Så her havde jeg rigelig anledning til at skulle sætte mig ind i, hvordan religion politiseres og påvirker folks liv på mange planer,” siger Franz-Michael Skjold Mellbin, der som Danmarks første ambassadør i Afghanistan fik konflikten helt tæt på, da han sad lige bag præsidenten under et attentatforsøg mod det afghanske statsoverhoved. Heldigvis mislykkedes angrebet.
Læringen fra Koranen og Biblen
Hvad har overrasket dig ved at læse Koranen?
“Hvor ufattelig vanskelig den er at læse med alle sine gentagelser og nærmest matematiske opbygning. Det er måske derfor, mange muslimer kun læser bestemte vers – ja måske kun enkelte linjer. Det er utrolig svært at få overblik over, hvad Koranen siger om forskellige emner. Så der er vidt rum for at vælge lige de formuleringer, som passer til éns opfattelse af, hvordan verden skal være – og slippe af sted med det.”
Hvad slog dig, da du læste Biblen?
“At den samme historie bliver fortalt flere steder, og at selv helt grundlæggende fortællinger, som hvordan verden blev skabt, er behandlet på forskellig vis. Hvis man vil bruge et bibelcitat til at retfærdiggøre et eller andet, så kan man sagtens finde det. Det har folk jo gjort gennem tiderne – f.eks. til legitimering af slaveri og heksebrændinger, hvor vi i dag tænker, at vi kan finde andre og bedre citater til at underbygge, hvordan vi som samfund bør forholde os til de ting. Som en muslimsk kvinde i Indonesien sagde til mig: ‘Teksterne er guddommelige – men fortolkningerne er menneskelige’. Og dermed fejlbarlige og til diskussion.
Hvad kan du bruge din viden om Koranen og Biblen til som diplomat?
“Netop fordi jeg har læst de religiøse tekster, kan jeg tale med om, hvad der rent faktisk står. Når jeg påpeger problemer, bliver jeg nemlig ofte mødt med argumentet om, at det står i Koranen. Jeg blander mig ikke i, hvordan folk udlægger teksten, men nogle gange er det nyttigt at kunne svare: Det står faktisk ikke i Koranen. Eller: Der står altså også modsatrettede ting i Biblen. Nogle udlægger teksten på én måde, men andre troende udlægger den på en anden måde. Det kan jeg som diplomat bruge til at slå en tone an i en diskussion. For stater kan vælge, hvilken udlægning man ønsker at tage udgangspunkt i, og det er det, Danmark beder dem om.
Vi kan være med til at holde lande op på deres forpligtelse – f.eks. over for ligestilling – og påpege, at man ikke kan dække sig bag ved religionen.”
Som eksempel giver han den muslimske kvinderettighedsorganisation Musawah i Indonesien. De vender ikke ryggen til religionen, men arbejder i stedet meget dygtigt og effektivt på at bruge religiøse tekster og det muslimske lands lovgivning til at forbedre kvinders rettigheder.
“Vi skal finde ud af, hvordan religion kan bruges til at skabe løsninger fremfor konflikter.”
Taxachaufføren og Putin
Hvad ser du som den største trussel på området?
“Der er to store udfordringer. Den ene er islamistisk fundamentalistisk terrorisme. Men den skal vi nok overvinde, selv om det kommer til at tage lang tid – måske 50 år eller 70 år – ligesom demokratiet besejrede de udfordringer, der var med nazismen, fascismen og kommunismen. Den menneskelige natur tilsiger os det. Folk bliver dødtrætte af det, og i det lange løb er der ikke nok, der vil stille op.
Jeg er langt mere bekymret for et nyt fænomen: Nemlig voksende nationalreligiøse bevægelser, som vi i dag ser især i Asien, men som risikerer at brede sig. Her får sammenkædningen mellem religion og politik en ny facet, hvor man kombinerer politisk magt, nationalisme og religiøs majorisering uden hensyntagen til mindretallene. Det skal med i vores udenrigspolitiske strategi og handling – også på det nye kontor for religions- og trosfrihed.
Udfordringen er også, at der er andre – nemlig Rusland – som meget dygtigt har indtænkt dette strategisk. Som ikke bare har gennemtænkt det, men som handler på det. Og som ikke bare handler på det, men handler dygtigt på det. Hvis man stopper en tilfældig kristen, palæstinensisk taxachauffør og spørger, hvem der beskytter de kristne i verden, så vil han svare: ‘Det gør Putin’. Det skal vi tænke alvorligt over. For det er ikke vores opfattelse, at Ruslands præsident beskytter de kristne – vores selvopfattelse er, at det gør den vestlige kreds med EU, USA, Canada, Australien osv. Men det er ikke det svar, man får f.eks. i Mellemøsten,” siger ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin, som altså har nok at se til.