Af Lise Frank, journalist
Det er tidlig morgen i Homs i Syrien, og en gruppe teenagedrenge står samlet på et gadehjørne. Én jonglerer med en læderbold, mens en anden spejder lidt nervøst efter den bus, som skulle komme og hente dem.
De er alle fire født og opvokset i Homs i sunnimuslimske familier, og normalt holder de sig hjemme eller hænger ud i deres vante kvarter. De tager i hvert fald under ingen omstændigheder på tværs af byen. De mange checkpoints rundt omkring er en konkret forhindring. Hertil kommer alle de ubekendte forhindringer. Utrygheden og ufreden, der fulgte i kølvandet på det, der skulle have været den arabiske revolution i 2011, hersker stadig. Også i teenagedrengesind som deres.
Men nu kommer bussen. Så var det rigtigt nok, hvad én af dem havde set opslået på en lygtepæl, og en anden fået delt på Facebook. Bussen kommer fra den protestantiske kirke i Homs, og på et papskilt i forruden genkender de et logo og teksten “Space For Hope” – Plads Til Håb.
Et projekt ingen turde tro på
“Space for Hope” er navnet på et projekt, som blev slået op på lygtepæle og de sociale medier i foråret 2014. Opslagene, der henvendte sig til teenagere i Homs, reklamerede for teambuilding og fodboldkampe bag byens protestantiske kirke, The Evangelical Presbyterian Church. Her råder kirken og dens skole nemlig over en gård på størrelse med en fodboldbane.
Det særlige ved opfordringen var, at den gik ud til alle, og ikke kun til de unge kristne. Også de sunnimuslimske teenagere i den anden ende af byen var inviteret. Ligeledes var de ortodokse, shitterne, drusserne og det muslimske mindretal alawitterne, der deler religion med præsident Bashar al-Assad. Noget ingen hidtil ville forestille sig kunne lade sig gøre.
”Men efter to-tre år med kampe og kaos var alles hverdag ødelagt. Midt i splittelsen var det en lighed, som vi håbede på kunne samle folk. Og vi ville starte med teenagerne,” forklarer manden bag initiativet, som skulle vise sig at vokse sig større, end nogen havde turdet håbe på.
En stålsat præst
Navnet på manden bag “Space for Hope” er Mofid Samir Karajili, og i 2014 havde han kun været præst i Homs i små to år. Han fik embede i byen i 2012, men blev fordrevet, inden han nåede at pakke sine kufferter ud. Inden længe vendte han dog tilbage og forskansede sig sammen med kirkens medarbejdere på et nedlagt plejehjem, hvorfra de drev kirke i flere måneder.
”I 2014 herskede der fortsat utryghed i alle dele af byen. Som kirke havde vi gennem noget tid uddelt mad eller kontanter til folk, der havde mistet deres nærmeste eller deres job. Men vi følte, at vi var nødt til at gøre mere. Der var et kæmpe underskud af tillid almindelige mennesker imellem. Den tillid ville vi genopbygge,” fortæller Mofid Samir Karajili.
Han indrømmer samtidig, at det var et risikabelt projekt.
”Det er ikke normalt, at børn og unge færdes uden for deres egne kvarterer. Derfor gik vores penge, f.eks. dem fra Danmission, til biler og busser, der kunne samle de unge op, så de ikke fik problemer ved byens checkpoints,” forklarer han.
”Jeg var ikke nervøs, men vi var alle sammen overraskede, da det viste sig, at tilslutningen til det første arrangement var kæmpe stor. Henover seks uger, hvor vi havde aktiviteter i tre timer hver fredag og hver lørdag, kom op mod 250 teenagere.”
Kirkens gode omdømme
Spørger man Mofid Samir Karajili, hvordan det mon lykkedes at samle Homs’ teenagere på tværs af religiøse skel og det årelange had, der har eksisteret grupperingerne imellem, så vil han tilskrive byens protestantiske kirke og dennes omdømme succesen.
”Den protestantiske kirke er jo lille i Syrien, men vi har en lang og stærk historie. Vores skole i Homs er meget respekteret. Her har man brugt akademiske læreplaner siden 1855, og skolen var også den første, der gav piger uddannelse. I dag går der 1.500 elever på den kristne skole, og 50 procent af dem er muslimer.”
Mofid Samir Karajili er heller ikke i tvivl om, at der netop skulle en religiøs institution til for at samle de unge, som for manges vedkommende selvfølgelig også har skullet have deres forældres accept for at deltage i aktiviteterne i den kristne skoles gård.
”De her drenges fædre dræbte jo hinanden for bare 2 år siden. Der er meget gammelt had og politik. Selvfølgelig er der også religiøse splittelser, men i krigstid kan man samtidig ikke undvære sin tro. Og måske derfor har Homs’ indbyggere i bred forstand stolet på, at freden var i kirken.”
Vi deler troen på dialog
Fra 2014 til i dag er aktiviteterne i “Space for Hope” vokset. Både yngre børn og teenagepiger fra alle religiøse grupper og sociale lag kommer nu til aktiviteternes i skolegården i Homs, og der er lignende initiativer i Aleppo og andre byer.
Sportsholdene bliver sat, så begge køn, forskellige religioner og etniske tilhørsforhold er repræsenteret på alle “Space for Hope”-hold. Der bliver arrangeret kampe og turneringer i et væk, og der arbejdes hen imod musik-hold, som kan blive til tværreligiøse bands.
”Trænerne er alle semiprofesionelle sportsudøvere. De er mellem 21 og 37 år, mænd og kvinder. Flertallet er protestanter, og så har vi et par ortodokse trænere. Men fælles for os alle er, at vi tror på dialogen mellem mennesker af forskellig religion,” siger Mofid Samir Karajili.
Han glædes dagligt over at se, hvordan de unge spiller for holdet og i overført betydning, ”hvordan de spiller for at genopbygge landet og deres fremtid”, som han siger.
At ungdommen kan komme ud af det med hinanden! Det er efter hans overbevisning det vigtigste fundament, man kan lægge for en bedre fremtid.
Der er brug for Jesus i Syrien
Mofid Samir Karajili voksede op i et konservativt kristent hjem i Al Qamishli 600 kilometer nord for Homs. Han blev student i 1998 og flyttede efterfølgende midlertidigt til Cairo i Egypten for at studere teologi.
Begge hans forældre, hans søster og flere af hans venner bor i dag i Sverige, og siden situationen i Syrien fortsat er uhyggelig usikker, har familien af flere omgange forsøgt at overtale Mofid til at forlade landet. Men sådan bliver det ikke. Efter et par år alene i Homs blev Mofid Samir Karajili genforenet med sin kone og søn, der var blevet i Damaskus, indtil det var forholdsvis sikkert at komme til Homs.
”Jeg ville ikke blive, hvis jeg manglede håb. Men jeg har håb, og derfor bliver vi i Homs. Gud er alle steder. Men jeg føler mig kaldet til at blive her. Hvis der er brug for Jesus nogen steder i dag, så er det i Syrien.”
Fakta:
- Syrien har omkring 22 millioner indbyggere, hvoraf 74 procent er sunnimuslimer, 12 procent er alawitter og 10 procent er kristne. Resten er shiitter og drusere.
- Alawismen er en del af shia-islam. Præsident Bashar al-Assad er alawit, og alawitterne har haft kontrollen over landet i årtier.
Kilde: Børsen/Ritzau