Af Malene Fenger Grøndal, journalist
I Egypten taler imamer og præster imod omskæring af piger og kvinder. I Syrien har kirker adgang til at uddele nødhjælp i områder, som ellers er lukket for nødhjælpsorganisationer. I en række afrikanske lande samarbejder organisationer med både kristne og muslimske religiøse ledere for at oplyse om kønssygdomme. Og efter det store jordskælv i Haiti bygger folk kirker i ruinerne for at samles om troen og det håb, den giver dem til at leve videre. Dette er blot nogle af mange eksempler på, hvordan udviklingshjælp og religion spiller aktivt og positivt sammen.
80 procent af verdens befolkning bruger deres tro til at træffe valg i hverdagen – det er derfor fornuftigt at tage folks religion alvorligt, hvis man skal bekæmpe fattigdom og skabe fred. Og mange steder er religiøse ledere vigtige autoriteter, som har bedre føling med befolkningens behov og holdninger end politikere og embedsmænd. Alligevel er religion ikke altid blevet set som en naturlig og nødvendig medspiller i udvikling.
”Inspirationen til både dansk og international udviklingsbistand kommer ellers fra de kristne missionærer, som allerede i midten af 1800-tallet rejste til Asien og Afrika for at forkynde evangeliet, men samtidig byggede hospitaler, skoler og kirker. Så udviklingsbistanden er vokset ud af missionen,” fortæller Uffe Torm, der i mere end 45 år har arbejdet med udviklingsbistand bl.a. som sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling fra 1998 til 2012. I 2015 var han med til at udgive antologien “Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge?” om forholdet mellem kristendom og udviklingsbistand både historisk og aktuelt.
Ris i dåbsgave
Forholdet mellem religion og udviklingsbistand har varieret meget lige siden de første missionærers tid.
”I de første årtier var der to lejre, som var uenige om, hvorvidt omvendelse og dåb skulle være en betingelse for at modtage hjælp. F.eks. argumenterede de såkaldte ’ris-kristne’ under en hungersnød i Indien for, at kun de, der lod sig døbe, skulle modtage mad og sundhedsydelser. Andre mente, at alle havde ret til et anstændigt liv og skulle have adgang til nødhjælp, sundhed, skolegang osv. – altså, at omvendelse ikke skulle være en betingelse for at få hjælp.”
’Ris-kristne’ er ifølge Uffe Storm i dag stort set ikke-eksisterende i det danske bistandsmiljø, men kan findes især i USA blandt højreorienterede kristne. Men frygten for, at missionærer skulle bruge statslige udviklingsmidler til at indoktrinere eller presse fattige mennesker til at lade sige døbe, forsvandt dog ikke med de ‘ris-kristne’. Og efter Anden Verdenskrig, da FN-systemet, Verdensbanken og de statslige bistandsorganisationer kom på banen, blev religion generelt opfattet som irrelevant eller skadeligt for udvikling.
Da forløberen for Danida blev oprettet i 1962, blev det direkte fastslået i retningslinjerne, at man ikke måtte bruge statslige midler til forkyndelse. Og styrelsen blev lagt under Udenrigsministeriet og ikke Kirkeministeriet.
Tag præsten og imamen i ed
Men at holde religion og udvikling adskilt var dog ofte svært i praksis. I udviklingslandene spillede og spiller troen og religionen en afgørende rolle for menneskers holdninger og hverdag. Så derfor fortsatte mange kirkelige udviklingsorganisationer som Danmission med at tænke religion og religiøse aktører med ind i deres arbejde. De samarbejdede med lokale kirkeledere og andre religiøse autoriteter, men måtte altså samtidig – hvis de ville modtage støtte fra FN eller Danida – holde forkyndelse og humanitært arbejde adskilt.
Biskop Henrik Stubkjær, tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, fortæller: ”Den to-rums-tænkning, hvor forkyndelse og udvikling skulle holdes helt adskilt, gav ofte meget lidt mening i virkeligheden, for ofte er kirkerne jo bærende aktører i landsbyerne og i udviklingen.”
Og Uffe Torm supplerer: ”Selvfølgelig kan man ikke bygge kirker eller købe bibler for Danida-penge, men når man som udsendt fra en dansk kirkelig organisation bliver bedt om at indlede et møde med en bøn, kan man jo som kristen ikke afslå det.”
Den situation har mange udsendte fra såkaldt verdslige organisationer også stået i – netop fordi tro bliver opfattet som en helt selvfølgelig del af alles liv i hvert fald i Afrika.
”Har man som udviklingsorganisation ikke forståelse for de lokale kulturer, værdier og religioner kan det, som udviklingsarbejderen møjsommeligt bygger op i ugens løb, let blive revet ned af præsten i kirken om søndagen eller af imamen i moskeen om fredagen,” siger Uffe Torm.
Vidne om Guds kærlighed
Efter Danidas oprettelse valgte nogle missionsorganisationer at klare sig stort set uden statslig støtte, men de fleste gik ind på Danidas præmisser og måtte adskille mundtlig forkyndelse fra humanitært arbejde. De udsendte oplevede dog stadig, at det gav dem troværdighed og respekt i mødet med lokale ledere, når de præsenterede sig som udsendte fra en kirkelig organisation.
Jørgen Nørgaard Pedersen, der er tidligere generalsekretær i Santalmissionen og tidligere vicegeneralsekretær i Danmission, men også selv har været missionær, fortæller:
”Når nogen spørger, hvad der driver én som udsendt for f.eks. Danmission, kan man jo ærligt svare, at det er troen på den kristne Gud, som elsker alle mennesker, og som derfor forpligter én på at vise omsorg for sine medmennesker.”
Trods skepsis over religion i udviklingshjælpen modtog organisationer som Det Danske Missionsselskab (nu Danmission), adventistkirkens ADRA, katolske Caritas og Folkekirkens Nødhjælp betydelige midler fra Danida, som kunne konstatere, at de kirkelige organisationer opnåede endog meget gode resultater. Efterhånden begyndte Danida at interessere sig for religionens rolle i udvikling. Men det store skifte kom, da først Verdensbanken og siden de statslige bistandsorganisationer i bl.a. Sverige, Norge, Storbritannien, Tyskland og Holland begyndte at tage religion alvorligt som en medspiller i udviklingsarbejde – ikke mindst efter at terrorangrebet i USA 11. september 2001 for alvor bragte religion på den politiske dagsorden.
Biskop Stubkjær siger: ”I FN begyndte man at tænke, at når religion er en del af problemet, må det også være en del af løsningen, og langsomt er Danida også begyndt at tænke religion ind i ligningen.”
Og som Uffe Torm påpeger, så har Danida endda på det seneste opfordret trosbaserede organisationer som Danmission til at beskrive, hvordan deres kristne grundlag giver dem en række fordele i udviklingsarbejdet. F.eks. kan Danmission arbejde gennem det enorme kirkelige netværk i landsbyerne, hvor man som kristen organisation ofte møder stor respekt. Og det er tit lettere at arbejde i muslimske lande, hvis man har et kristent ståsted, end hvis man præsenterer sig som verdslig eller ateist.