Arngeir Langås beretter fra Madagaskar

"Det er påfaldende, hvor meget det kirkelige og det udviklingsmæssige hænger sammen i Madagaskar. Evangelisationen inkluderer diakonale initiativer. Dialogarbejdet arbejder også med sundhed og uddannelse. Initiativer over for fattige organiseres i stor skala af kirkerne, og overgangen mellem åndeligt og materielt virker flydende. Ting synes at hænge sammen", skriver Danmissions fagkonsulent for kirkeudvikling Arngeir Langås efter sit nylige 14-dages besøg i østaten, hvor Danmission har været engageret i fyrre år.

Nyligt hjemkommet efter et to ugers besøg i Madagaskar, har jeg mange ting at fortælle. Det er en stor ø, så det at rejse og besøge fire af de partnere, Danmission samarbejder med, tog tid. Heldigvis var det i godt selskab med Danmissions missionær i landet, Agyedho Bwogo. Hun kommer fra Sudan, men har boet i Danmark i mange år. Med hendes fortid i Sudans Kirkeråd, Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp var der mange ting at snakke om, ikke mindst Madagaskar.

Danmission i Madagaskar

Det er nu fyrre år siden, at Danmission begyndte sit engagementet i Madagaskar. I begyndelsen fik vi et særligt ansvar for Nord-Madagaskar, hvor kirken var svag. Det var den tidligere Danmission-missionær Lars Mandrup, der etablerede kirken som organisation deroppe. Hans bog fra 2004, Verdens Midtpunkt, giver et værdifuldt billede af dansk mission i Madagaskar.

I Sambava blev en bibelskole bygget, og andre engagementer opstod også. I de seneste tolv år har vi ikke haft missionærer i det område, men mødet med pastor Lala og kolleger viste, at skolen lever, om end med alvorlige udfordringer som svigtende elevtal på grund af høje vaniljepriser, der får selv lærere til at efterlade deres elever for at dyrke vanilje.

Danmission har en særlig fortrolighed med mission i muslimske lande, der bygger på mere end hundrede og tyve års erfaring. Harald Nielsen har skrevet denne historie, nemlig Tålmodighed Forpligter. I Madagaskar kommer den del af Danmissions fokus og kompetence til udtryk i partnerskabet med den kirkelige organisation Shalom i Mahajanga. Shalom er førende på sit felt på øen, og akkumulerer erfaringer og deler kundskab i kirkerne og andre steder. Selv om muslimerne måske udgør kun 5% af befolkningen, er det vigtigt at bygge gode relationer.

I Fianarantsoa besøgte vi den øverste uddannelsesinstitution i kirken, nemlig SALT. Teologisk uddannelse har Danmission fokuseret på i mange år, for den er afgørende for kirkens udvikling, liv og vækst, og dermed også for samfundet. På SALT har Danmission igennem årene hjulpet med PhD-stipendier og gæstelærere.

Til sidst tog vi til Antsirabe og besøgte kirkens evangelisationsafdeling Tafika Masina. Her arbejder man for, at det kristne budskab ikke bare høres af dem, der har hørt det hundredvis af gange før. Menighederne motiveres til at besøge områder, hvor der ikke er nogen kirke og forklare hvorfor et liv præget af kirkens tro kan forandre liv til det bedre. Opgaven er i princippet ikke helt anderledes end Ansgars, dengang han krydsede grænsen for at hjælpe danerne i berøring med den nye tro.

Danmission gør også andre gode ting i Madagaskar, der relaterer mere til udvikling. Men det er påfaldende, hvor meget det kirkelige og det udviklingsmæssige hænger sammen i Madagaskar. Evangelisationen inkluderer diakonale initiativer. Dialogarbejdet arbejder også med sundhed og uddannelse. Initiativer over for fattige organiseres i stor skala af kirkerne, og overgangen mellem åndeligt og materielt virker flydende. Ting synes at hænge sammen

Og derfor giver begrebet holistisk mission mening i Madagaskar.

Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord fra Guds mund. På den anden side lever det ikke af Guds ord alene. Der er kroppe, der skal helbredes og kundskab, der skal tilegnes. Og midt i den virkelighed må Danmission selvfølgelig blande sig. I et land, hvor den kristne tro er en kilde til glæde og retning. Der er også Det norske misjonsselskap (NMS) og den amerikanske lutherske kirke (ELCA), hvor vi sammen fungerer som partnere for den lutherske kirke i Madagaskar.

Et historisk, norsk og personligt blik

Missionen er ikke statisk og med jævne mellemrum tænker selskaberne sig om og enten nedtoner, forstærker, fokuserer eller omprioriterer engagementet. Et historisk blik på kirkerne i Madagaskar kan give lidt indsigter. For hvor kommer kirkerne fra? De opstod ikke af sig selv. I 1800-tallet forlod missionærer lande som England, Norge og Frankrig med sejlskibe og gav sig ind i det uvisse uden sikkerhed for nogensinde at vende hjem. Den mentalitet og det verdensbillede, de må have haft, er sandsynligvis en sjældenhed i dag, i hvert fald i vesten. Men det skulle vise sig at bære frugt: Alene den lutherske kirke i Madagaskar har i dag tre millioner medlemmer.

Det norske element er tydeligt på øen. Faktisk blev hele byen Antsirabe grundlagt af en norsk missionær, T.G. Rosaas i 1872. Rigtig mange nordmænd har været missionærer på øen siden. Der findes for eksempel 81 norske missionærbørnegrave. Det norske element er også tydeligt i kirken, fordi det stort set var de norske missionærer, der grundlagde den gassiske, lutherske kirke. Mange præster med pibekraver blev sendt af sted, men først efter solid teologisk uddannelse og grundige forberedelser ved Misjonskolen i Stavanger. Ja, den historie kan også blive personlig, for et århundrede efter de første rejste ud, kom så turen til min egen far, der læste teologi samme sted og endte som evangelistmissionær i regnskoven på sydøst-Madagaskar. Der trådte jeg af samme grund mine barnesko tidligt i 1970’erne og følte mig sanseligt hjemme både dengang og ved besøget nu. Ikke nok med det; Et halvt århundrede efter min far, var det så mig, der var i Stavanger. I oktober 2017 forsvarede jeg en PhD i missionsteologi, baseret på otte års egne missionserfaringer på Zanzibar.

Læs også: Danmission åbnede døren for min ph.d. 

I dag er der nye tider i missionen. Selv skolen for norske missionærbørn er nedlagt. Kun et lille antal lutherske missionærer arbejder i dag på øen. Kirken kan selv, men alligevel vil den stadig væk have missionærer. Nu ikke som ledere, men som rådgivere, repræsentanter og andet. Kirken værdsætter Danmission som partner sammen med NMS og ELCA, og vi bidrager med meget til trods for vores størrelse. Vi afhjælper en ø-nations fare for isolation. Vi lærer og oplever meget selv. Selv med få missionærer, er der andre muligheder for kontakt og besøg. Nærvær er vigtigt, og jo mere kvalitativt, jo bedre.

Et naturligt blik

Der er meget andet at sige om Madagaskar. En anekdote presser sig på:

– To planeter mødtes. Hvordan har du det, spurgte den ene. Jorden svarede; ”Ikke så godt, jeg har fået homo sapiens.”

Madagaskars natur er smuk, virker rig og generøs og indbyder nærmest til at forsyne sig hensynsløst, hvilket menneskene også har gjort og gør. Altså opført sig hensynsløst. En avisnotits fortalte for nylig om en sjælden, lille skildpadde, hvoraf der var blevet fundet næsten ti tusind levende individer i et lille hus, parate til illegal eksport. I samme område sælges æg af en fugl, der blev udryddet for små fyrre år siden. Sjældne træsorter fældes og eksporteres illegalt. En landsby er så fuld af safirer, at sri lankanere er strømmet til og de lokale kristne ofrer små blå stene i kollektkurven hver søndag. Langs vejen får man købt dyrebare essentielle olier. Her er fuld fest for de grådige og knapt nogen kontrol. Et rigt land uden kontrol.

Et uroligt blik

Det er naturligvis fint med naturressourcer, og jeg kom selv hjem med enkelte gaver i bagagen. Men er det alt, Madagaskar kan? Levere de fineste råvarer uden særlig fortjeneste? Nej: Man kan meget mere end det. Overalt ser man flittige, venlige, sociale og frie mennesker. Mad og håndværk af udsøgt kvalitet. Stolthed og energi stråler frem overalt. Men selv om der er demokrati på papiret, er samfundet så godt organiseret? Desværre på ingen måde, hvilket gasserne også reagerer på, når de ikke er ophængt af arbejde.

Mens jeg var i landet, fik jeg indtryk af, at landets ledelse ikke stod højt i kurs. Derfor knyttedes der håb til det kommende valg i november, men vrede var resultatet da regeringen i april lavede nye valglove, tilsyneladende med den hensigt at forhindre en tidligere præsident i at stille op til valg.

Den samme aften jeg ankom, var utilfredsheden tydelig i store demonstrationer i hovedstaden, men også i andre byer. Politiet dræbte to unge mennesker, og folkemængden samledes senere til deres begravelse og to uger senere en mindemarch for de to. Madagaskars kirkeråd blev endda bedt om at mægle i konflikten mellem regeringen, der står bag de nye valglove, og dem, der demonstrerer imod dem. Organisation internationale de la Francophonie, de fransktalende landes organisation, opfordrede til inkluderende dialog mellem de to parter. Den 4. maj blev der imidlertid rapporteret, at højesteret havde afvist flere af lovforslagene som stridende imod grundloven. Dermed går øen forhåbentligvis roligere tider i møde igen.

Et håbets blik

For et dybere indblik i Madagaskars politiske liv, henviser jeg til den norske konsul og missionær Arild Bakkes blog: www.bakkekontakten.com

Men jeg tror et håbets blik er det, der skal til. Man tør håbe, at valget giver en fornyet om ikke en helt ny ledelse. Der er brug for at tage fat, hvor der er mest brug for det. En ledelse med integritet, der skaber en optimistisk tone for landet som helhed, er håbet. Det internationale samfund bør se situationen med de mange lidende og analyserende gasseres øjne, og vi bør forholde os med solidaritet til gassernes aspirationer. Man kan også håbe, at pressen beholder modet til at fortælle sandheden til fællesskabets bedste, hvad enten det handler om revolutionerende landbrugsmetoder og fattiges rettigheder eller magtmisbrug, miljøødelæggelser, korruption og smugling.

En særlig ressource i Madagaskar er den gudfrygtige befolkning. Millioner opsøger jævnligt kirken og finder håb, fællesskab og etisk vejledning der. Som alle andre gassere, lider de under det politiske vanstyre. Kirkernes ledelse spiller allerede en vigtig rolle i det politiske liv ved, at de er klar over deres medlemmers vilkår og hvordan andre lande styres. Det politiske håndværk gøres af politikerne, men kirkerne beder til Gud om at landets ledere med alvor tjener Gud og befolkningen.

 

Læs også: Efter missionskonference i Arusha: Anrgeir Langås er på én gang håbefuld og bekymret