Minder og fordomme. Stilhedens potentialer og de store tabuer. Samtalerne foregik på et højt niveau, da Danmision IKON faciliterede en dialogworkshop for 25 studerende på Diakonhøjskolens professionsuddannelse Kristendom, Kultur og Kommunikation.
Af Lise Frank
Har I oplevet at mangle redskaberne til at tale med et andet menneske?
Spørgsmålet får lov at hænge lidt i luften. Så tager en ung, mørkblond kvinde i forsamlingen af studerende ordet. ”Ja”. Og hun har tænkt på episoden relativt mange gange siden. Det er mere end 10 år siden i dag. Men et forestående bryllup i familien aktualiserer hændelsen.
Kvinden fortæller, hvordan hun en søndag i sine teenageår var mødt op hos sin mormor med stærke tømmermænd. Lugtende af cigaretrøg og med mascara under øjnene. Hun får øjenkontakt med flere af sine medstuderende, der smiler og ser ud til at kunne genkalde sig noget lignende. Så tilføjer hun til historien, at hendes fætre og kusiner, der også var kommet på besøg den søndag, er muslimer.
”Jeg har spekuleret meget på hvorfor. Men jeg antog med det samme, at de fordømte, at jeg var mødt sådan op i vores fælles mormors hjem. Det var min fordom om dem. Jeg ville ønske, at vi havde talt sammen den eftermiddag, for i dag er vi meget langt fra hinanden og det behøvede vi måske ikke have været”, siger hun.
Til sommer skal hendes fætter Muhammed giftes, og hun er inviteret til brylluppet. Måske vil der opstå en mulighed for at få talt sammen og ryddet eventuelle misforståelser af vejen ved den lejlighed. Det håber hun.
Igen bliver der lidt stille i forsamlingen på Diakonhøjskolen i Aarhus, hvor 25 1.årsstuderende på professionsuddannelsen Kristendom, Kultur og Kommunikation deltager i en dialogworkshop, arrangeret af Danmission IKON.
Den nødvendige tavshed
Stilheden skal imidlertid vise sig at blive en tilbagevendende og med tiden mindre akavet størrelse under dagens workshop. For tavshed i forsamlinger behøver ikke være pinlig. I den inter- og intrareligiøse dialog kan midlertidig tavshed fra de medhørende til gengæld være afgørende for, om dialogen overhovedet lykkes.
Dialog-facilitatorer fra Danmission IKON Ida Folmersen igangsætter derfor også en øvelse, hvor den enkelte får fem minutter til at præsentere sin livshistorie over for to tavse medstuderende. Forinden har den talende haft ti minutter for sig selv og udstyret med en blyant skullet skitsere de mennesker og begivenheder, der har formet hans eller hendes liv. Det kan lyde som en vanskelig opgave, indrømmer Ida Folmersen:
”Men tag udgangspunkt i et hus. En simpel plantegning. Og tegn så for hvert menneske eller oplevelse, der har haft indflydelse på jer, et nyt rum”, siger hun. En anden forudsætning for en vellykket dialog er nemlig at vide, hvem man selv er.
De 25 studerende fordeler sig i enklaver af tre.
En 34-årig kvinde med sri lankanske rødder lægger ud i hjørnegruppen. Hendes livs plantegning er avanceret. Flere etager ligger forskudt af hinanden og som tilhørende kunne man få lyst til at stille mange spørgsmål, allerede inden hun var gået i gang med at tale. Men som sagt: De næste fem minutter må der kun lyttes.
”Min mor er og har været en helt central skikkelse i mit liv. Så det her rum er hendes. Hun er ikke min biologiske mor dog. Jeg er opvokset på et børnehjem på Bahamas, som hun og min far drev. Hun er amerikaner. Han er dansk”.
Kvinden gør en pause. Hendes medhørende smiler, og hun fortsætter sin fortælling. Hendes mor har været plaget af sygdom i mange år, men hendes kristne tro har hjulpet hende til at opretholde livsglæden. ”Det er også derfor, jeg begyndte at tro”, siger den sri-lankanske adoptivdatter.
Er det flovt at missionere?
De studerendes underviser på 3K-uddannelsen er ikke tilstede under dialogøvelserne. Men vender tilbage til klassen over middag. Hun er glad for at høre, at de studerende er gået så åbent ind på øvelsernes præmisser. Også da de i tre store grupper blev udstukket hver deres holdning til oprettelsen af en moské i lokalområdet og bedt om at diskutere ud fra overbevisninger, der ikke nødvendigvis matchede deres personlige.
De studerende på 3K-uddannelse er selvfølgelig ikke helt uvante med at debattere tro og eksistens. 2/3 dele af dem har en kirke, hvor de føler sig hjemme. Den sidste 1/3 del kan man måske kategorisere som mindre personligt og mere akademisk interesseret i trosspørgsmål.
Ida Folmersen fra Danmission IKON har fra et ophold i Indien erfaring med både den inter- og den intrareligiøs dialog.
”For mig er den intrareligiøse dialog – altså den der foregår inden for min egen trosretning – måske den allersværeste. Der er mange kristne, jeg ikke er enige med”, siger hun og hendes oplevelse lader til at vække genkendelse blandt de studerende.
Mission er eksempelvis et spørgsmål, der splitter gruppen af unge kristne på Diakonhøjskolen. En mørkhåret pige bringer emnet op:
”Jeg bliver altid lidt flov ved snakken om mission. På den ene side føler jeg, at det er mit kald at udbrede evangeliet. Men jeg vil ikke opfattes fundamentalistisk”, siger hun. En medstuderende nikker anerkendende, inden hun præsenterer sig som kulturkristen.
”Jeg har er nok fra et hjem som danske hjem er flest. Og derfor stejler jeg også lidt, når det kommer til mission. Jeg bryder mig ikke om, at nogen vil overbevise mig om noget, jeg ikke har bedt om at blive indført i. Fornemmer jeg derimod, at der er tale om et tilbud, i forstanden en invitation, til fx at komme med ned i kirken, så er det noget andet. Men jeg skal føle, at det er okay at sige nej tak”, siger hun.
Mange i lokalet markerer deres opbakning til, at kristen mission skal følge et ”hvis du har lyst”-princip og aldrig må blive et ”hardcore omvendelsesprojekt” som én udtrykker det.