To nye ansigter i Danmission Genbrug

Tv. Jannie Zillig, ny leder af Danmission Genbrug. Th. ny udviklingskonsulent øst for Storebælt Henriette LInd.

To nye ansigter i Danmission Genbrug

Den nye leder af Danmissions 83 genbrugsbutikker Jannie Zillig har haft sin første dag på kontoret, og øst for Storebælt rejser den nye udviklingskonsulent Henriette Lind i disse uger rundt på sine første butiksbesøg. Læs kort om de to her.

51-årige Jannie Zillig er en erfaren leder, hvis nysgerrighed på nye områder har bragt hende fra salgs- og lederstillinger hos KVIK Køkkener over De Røde Lokalbøger til Søndagsavisen. Hun har desuden været projektleder i Frivilligcenter Helsingør og frem til nu arbejdet med at skabe match mellem virksomheder og jobsøgende i Fredensborg Kommune.

Men i Danmission Genbrug så hun muligheden for at kombinere sin store interesse for salg og vækst med en miljøbevidst og medmenneskelig sag. Hun glæder sig derfor til i den kommende tid at møde og sparre med Danmission Genbrugs udviklingskonsulenter og de hundredevis af frivillige, der jo er eksperterne lokalt.

”Som helt ny kan man ikke andet end at være ydmyg over for opgaverne, men jeg vil da forsøge at efterleve Pippi Langstrømpe, der siger: Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg godt”, siger Jannie Zillig og afslører en dialekt, der ikke stemmer overens med hjemmeadressen i Helsingør.

Oprindeligt er hun jyde og har med egne ord sin familie og sine rødder spredt ud på stykket mellem Aalborg og Kolding.

I Helsingør bor Jannie Zillig sammen med sine to børn, en datter på 14 og en søn på 13.

Ny udviklingskonsulent øst for Storebælt 

Det er imidlertid ikke kun på øverste lederniveau, at der er kommet nye kræfter til Danmission Genbrug.

47-årige Henriette Lind havde sin første arbejdsdag som ny udviklingskonsulent for butikkerne øst for Storebælt d. 16.april. Sammen med udviklingskonsulent i samme område Sten Åge Larsen har hun allerede besøgt en lang række butikker og frivillige.

Henriette Lind er oprindeligt butiks- og dekoratøruddannet hos Per Reumert. Hun har arbejdet som tekstildesigner, kreativ sælger og butikschef hos Skipper Stoffer, været selvstændig designer med eget brand, og senest har hun været butiks- og områdechef for tre butikker i Stof 2000-kæden.

Henriette Lind bor i Ballerup med sin mand og deres to piger.