Efter missionskonference i Arusha: Arngeir Langås er på én gang håbefuld og bekymret

Efter missionskonference i Arusha: Arngeir Langås er på én gang håbefuld og bekymret

Så er missionskonferencen i Arusha slut. De mere end 1000 deltagere er taget hjem. Til Fiji, Japan, Argentina, Grønland, Kongo, Rumænien, Syrien, Danmark og hvor de ellers hører til normalt. Læs, hvad Danmissions fagkonsulent for kirkeudvikling tager med sig hjem.

Ole Krabbe-Poulsen,  

I søndags blev deltagerne delt op i mindre grupper og besøgte alle mulige kirker i området. Både katolske, ortodokse, lutherske og karismatiske kirker fik besøg. Selv blev jeg sendt til en katolsk kirke. Kirken var smækfuld og mange måtte sidde udenfor. Korsangen var himmelsk, talen og stemningen god. Men der var ingen salmebøger, og ikke megen fællessang. Så var der nadver, og pludselig skulle man tage stilling til, om man som ikke-katolik nu havde tilladelse til at gå til nadver eller ej. Et par protestantiske indiske kirkeledere gik til nadver, og nogle af os fulgte dem, ret spontant.

Som gæst tog jeg imod gæstfriheden, for jeg anerkender katolikkernes nadver, og jeg tog så samtidig ansvar for det eventuelle regelbrud, jeg var med til. At katolikkerne måske ikke anerkender ikke-katolikker som deltagere i deres nadver, er måske mere et internt katolsk anliggende. Episoden gav i hvert fald anledning til lidt teologisk refleksion. Præsten selv forklarede det økumeniske besøg med, at vi som kristne har så meget tilfælles, og at de uligheder, vi også måtte have, er af mindre betydning, samtidig med, at forskellene skal respekteres.

 

Internationalt og økumenisk

Grundlæggende bar de mange kirkebesøg præg af glæde, både for værter og gæster. Som gæster fik vi lov at deltage i et dynamisk kirkeliv med levende tro, og værterne fik en påmindelse om, at deres kirkelige fællesskab ikke kun er internationalt, men også økumenisk.

Alle fejrer gudstjeneste om søndagen, men i forskellige kirkesamfund, alle læser den samme bibel, men oversat til forskellige sprog. Som lemmer på Kristi legeme har man forskellige funktioner og særtegn, men grundlæggende hører man sammen. Mangfoldigheden begrænsede sig ikke til sprog og kirkesamfund. Der var unge og gamle, kvinder og mænd, biskopper og lægfolk, minoriteter og majoriteter. Men fordi det var en konference for missions- og kirkeledere, var der nok et flertal af deltagere, der repræsenterede kirker, missionsselskaber, teologiuddannelser osv.

De store kontroverser var der ikke. Der var nuanceringer, der reflekterede ortodokse, evangelikale og andre traditioner. Inden det fælles slutdokument ”The Arusha Call to Discipleship” blev vedtaget til sidst, var der kø til mikrofonerne for at bidrage med nuanceringer. Og en del af dem blev taget til efterretning.

 

Guds mission og menneskenes deltagen

Et bredt konsensusdokument som det rygende ferske ”The Arusha Call to Discipleship” lægger sig i traditionen af andre nyere økumeniske og evangelikale missionsdokumenter, som ”The Common Call” fra Edinburgh i 2010, ”The Cape Town Commitment” fra samme år, ” Christian Witness in a Multi-Religious World” fra 2011 og ”Together towards Life” fra Busan i 2013.  Alle bekræfter dokumenterne den etablerede teologiske ramme for at forstå mission, nemlig, at den er Guds og ikke menneskers, og at vi tager del i den:

”In what the church’s early theologians called “theosis” or deification, we share God’s grace by sharing God’s mission.”

“Dialog” nævnt i missionsdokumentet

For os, der på konferencen organiserede en workshop om interreligiøse relationer, dialog og diapraksis, var det spændende at se, om vores anliggende ville være reflekteret i det endelige konferencedokument. Temaet blev formuleret således:

“We are called to be faithful witnesses of God’s transforming love in dialogue with people of other faiths in a world where politicization of religious identities often cause conflict.”

Sætningen rummer ikke ordet diapraksis, men dialogen er der, og årets formulering trækker samtidig tråde til dokumentet fra 2011 om det kristne vidnesbyrd i en multireligiøs verden og til Busan-dokumentet om politisering af religion og religionisering af politik.

Hvad jeg særligt godt kan lide ved formuleringen fra dette års konference, er, at den knytter begrebet ”Guds transformerende kærlighed” til dialogaktiviteten. Det er helt rigtigt: Dialog kan transformere relationer og situationer.

 

Discipelskab og gode formuleringer

Undertitlen for konferencen var “Moving in the Spirit: Called to Transforming Discipleship”, hvor man skal forstå nøgleordet discipelskab som det at tage ved lære af Jesus og følge ham i dag.
I den sammenhæng fik en konferencedeltager bred opbakning til sit forslag om, at man i dokumentet erstattede det kognitivt-filosofiske begreb ”a Christ-centred way of life” med ”a Christ-connected way of life”, der lægger mere vægt på det relationelt-spirituelle.

Et andet aspekt af det komprimerede Arusha-dokument, jeg sætter pris på, er det, at man anerkender inspirationen fra den afrikanske kontekst og spiritualitet.

Selv om mørke tendenser også blev beskrevet uden omsvøb, anerkender dokumentet ligeledes vores samtid som en tid, Gud ikke har vendt ryggen til. Det gøres med ordene: ”The Holy Spirit continues to move in our time.”

Hvor ordet ”synd” ikke figurerede i det første udkast, men derimod ”umoral”, blev ordet taget ind efter et forslag fra en person og tilslutning fra mange. Således blev følgende sætning stående, en sætning, der lægger sig tæt op ad traditionelle evangelikale missionsforståelse:

“We are called to proclaim the good news of Jesus Christ–the fullness of life, the repentance and forgiveness of sin, and the promise of eternal life–in word and deed, in a violent world in which many are sacrificed to the idols of death and many have not yet heard the gospel.”

Et ord eller emne, der ligeledes blev heftigt omtalt på konferencen var “the margins”. De marginaliserede på dansk. Dem, der befinder sig i periferien, bliver usynliggjort, tilsidesat og overhørt. Men dokumentets formuleringer om de marginaliserede opfordrer faktisk ikke til, at vi hjælper eller ”centraliserer” dem. Missionsdokumentet taler til gengæld for en anerkendelse af, at Helligånden giver kraft til dem i periferien og styrker dem med proaktivitet/handlekraft i deres søgen efter retfærdighed og værdighed:

”[the] Holy Spirit … empowers people from the margins with agency in the search for justice and dignity.”

Vigtigheden af kritisk skelnen i en verden med løgn og stor forvirring blev formuleret på følgende måde:
”We are called to discern the word of God in a world that communicates many contradictory, false, and confusing messages.”

Fællesskabets betydning blev også vægtlagt, måske farvet af, at man var på et kontinent kendetegnet ved filosofier som ubuntu:

“We are called as disciples to belong together in a just and inclusive community, in our quest for unity and on our ecumenical journey, in a world that is based upon marginalization and exclusion.”

Til en konference for ledere var det selvfølgelig også relevant at understrege, hvilke slags ledere verden har brug for:

”We are called to be formed as servant leaders who demonstrate the way of Christ in a world that privileges power, wealth, and the culture of money.”

Korsets centrale rolle i kirkers og missionsselskabers motivation og teologi blev også bekræftet:

“We are called to follow the way of the cross, which challenges elitism, privilege, personal and structural power.”

Det andet nøgleord i konferencens undertitel, transformation, jf. ”Called to Transforming Discipleship”. blev formuleret i lys af troen på Jesu opstandelse fra de døde efter hans død på korset:
“We are called to live in the light of the resurrection, which offers hope-filled possibilities for transformation.”

Læs hele det fælles slutdokument ”The Arusha Call to Discipleship”

Hjemrejse og håb

Det er med en god følelse, jeg nu tager hjem fra konferencen. Og jeg håber, at værtskabet, kirkerne i Tanzania, på samme måde føler sig velsignet af de over 1000 gæsters besøg.

I Tanzania er det nemlig en større velsignelse at få besøg end at blive inviteret til at besøge. Alligevel er jeg lidt urolig, da samtaler med forskellige mennesker på swahili de sidste par uger har bekræftet mig i, at værtslandet gennemlever en udfordrende tid og ikke er helt det samme land, som jeg boede i for blot få år siden.

Læs også: Danmission åbnede døren for min ph.d.

I både mere og mindre hierarkiske lande kan den politiske ledelse hurtigt sætte sit præg på stemning og befolkning, hvad enten det er i optimistisk eller pessimistisk retning, og hvad enten det er laissez-faire-holdninger eller totalitære tendenser.

Siden valget i 2015 er det den sidste tendens, der dominerer.

I begyndelsen var det populært med præsidentens initiativer, der viste handlekraft overfor korruption og slaphed i det offentlige. Der var reaktioner fra vælgerne i form af støtte eller venlig satire, men da der blev begyndte at slåes ned på satire og kritiske røster, kom bekymringen og frygten.
”Han startede godt”, sagde én, ”men jeg kan ikke lide disse drab.”

Mennesker med kritiske røster forsvinder nemlig.Og det sker uden beklagelse fra øverste hold. Tanzanianerne har igennem over 25 år vænnet sig til at tale og skrive ret frit, men nu er man forsigtige. Der er mange alvorlige tegn på, at værtslandet er på vej i totalitær retning. Mange værdifulde ting, som man har brugt tid på at udvikle, befinder sig i fare. Det gælder den relativt frie presse og den åbne samtale. Man må håbe og bede for, at den menneskelige værdighed respekteres i højere grad, for det er uværdigt ikke at kunne tænke og tale frit, og direkte uhyggeligt med forsvindinger og drab.

Læs også: Biskoppernes jul i Tanzania

Man burde genstarte den uafsluttede grundlovsrevisionsproces, der pågik fra 2012 til 2015, for på den måde at få den demokratiske samtale i gang igen. En idé der trods alt er nået til forsiden af en avis, jeg købte og læste hernede.

Jeg håber. For sådan en grundlovsrevisionsproces kan blive nødvendig for det Tanzania – det værtsland, der gav alle sine missionsgæster en uforglemmelig oplevelse og styrkede vores tro på, at verden kan blive bedre, hvis vi alle arbejder sammen.

URL: https://danmission.dk/blog/2018/03/16/arngeir-langaas-er-paa-en-gang-haabefuld-og-bekymret/