Danmission deler erfaringer på Kirkernes Verdensråds missionskonference

Danmission deler erfaringer på Kirkernes Verdensråds missionskonference

Fagkonsulent for kirkeudvikling i Danmission Arngeir Langås fortæller her om den betroede opgave at arrangere og afholde en workshop ved Kirkernes Verdensråds internationale missionskonference, som afholdes netop nu i Arusha.

I juli sidste år fik jeg at vide, at jeg var nomineret til at repræsentere Danmission på den internationale missionskonference, der i disse dage foregår i Arusha. Jeg vidste, at den slags ikke forekommer så tit, og at man i nyere missionshistorie ofte refererer til mødet i Edinburgh i 1910 og det i San Antonio i 1989. Derfor følte jeg mig heldig. Ovenikøbet var det i Afrika for første gang siden 1958, og endda i Tanzania, et land jeg selv har boet i i otte år.

Gradvist begyndte jeg at tænke på, at Danmission muligvis sidder på nogle specifikke erfaringer, der kunne deles som et bidrag til den brede internationale missionstænkning og praksis. For eksempel har vi jo i mange år været involveret i religionsdialogfeltet, både i Mellemøsten, Asien og i Afrika. Det er et felt, hvor kirker, missionsselskaber og andre lægger mærke til Danmission og vil samarbejde, besøge eller forske.

Fordi jeg selv kender Afrika, og fordi det foregik i Afrika, var det naturligt, at jeg i september kontaktede Johnson Mbillah, den første afrikanske leder af PROCMURA (Programme for Christian-Muslim Relations in Africa), den ældste dialogorganisation i Afrika. Danmission har i lang tid samarbejdet med PROCMURA. Blandt andet har PROCMURA været vigtige rådgivere for dialogarbejdet på Zanzibar, både for Upendo, fredskomitéen og dialogcentret.

Læs også første afsnit af Arngeir Langås’ “dagbog” fra Arusha. 

Hvem er så PROCMURA?

PROCMURA blev stiftet i 1959, i kølvandet på den internationale missionskonference i Accra, Ghana. Den er økumenisk, og den arbejder i mange lande i Afrika, især ved at uddanne kirkerne om islam og kristne-muslimske relationer. PROCMURA har kontor i Nairobi, Kenya, hvor også flere tanzanianske præster er blevet uddannet indenfor kristne-muslimske relationer på St Paul’s universitet, hvis pensum er udviklet i samarbejde med netop PROCMURA. Og den helt centrale person i PROCMURA i de sidste tyve år har været Johnson Mbillah. Men han har ikke været alene. Formanden er Josiah Fearon, tidligere anglikansk ærkebiskop i Kaduna, Nigeria, nu generalsekretær i hele den anglikanske kommunion, baseret i London.

Mbillah var med det samme med på idéen om en workshop på den interantionale missionkonference, og med sin lange erfaring og enorme kundskab var han den selvskrevne leder af vores initiativ. Han mente, at tre organisationer med frimodighed burde kunne samarbejde om initiativet, nemlig PROCMURA, Danmission og Zanzibar Interfaith Centre, som på mange måder relaterer til hinanden.

Derudover ville vi forsøge at få Kirkernes Verdensråd til at være medarrangør, repræsenteret af Mbillah selv, som er en central figur i deres referencegruppe for interreligiøse relationer. Den idé blev godt modtaget hos Kirkernes Verdensråd i Geneve, og så var det meste på plads.

Workshoppen og grøfterne

I går blev workshoppens del 2 gennemført. Der kom cirka 30 deltagere, hvilket er godt for en tilsyneladende lille niche som kristne-muslimske relationer i Afrika. Der var folk fra mange dele af verden og mange forskellige kirker. Mbillah underviste overbevisende om grundlæggende temaer, blandt andet hvordan kristne bør forholde sig til muslimer.

Han tog et opgør med to grøfter, man kan falde i:

Den ene grøft handler om udelukkende at se på muslimer som mennesker, der burde omvendes til kristne. Den anden handler om at se på muslimer som om kristendommen overhovedet ikke angår eller burde deles med dem.

Som et alternativ til de to grøfter, er PROCMURAs overbevisning, at kristne skal samarbejde med muslimer for fredelig sameksistens, samtidig med at kristne også overfor muslimer er trofaste i vores vidnesbyrd om evangeliet. PROCMURA er optaget af dialog, men mere som relationer end som snak.

Måske kan man opsummere holdningen som diapraksis, som kan defineres som et samarbejde på tværs af religiøse skel, et samarbejde, der ovenikøbet er motiveret af religion.

Hvad man samarbejder om kan imidlertid variere fra sted til sted. Det kunne være børns fremtid i Gellerup parken i Aarhus, fred på Zanzibar eller klimaforandringerne. Idéen er der, og er blevet ført ud i livet i Egypten i Danmissions samarbejde med CEOSS (Coptic Evangelical Organisation for Social Services) og i det lutherske verdensforbunds ‘memorandum of understanding’ med Islamic Relief, en islamisk bistandsorganisation.

Diapraksis indgår også i Danmissions partnerskab med den lutherske kirke på Zanzibar, hvor kristne og muslimer samarbejder for kvinders udvikling og rettigheder på Upendo, for fred i fælleskomitéen og for mange andre ting.

Workshoppen tog også mange andre temaer op, blandt andet voldelig ekstremisme, politisering af religion og religionisering af politik. Mbillah har været medforfatter af et dokument om sidstnævnte, der blev officielt vedtaget ved Kirkernes Verdensråds møde i Busan, Korea, 2013. Nu vil han skrive en bog om koncepterne, for der er et stort behov for erfaring og tænkning på området.

Var workshoppen så det hele værd?

Det er jo det naturlige spørgsmål. På den ene side konsoliderede den de stærke partnerskaber, der igennem lang tid er blevet investeret i og udviklet imellem PROCMURA, Danmission og ZANZIC.

Den eksemplificerede den samarbejdsmodus, Danmission over længere tid har praktiseret i vores deltagelse i Guds mission med andre kirker og kirkelige partnere, baseret på ligeværd og teologisk motiveret i, at vi alle er lemmer på Kristi legeme.

Den bidrog også på en konkret måde til Kirkernes Verdensråds erfaringsbank. En særligt nedsat komité skal ”høste” lærdom fra konferencen. Vores rapport er et af mange bidrag, og måske kommer aspekter om kristne-muslimske relationer, dialog og diapraksis med i den endelige rapport, måske ikke.

Vi tror uanset, at vi har fat i den lange ende, når det handler om diapraksis. Tanken er ikke ny og kan have mange ophav. Konceptet omfatter tanke og handling, som også er det, der skal til for at transformation sker, forandring til det bedre, både inde i det enkelte menneske og i den verden, vi deler.

Heri finder både Danmission og PROCMURA næring i det kristne evangelium, idet vi står til tjeneste i Guds rige, der både er begyndt, anes via tegn og skal arbejdes videre på i vores leveår, og samtidigt er noget vi ser frem til og motiveres af.

Hent den officielle rapport fra workshop-gruppen.