Danmission står bag ministeriums fejring af religionsdialog

Danmission står bag ministeriums fejring af religionsdialog

Samtale mellem trosretninger er vigtig for at bibeholde freden. Det stod klart, da Cambodjas Religionsministerium, på Danmissions initiativ, fejrede FN’s World Interfaith Harmony Week.

Lise Frank,  

Cambodja har med sine godt 15 millioner indbyggere, hvoraf 95 procent er buddhister og de resterende kristne og muslimer, ingen verserende, religiøse konflikter. Men det betyder imidlertid ikke, at der ikke er behov for at skabe samtale mellem trosretningerne, mener både kristne og muslimer.

”Det er vigtigt, at vi lærer at forstå hinanden. Vi lever i de samme lokalsamfund, men vi lever samtidig meget adskilt, og jeg ser generelt mangel på forståelse for hinandens trosretninger. Denne mangel på forståelse udgør en risiko for konflikter,” siger Long Kong, der som kristen præst og programmedarbejder hos Danmissions partner, Evangelical Fellowship of Cambodia, deltog i fejringen af den tværreligiøse samtale.

Det gjorde han sammen med 110 andre fra hele Cambodja og med repræsentanter fra både kristne, buddhistiske og muslimske trossamfund.

Ledernes ansvar

Også den muslimske muftis assistent Sa Hammath tillægger den tværreligiøse samtale stor betydning:

”Jeg deltager i fejringen, fordi jeg ønsker, at vi bibeholder freden mellem alle trossamfund i Cambodja. Det er meget vigtigt, at vi religiøse ledere mødes sådan her for at tale sammen,” sagde han under fejringen.

Et bindende dokument

I forbindelse med fejringen, udarbejdede de cambodjanske deltagere en fælles udtalelse, som både Religionsministeriet og Danmission underskrev.

Udtalelsen indeholder en række opfordringer til fælles handling. Et eksempel er lokale dialoginitiativer, der kan fremme fred og bæredygtig udvikling.

Læs også: Kristne, buddhister og muslimer går sammen om at beskytte naturen i Cambodja. 

Det er Danmission, der har taget initiativ til, at man i Cambodjas Religionsministerium, fejrer FN’s World Interfaith Harmony Week.

Fejringen er en årligt tilbagevendende begivenhed.

 

URL: https://danmission.dk/blog/2018/03/06/danmission-staar-bag-ministeriums-fejring-af-religionsdialog/