Anna-Marie Lauenstein

Kvindernes internationale bededag fejres også i Bukoba

Danmissions udsendte Anna-Marie Lauenstein deltog i går i fejringen af Kvindernes Internationale Bededag. I Danmark har man fejret dagen siden 1928 og globalt deltager i dag 170 lande.

af Anna-Marie Lauenstein

Første fredag i marts er noget særligt, når man er kvinde i kirken. Jeg har oplevet det i Danmark mange gange, hvor jeg sædvanligvis deltager sammen med kristne kvinder fra forskellige kirker i det område, hvor jeg bor. Første gang var, da min mor tog mig med til Mariadøtrene i Kollund. Det var helt særligt at møde disse lutherske nonner, også fordi nogle af dem var svenske.

I år var jeg i Bukoba og jeg vidste, at den lutherske kirke i Tanzania også deltog. De havde fået oversat teksten, som kvinder fra Surinam i Sydamerika havde udarbejdet til dette års bededag. Det går på tur mellem landene 170 deltagende lande.

Gaver til diakonigruppen

Temaet for bededagen 2018 var: “Gud så, at det var godt”, og teksterne var fra begyndelsen af Bibelen.

I Bukoba, hvor vi var samlet omkring 100 kvinder, fyldte temaet hele gudstjenesten. Og selvom vi ikke så ud af så meget i den store domkirke, rørte det mit hjerte dybt at høre lyden af kvindestemmer, der kun var suppleret af få mandlige bas-stemmer.

Jeg genkendte salmemelodierne fra Danmark. Først “Hellig hellig hellig Herren Gud almægtig”. Så “Vi pløjed og vi såede”. Og til sidst “O store Gud”, som jeg også kender fra kirken i Cambodja. Skabelsen handler om, at Gud har givet os alt, og den kvindelige evangelist opfordrede i sin prædiken til at passe på det, som Gud har givet os.

Kvindegruppen havde ladet deres glæde over Guds gaver udtrykke ved, at de havde samlet penge sammen og købt forskellige varer til kirkens diakonigruppe. En gruppe, der tager sig af fattige og udsatte i området. Gaverne blev båret ind og lagt foran alteret i kirken.

Tænk hvilken mangfoldighed

Mit hjerte blev rørt af at opleve fællesskab med kvinderne i Bukoba og i det større perspektiv med alle verdens kvinder, som i samme døgn beder om de samme ting. Tænk hvilken mangfoldighed og tænk, at vi er så velsignede, at vi har del i en global sammenhæng.

Temaet lod mig også glædes over, hvad Gud skabte engang og stadig skaber. At han velsigner os med sine gode gaver. Når kvinder samler ind og deler med dem, som trænger i deres område, giver dette også overvejelser om, hvordan det står til med vores egen gavmildhed.

Gud så, at det var godt. Det er for underfuldt.

Alle gode gaver

De kommer oven ned

Så tak da Gud, ja pris dog Gud

For al hans kærlighed.

 

 

 

Læs mere om Kvindernes Internationale Bededag på www.kvindebededag.dk, hvor du også finder en liste over de steder i Danmark, hvor Bededagen blev afholdt.