Jeg troede, vi var FJENDER

Jeg troede, vi var FJENDER

24-årige Anders Solgaard (th) er teologistuderende på Dansk Bibel Institut og fortæller i denne kronik følsomt og tankevækkende om at blive afsløret i sine fordomme på Danmissions dialoglejr i Libanon. Vi bringer kronikken med tilladelse fra Indre Missions Tidende, hvor den har været bragt i denne weekend.

Lise Frank,  

Tårerne triller ned af kinderne, mens jeg prøver at samle mig. En kommunikationsmedarbejder hos den libanesiske organisation Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD) har lige spurgt, hvad jeg har fået ud af mine seneste fem dage i det mellemøstlige land. Jeg er én af de seks danskere, som er blevet inviteret til lejren.

Det har været fem vilde dage. Min hjerne kværner afsted med 110 kilometer i timen, mens jeg prøver at koge indtrykkene ned til nogle få sætninger.

Ahmad kommer forbi og giver mig et kram for at trøste mig. Han er fra Damaskus i Syrien og var med, da de første skud i den syriske borgerkrig blev affyret.

Mod ham og de andre demonstranter. Én af hans venner døde i armene på ham.

Mere fri med hijab

Under træet har en gruppe piger søgt til-flugt for den libanesiske middagssol. Mine øjne stopper ved egyptiske Amira. Hun er muslim og bærer hijab hver dag. Og hun er én af dem, der har rørt mig hernede.

Det var under frokosten, hvor vi endte ved siden af hinanden. Jeg troede, vi var fjender. Fremmede for hinanden. Vi diskuterede kristendom og islam og endte ved tørklædet. Amira forklarede, hvordan hun hverken var undertrykt, begrænset eller dum. Nej, Amira havde styr på sin islamteologi, hun havde giftet sig med sin mand af kærlighed, og hun følte sig mere fri med tørklædet: »Så møder folk mig ikke, som jeg ser ud, men som den jeg er.« Det gav god mening, og på halvanden time afslørede Amira, hvor fordomsfuld jeg egentlig er. Hun giver mig et smil, for vi blev venner over den libanesiske middag.

BLIV SELV DELTAGER PÅ DIALOGLEJR 2018

Dans på klippekanten

Jeg kigger videre ud over lejren.

Mødesalen. En uinspirerende hvid bygning med højt til loftet, lige på kanten af klippen.

Inde i mødesalen har Danmission og FDCD undervist hundredvis af unge fra hele verden i dialog. Ikke for at skabe enighed, men for at skabe respekt, åbenhed, forståelse og accept i mødet mellem forskellige sociale grupper, stammer, folkeslag og religioner. Når du sætter mennesker på hver sin side af en konflikt sammen, danser du på klippekanten. Der skal så lidt til, før det går galt.

Vi skal lære at leve sammen i vores uenighed og lære, at den anden, den fremmede, også er et menneske – måske endda en potentiel ven.

»Vi går ikke i dialog for at omvende den anden, selvom vi måske håber på det. Men vi går i dialog for at blive klogere og med en risiko for at blive forandret,« fortalte dialogkonsulent hos Danmission Agnethe Holm i en af dagens sessioner.

Langs mødesalen er stien, der leder ned mod korset. Det står i skoven på klippesiden.

Bagved kan du se de golde bjergtoppe, små landsbyer og store træer i dalen.

Jeg blev drevet derned af samtalerne med syrerne.

Krigen i Syrien

Jeg har brugt de sidste to døgns pauser på at opsøge de syriske deltagere og tale med dem om deres oplevelse af krigen i Syrien.

De er fra flere forskellige byer, stammer og religioner. Nogle er for revolutionen og andre er imod den. Men de er alle for fred, og her på lejren hænger de ud sammen.

Deres historier knuser mit hjerte, og jeg græder for Aisha, der blev vækket af krigens første raketter i 2011. Hun er i en NGO, der uddanner kvinder og lærer dem at klare sig uden de mænd, der er døde eller flygtet som følge af konflikten. Hverken regeringen eller oprørerne kan lide hendes arbejde, og når hun går på arbejde, ved hun ikke, om hun kommer hjem igen.

Ahmad driver et spejderarbejde i Damaskus på tværs af religioner og stammer i Damaskus.

Når Yasmin går i seng, har hun historierne om massakrerne i de omkringliggende landsbyer i baghovedet. Massakrer, hvor maskerede mænd sniger sig ind i husene og skærer halsen over på de sovende beboere. Krigen raser ikke i hendes hjemby, men alle byens unge mænd er indskrevet i hæren, og mange af dem kommer aldrig hjem.

Amina kæmper for kvinders rettigheder i Homs og har oplevet, hvordan venner har vendt hende ryggen, fordi hun tilhørte en anden fraktion.

Zaynab startede sit ingeniørstudie i Aleppo i 2012 og afsluttede det i 2017. Hver dag tog hun fra hjemmet til universitetet med frygt for sit liv.

Hvor er Gud

De er alle unge, 25-35 år, men deres hverdag er så forskellig fra min. De kæmper med PTSD, sorg, død og fortvivlelse.

Hverken muslimer eller kristne forstår, hvor Gud er: »Nogle dage kan jeg ikke forstå, hvor Gud er. At Gud kan tillade så meget ondt. Andre dage ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre uden Gud,« fortalte Zaynab mig. Deres ungdom er stjålet fra dem, deres liv revet fra hinanden. Jeg kan tage hjem til Danmark, mens de tager hjem til Syrien og krigen.

Unfair. Uretfærdigt. Alt det sendte mig ud til korset, hvor jeg grædende råbte min frustration ud til Gud. Tårerne render stadig ned af kinderne, mens jeg formulerer, hvad dagene har betydet for mig. Jeg har lyttet, lært og fået nye venskaber, som udfordrer mig. Vi er forskellige og uenige om mange ting, men vi kan være venner og leve sammen. For forskellighed behøver ikke skille os ad, det kan være en kilde til rigdom.

Kommunikationsmedarbejderen noterer lidt på blokken og smiler varmt. Det gør jeg også, mens jeg går mod gruppen af nye venner.

 

Kronikken har været bragt i Impuls, Indre Missions Tidende, nr. 4. 2018, og er gengivet med tilladelse.

URL: https://danmission.dk/blog/2018/02/26/jeg-troede-vi-var-fjender/