Invitation til afskedsreception på onsdag d. 31. januar kl.15.00

Handelsmanden og porcelænmalerens søn

Hvilke forbilleder har man, når man som 67-årige Torben Holm er på vej på pension efter fem årtiers arbejdsliv`? Efter at have solgt danske øl i Japan, mærket missionshistoriens vingesus i Indien og siddet med om bordet, da Copenhagen Jazz Festival og Grøn Koncert blev til? – Carl Jacobsen, Janne Garder eller Niels Lan Doky? Måske. Men først og fremmest sin mor og far.

 Af Lise Frank

Torben Holm er ikke mere end 3 år gammel, da hans forretningssans bliver vakt. Det er i begyndelsen af 1950’erne og Torben er med sin far tidligt oppe. Det er tilladt at lukke øjnene i bilen fra hjemmet i Rødovre ind mod Kødbyen. Halvt i søvne hører han sin far forhandle en god pris på plads, og han genkender bumpene fra en bil, der fyldes med flæsk og spegepølser. Nu ved han, at han bør vågne. Han ved, at de lige om lidt skal parkere inde på Værnedamsvej og gå fra slagterbutik til slagterbutik. Han ved også, hvad hans rolle er. At blive løftet op på disken, takke ja til en frikadelle og være høflig, mens far Georg henter forsyninger fra bilen.

”Jeg husker det ligeså tydeligt – at sidde der og spise min frikadelle. Lytte til ekspedienten og spore mig lidt ind på, hvordan man mon blev tilbudt én mere. Ja, der var måske allerede lidt reklame- og markedsføringsmand i mig dengang”, griner Torben Holm lunt og karakteristisk, da han svinger sin mørkeblå folkevogn Bora fra 1999 ind til siden og parkerer langs hækken ud for sine forældres rækkehus i Rødovre.

93 og 89 år gamle er Torben Holms forældre fortsat mere velorienterede og hurtigere i replikken end folk er flest. Snakken har med andre ord gode rammer i det lille hjem. Men i dag skal Torben blot aflevere en invitation til sin afskedsreception i Danmission.

Gennem 16 år har Torben Holm været trofast medarbejder i den danske missionsorganisation. De første fem år med ansvar for både kommunikation, netværk, indsamling og udvikling af genbrugsområdet – de seneste elleve som øverste leder for driften af Danmissions 82 genbrugsbutikker, to lysstøberier og en tøjeksport. Men nu er tiden så også kommet til at gå på pension. 31. januar bliver hans sidste arbejdsdag.

Vækkelsen og de gode gener   

I en artikel i Danmissions Magasin fra september 2015 (s.6-7) kan man læse Torben Holms troshistorie – eller vækkelseshistorie, om man vil. Her beskrives, hvordan den handelshøjskoleuddannede og karrieresatte Torben Holm som 37-årig lader sig opsluge mere og mere af fællesskabet, gudstjenesterne og gospelmiljøet i en international baptistmenighed. Torben Holm har på dette tidspunkt i sit liv allerede arbejdet sig langt op i Carlsberg. Han har styret koncernens sponsorering af store musikfestivaler herhjemme og er nu udstationeret med det overordnede ansvar for markedsføringen af Carlsberg-Tuborg i Japan. Sideløbende med arbejdet mødes Torben Holm i studiegrupper og lærer passager i biblen udenad. Og én aften – helt specifikt d. 3. september 1987 – ser han populært sagt lyset. I sin lejlighed i den japanske storby, i hjørnet af stuen står en tre meter høj engel.

Det står nu klart for Torben, at han må sige sit job i Carlsberg op. ”Og selvom en del af hans kolleger vist mente, han var blevet vanvittig, så oplevede han det selv som en lettelse”, hedder det i interviewet fra 2015.

Forretningsmennesket Torben Holm forgår dog ikke. Nu skal forretning bare handle om noget mere og andet end profit. Torben Holm får job som direktør for et nyt kursuscenter under Kristeligt Fagbevægelse. Han er en overgang ansat i Muskelsvindfonden, og når kortvarigt også inden om Care Danmark og Internationalt Rehabiliterings Center for Torturofre, inden han i 2001 træder ind af døren i Danmission.

”Men én ting var den kristne vækkelse. Udviklingstrangen er noget andet. Den har jeg jo haft med mig hele vejen”, siger den nu 67-årige Torben Holm og vender tilbage til hans plads ved siden af far Georg i bilen, der forsynede byens slagtere med fedevarer som det hed, når der var tale om kød.

”Han var en rigtig handelsmand og jeg husker også, hvordan han fik det til at gibbe i mig, da man igen efter krigen kunne købe bananer på Rådhuspladsen. Ja og så er der min mor. Hun var porcelænsmaler ved Den Kongelige Porcelænsfabrik. Hende kan jeg takke, hvis jeg er blevet en smule kreativ også”.

Det vil jeg savne

Torben Holm holder af alle Danmissions 82 genbrugsbutikker. Det er der ingen tvivl om. Men i Rødovre – ikke meget mere end et stenkast fra hans barndomshjem og den rødkalkede kirke, hvor han blev døbt, hans forældre gift og 65 år senere fejrede krondiamantbryllup, ligger en butik, som står hans hjerte særlig nært.

Han kan ikke dy sig for at kigge indenfor. Han pusler lidt ovre ved krystalglassene. kommenterer på den luft, der er blevet skabt omkring varerne, siden han var forbi sidst og endeligt udtrykker han sin begejstring for ideen om at indrette et galleri i kælderen. Det er godt tænkt.

Torben Holm overlader Danmission Genbrug til yngre kræfter på et tidspunkt, hvor økonomien er milevidt bedre, end da han overtog i 2001. Så den del bekymrer ham ikke. Der mangler frivillige hænder i butikkerne jo. Men det sætter han også sin lid til, at andre kan tage vare på.

Det sværeste bliver at skulle undvære den daglige kontakt med alle de gode medarbejdere. Telefonen, der ringer i bilen og samtalerne gennem landet – både de hyggelige og de svære med hans nærmeste kolleger – de seks regionale udviklingskonsulenter i Danmission Genbrug. Også kollegerne i Hellerup og den ikke ligegyldige small talk med de frivillige under butiksbesøg og diverse festligholdelse, vil han afgjort savne. Ja, og Kjeld. Manden, der sørger for, at ingen donation går til spilde, idet der hver eneste uge bliver fragtet tre store trailere til genbrug og genanvendelse i Holland, Belgien eller Polen..

”Kjeld og jeg ringes ved flere gange om ugen for at aftale til hvilke priser og til hvem, vi vil eksportere. Og det må jeg indrømme: Dér kommer jeg virkelig til at savne at have fingeren på pulsen”, siger Torben Holm,

At gøre sig klar til at rejse

Men når alt kommer til alt, er den 67-årige porcelænmalers søn også klar til at gå på pension. Klar til ikke at være begrænset af budgetter og deadlines. Klar til at rejse ud og sondere verden, uden nødvendigvis at have en hjemrejsedato.

”Jeg har ryddet op på mit kontor. Tømt mine skabe for papir og fundet mange sjove ting. Og faktisk vil jeg gøre det samme derhjemme. Jeg kalder det ’at gøre mig rejseklar’”, fortæller Torben Holm. Han har altid holdt af at bo på hotel. Det tiltaler ham at have så få ting at slæbe på som muligt.

I dag er det imidlertid med et lidt andet formål, han rydder op og skiller sig af med ting. For han sætter bestemt også pris på hjemmet i Hårslev på Fyn, hvor han bor sammen med kæresten Mette. Han ser drømmende ud, når snakken falder på pensionslivets tid til at dyrke køkkenhave og lave simreretter på høns og hjemmedyrket grønt. Men i sig har han også en anden drivkraft. Nemlig udlængslen og udviklingstrangen. Torben Holm vil ud i verden og finde sin frivilligopgave, som han kalder det.

I 2004 rejste han med Danmission til Indien og mærkede med egne ordhistoriens vingesus, da han stod i Mornai teplantage, der igennem 40 år var drevet af den danske missionær Oluf Eie. Også besøget i det sydligere Tamil Nadu, hvor Danmission har drevet mission i over hundrede år, gjorde kæmpe indtryk på Torben Holm,

”At høre de små indiske piger på kostskolen synge danske salmer på tamil, gav mig følelsen af at stå på skuldrene af nogle helt fantastiske og uegennyttige mennesker”.

Uegennyttig det er også det, Torben Holm vil stile efter at være i sin pensionstilværelse.

”Ja, jeg skal ud og sondere verden og vil selvfølgelig begynde dér, hvor Danmission allerede har projekter. Jeg er sikker på, at der er noget, der kan udvikles på”, siger han og smiler skævt. På én måde genert. På en anden måde meget selvbevidst. Et smil, han havde succes med allerede dengang, han sad hos ekspedienterne i Værnedamsvejs slagterbutikker.