Af Lise Frank, journalist
Kirken har mange tilbud til konfirmander, nybagte mødre og pensionister. Men er du kvinde – og hverken ung eller ældre – har du måske ledt forgæves efter din ’rette hylde’ blandt kirkens aktiviteter. I Nykøbing Falster har kvinder mellem 40 og 60 år selv bygget den – altså hylden – og de kalder sig FISK. På én gang en bibelsk reference og en forkortelse for Fællesskab i Sundkirken.
FISK samler én gang om måneden 12 kvinder fra lokalområdet. Også denne stormfulde, onsdag aften i september, hvor kvinderne ankommer på slaget syv og må afklæde sig tunge vindjakker og nå at frisere sig foran ét af menighedshusets spejle. Kunne de være blevet hjemme, når nu vejret var så ufremkommeligt? Nej! FISK misser man meget nødig.
Og inde i menighedsrådssalen er der sat kaffe, frugt og chokolade frem på det lange bord. Christa Lund Herum pusler med at forbinde sin computer til kirkens projektor. Hun er i disse sensommeruger i Danmark på foredragsrejse. Til daglig bor hun med sin familie i Cambodjas hovedstad Phnom Penh – udsendt af Danmission til arbejdet med religionsdialog – fra 1. november dog ansat i Danske Sømands- og Udlandskirkers præst i Bangkok.
Christa Herum er teolog, kvinde, og 53 år. På den måde spejler hun ganske godt kvindegruppen. Aftenens FISK handler dog ikke så meget om Christa. De lokale falstringer er samlet for at høre om deres kønsfæller i Egypten og i Bangladesh. Om kvinderettigheder. Og om forholdet mellem religion og tradition.
Den tanzanianske inspiration
Det var sognemedhjælper i Sundkirken Anne-Grethe Langergaard Andersen og sognepræst i Toreby Sogn Hanne Lundsgaard, der så behovet for en kvindegruppe for dem mellem 40 og 60 år.
Fra starten har det været en pointe i FISK, at man ikke taler om børn. Hverken sine egne eller børnebørnene. Som Anne-Grethe Andersen siger med et blink i øjet, så får de jo rigelig opmærksomhed i forvejen. Ingen ville dog blive sendt hjem for at tale over sig.
”Det er mere det, at vi – dén ene aften om måneden – gerne vil tale om noget andet. I år har vi f.eks. haft besøg af en kvinde, der var hjertetransplanteret, og diskuteret, om vi alle burde være organdonorer. En anden aften har vi haft temaet ’Bogen på mit natbord’ og anbefalet hinanden litteratur,” fortæller Anne-Grethe Andersen, der er uddannet lærer, før hun fik job i kirken.
Inspirationen til en kvindegruppe er imidlertid ikke hentet fra lærergerningen. Ideen fik Anne-Grethe Andersen i 2012, da hun på en rejse med Danmission besøgte en kvindegruppe i Tanzania.
”I Tanzania er det kvinderne, der får familien til at hænge sammen, og kvinderne, der bærer samfundet, selvom mændene får det til at se ud som om, det er dem,” siger hun med et smil om det fællesskab, der ofte er mellem kvinder.
I et samarbejde mellem Danmission og Lolland-Falster Stift blev det efterfølgende arrangeret, at tre tanzanianere fra Karagwe Stift besøgte Nykøbing Falster. Én af gæsterne var evangelisten Esther, og hende har Anne-Grethe stadig brevveksling med.
De vrede og de undertrykte
I anledning af Christa Lund Herums besøg er FISK i aften flere end sædvanligt, for også sognets ældste kvinder er blevet inviteret. Alle har glædet sig til at høre, hvad danskeren, der både har boet i Egypten, Bangladesh, Cambodja og her fra efteråret er præst i sømandskirken i Thailand, kan fortælle om kvinderettigheder i Mellemøsten og Asien.
Og Christa Lund Herum lægger hårdt ud. ”Lad os slå det fast én gang for alle,” siger hun:
”Der er intet belæg i nogen religion for at undertrykke kvinder eller for at hindre kvinder i deres basale rettigheder som mennesker. Alt er fortolkning. Kvindeundertrykkelse udspringer ikke af religioner. Alt er kultur og traditioner.”
Der bliver nikket rundt omkring, mens Christa bladrer videre til billeder af egyptiske kvinder, der har fundet deres egne veje. Og herfra til Runa, som er en bangladeshisk barnebrud på 13 år.
”De arabiske kvinder er blevet vrede. Det håber jeg også snart, de bangladeshiske kvinder bliver,” siger hun til falstringernes anerkendende småkommentarer: ”Det er forfærdeligt, at man kan gifte et barn væk.”
”Ja, det er horribelt,” svarer Christa. ”Og der er ingen rimelige argumenter for at gøre det. Men jeg tror, at nogle bangladeshiske mødre må tænke, at det er bedre, at kun én mand går i seng med deres datter, end at flere har adgang til hende.”
Der bliver stille i menighedshuset.
Indtryk og moderne bøn
Ingen tvivl om, at oplægget har gjort indtryk på forsamlingen, da de sidste spørgsmål bliver stillet ved 20.30-tiden. Traditionen tro rejser kvinderne sig, rydder lidt til side og går så ind i den tilstødende kirke. Hver gang FISK mødes, afslutter de kl. 21 i kirken med en ny salme, en moderne bøn, et ord og et Fadervor.
”Nogle af de kvinder, der kommer i FISK, ville normalt ikke komme i kirken. Men det giver mening for alle at samles i kirken til sidst,” fortæller Anne-Grethe Andersen.
I aften bliver der læst fra den moderne bønnebog ”Himlen i mine fodsåler”. I kvindegruppen FISK har man taget de moderne bønner til sig, og som afslutning på denne stormfulde, september-aften i Nykøbing Falster læser sognepræst Hanne Lundsgaard ’Evas bøn’.