Leder: Velkommen igen Guds engle

På den støvede plads ude foran sidder 4 børn – den ene med en nissehue på hovedet – og kigger tomt ud i luften. Da de får øje på os, rækker de straks hånden frem, men det er, som om de ikke rigtigt ser os, eller rettere, de ser bare nogle blege mennesker, som helt sikkert har lidt penge, de godt kan undvære. Og det har de jo ret i. De får hver en beskeden pengeseddel og skynder sig væk.

Vor hytte er lav og så vor dør kun armod er derinde,

men gæstet I har en hytte før, det drages vi til minde;

er kruset af ler og kagen tør, deri sig engle finde.

Det synger vi i julesalmen, men trods nissehuen er der nu ikke megen englesang i luften foran restauranten.

Det får mig til at tænke på nogle børn, vi hørte om i Libanon for et par år siden. Børn som havde levet i en flygtningelejr hele deres liv. De blev opfordret til at tegne det, de håbede på. Så sad de længe og kiggede på det blanke papir, uden at der kom gang i blyanterne. For de kunne ikke sætte ord eller billeder på et håb, der rakte længere frem end til at få den daglige portion mad i flygtningelejren.

For børn har brug for mad. Men de har brug for mere end det. De har brug for voksne, som har tid og kræfter til at tage sig af dem – voksne som kan fortælle dem historier og lege med dem og indgyde dem håb.

Med venlige øjne himmelblå, i vugger og i senge,

vi puslinger har i hver en vrå, som blomster gro i enge..

Uanset øjenfarve så har børn brug for, at deres øjne kan genspejle lidt af Guds blå himmel.

ET PAR DAGE EFTER er vi inviteret til døveskolen på den nordlige spids af Madagaskar. Lederen Diamondra, medarbejderne og alle 26 elever står udenfor og tager imod.

Vi tager billeder af børnene med mobiltelefonen og viser dem billederne. Og de tager billeder af hinanden og af os. Og vi ler sammen. En pige kaster en bold hen til mig, og jeg kaster den tilbage. Der er kontakt og lys i øjnene. I skarp kontrast til de blikke, vi mødte ved restauranten.

Selvom børnene er døve, er jeg ikke i tvivl om, at de her på døveskolen har fået sans for englesang. En af de døve beder bordbøn, og en gruppe opfører fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Vi hører om livet på skolen og glæder os over at møde Danmissions strategiske trekant i praksis:

Her er plads til døve børn med forskellig tro: Katolikker, reformerte, lutherske, muslimer og traditionelt troende. De får en tryg opvækst og god undervisning. Og det hele er båret af evangeliets budskab om Guds kærlige nærvær.

I dette magasin (hvorfra lederen stammer, red.) møder vi flere af de børn, som på en eller anden måde er blevet en del af Danmission: Pigen, hvis håb vokser i solsikkebedet. Drengen, der som missionærbarn, har rødder i flere verdensdele. Hende, som trods krigstraumer tør gribe mikrofonen og synge. Og en hel flok søndagsskolebørn, der ikke længere bare skal sidde stille, mens de voksne taler voksensprog.

Grundtvig var i julen 1824 tynget af det, han i salmen kalder ”julesorgen”. Han følte, at kulden og mørket var ved at lukke sig omkring ham. Han var ved at miste håbet. Men da var det, han fik øje på sine børn, som lå og sov så sødeligt. Børn, der drømte om solskin og engleleg. De vækkede salmetonen i hans bryst, og han kunne digte, så vi, mens vi synger, alle sammen kan mærke lidt af Guds fred og himmerige.

Med ønsket om en glædelig jul og et velsignet nytår.

Biskop Peter Fischer-Møller

formand for Danmission