Af Tove Lind Iversen, redaktør
Som så mange danske småpiger i lyserød kjole ser syvårige Dima ud til at nyde publikums opmærksomhed, mens hun med klar røst synger en sang.
Men her stopper sammenligningen!
Dima er flygtningebarn i Syrien. Og hendes historie er hjerteskærende – men rummer også håb på trods.
Da Dima var bare to år, blev hjembyen Qusair angrebet, og familien så ikke anden udvej end at flygte. I den lille by Hmeira gav en bonde dem lov til at bo i en hytte ved sin gård.
„Men hytten brast sammen, da der kom et vildt uvejr.
Så fik vi lov at bo i bondens kælder,“ fortæller Dima. Og her lever de stadig – på femte år. Det vil sige… Dimas far var i 2015 nødt til at tage en tur til Homs og vendte aldrig tilbage. Ingen ved, hvad der er sket med ham.
Det næste slag ramte den lille pige blot et par måneder efter farens forsvinden. Hun fik konstateret kræft i skjold- bruskkirtlen. Der er god prognose for helbredelse. Men! Det kræver medicinsk behandling, som påvirker Dima fysisk, men også psykisk da hun ved, hvor svært det er for hendes mor løbende at skaffe penge til medicinen.
Talent for poesi og sang
Hvordan er den lille pige så endt med en mikrofon i hånden, et fast blik og smil på læben, mens hun synger og læser digte op? Hvordan har hun fundet håb midt i al håbløsheden?
Dimas mor tog sin datter med til et nyt børnecenter i Hmeira, hvor frivillige hjælpearbejdere giver særligt udsatte børn et frirum fra krigen i Syrien.
De første mange gange på børnecentret var Dima lukket helt inde i sig selv og nægtede at være med i aktiviteterne. De frivillige besøgte hende flere gange, og med moderens opbakning fandt de ud af, at hun har en god hukommelse og er glad for at lære sange og digte udenad. Det blev åbningen ind til den lille traumatiserede pige. Herfra kunne de voksne på centret langsomt begynde at genopbygge hendes selvværd og tro på livet. Og til en fest på børnecentret skete det: Dima stillede sig op og sang!
„Den oplevelse gav Dima tro på, at hun har noget at bidrage med. Og siden da er hun altid med i det, der foregår på børnecentret,“ fortæller Salam Maad, som er koordinator for børnecentret i Hmeira.
Nyt børnecenter åbnet i Hmeria
Danmission og vores partnerorganisation Forum for Development and Culture (FDCD) står bag nu fem af den slags børnecentre i Syrien. FDCD har base i Libanon, men også kontor i den syriske hovedstad Damaskus, og fordi FDCD har et bredt og helt unikt netværk af kirker, moskéer og religiøst baserede organisationer inde i Syrien, sikrer vi, at hjælpen når helt frem til de allermest trængende.
„Vi tilbyder Dima og andre børn et sted, hvor de bare kan få lov at være børn, og hvor de får hjælp til at håndtere og bearbejde deres krigstraumer,“ siger Salam Maad.
Det ene børnecenter ligger i Hmeira, hvor mange internt fordrevne har søgt tilflugt. Byen får sjældent hjælp udefra, og folk lever i ekstrem fattigdom, samtidig med at området er ramt af tilbagevendende militære angreb. Derudover er der et center i den muslimsk-dominerede by Deir-Attieh også med mange interne flygtninge; et i den syrisk-ortodokse by Saddad, som flere gange er angrebet af ISIS; og to i hovedstaden Damaskus, hvor medarbejderne kører rundt i en bus for at nå flest mulige børn.
Danmissions støtte går til at oprette og drive centrene– herunder transport, busser, materialer osv. Samtidig ud- dannes koordinatorerne og derigennem de frivillige med- arbejdere, som påtager sig en stor psykologisk og social op- gave med at støtte børnene og hjælpe dem med at bearbejde deres oplevelser f.eks. gennem leg, musik og andre kreative aktiviteter. Nogle børn har så svære krigstraumer, at de har brug for professionel hjælp, og så kan centrene henvise dem til f.eks. psykologer.
En del af den støtte, vi har kunnet give, er penge, vi har søgt og fået fra Danmarks Indsamling 2017.
Børn i Syriens borgerkrig:
- Konflikten i Syrien begyndte i 2011, men accelererede året efter
- Mange syriske børn under 10 år kan ikke huske andet end krig og kampe
- Over 2 millioner syriske børn går ikke i skole
- 4 ud af 5 syrere lever i fattigdom, og behovet for nødhjælp er enormt, men der er også stort behov for psykologisk og social hjælp – ikke mindst til børnene.