af Johan Herman Weber, deltager på dialoglejren
”Hellere en nabo i nærheden end en bror langt borte.” Ordsprogenes Bog, kap. 27, v. 10.
Forfatteren Carsten V. Jensen udtalte for et par år siden, at vi mennesker genetisk er gearet til overskuelighed. Globalisering og digitalisering har gjort verden større og mere kompleks, ja mere uoverskuelig, og vores intellektuelle og åndelige beredskab har svært ved at følge med.
Jeg tror, mange kender følelsen af, at verden stresser os, og vi reagerer ved at søge åndehuller. Det behøver ikke i sig selv at være et problem. Underholdning og hygge er og skal være en del af tilværelsen, men der er en fare for, at vi aldrig forholder os til kompleksiteten, men i stedet ruller gardinerne ned og lukker os om os selv. Biblen risikerer at blive til boblen.
Udgangspunktet for dialog er altså ikke det bedste, men det gør den ikke mindre vigtig.
Derfor havde Danmission og Forum for Development, Cultur and Dialogue (FDCD) samlet 26 unge fra Irak (Kurdistan), Jordan, Egypten, Libanon, Syrien og Danmark til den tiende dialoglejr i Libanon. Deltagernes religiøse baggrunde tilsammen dannede et smukt kludetæppe, der var udgangspunkt for årets tema: Interfaith dialogue in a troubled world.
Hjemme i Danmark igen sidder jeg med en masse stærke og overvældende indtryk. Det var utroligt berigende at møde de andre unge mennesker. De har levet eller lever i krigszoner. De er forfulgte. Én risikerer ikke at kunne vende tilbage til sit land pga. deltagelse i kurset. Alligevel formår de at holde sammen på tilværelsen. De er hjertelige og gavmilde. De brænder for at skabe forandringer. De er nøglepersoner i deres lokalområder. De kan synge og danse til kl. 2 om natten, sætte sig ind og arbejde til kl. 4, og stå op og være klar igen kl. 9. Flere af deltagerne var mærket psykisk fra regionens konflikter, og det tog tid at komme ind på dem. Nogle klikkede man bedre med end andre, og når de åbnede op, slog ord ikke til.
Hvor var det stærkt at høre om, hvordan man taber sin tro, når ens bedste ven bliver myrdet, fordi vedkommende spiller på violin, og at man dagligt lever i frygt for at blive dræbt, fordi man ser anderledes på tingene og insisterer på samtalen. Hvad stiller man op, når man tilhører en minoritet i en minoritet i en minoritet?
Jeg sidder tilbage med en stor taknemmelighed over at være blevet lukket ind i det rum, og over at kunne hjælpe med at bære smerten og bare være med min nye venner. De sprækker af sårbarhed, jeg indimellem oplevede, betragter jeg som en styrke.
Én ting var inspirationen. Den var umulig ikke at blive smittet af og den skaber håb. Mine nye venner er blevet forbilleder og deres glød får mig til at ville fortsætte og intensivere mit arbejde i mit lokalområde. Mødet med deltagernes verden satte også tingene i perspektiv. Skal jeg læse videre? Skal jeg købe økomælk eller ej? Mange af mine bekymringer forekom pludseligt absurde. Derudover er der selvransagelsen. Når man rejser ud, lærer man mindst lige så meget om sig selv, som man lærer om den anden og om det fremmede. For mit eget vedkommende deltog jeg som kristen, lærerstuderende, bosiddende som etnisk (dansk) og religiøs minoritet i Gellerup-Toveshøj i det vestlige Aarhus.
Jeg kan let skabe en fortælling om, hvor rummelig og tolerant, jeg er, og fortælle hvor meget jeg værdsætter diversiteten i mit lokalområde. Det er ikke fordi, det ikke passer, men på turen gik det op for mig, at jeg mestendels nøjes med stå på sidelinjen, eller nøjes med at deltage halvt. Jeg har en viden om mit lokalområde. Jeg kender til procenterne på befolkningssammensætningen, indkomstniveauer etc. Men når alt kommer til alt, ser og lever jeg med dem, jeg ligner – etnisk danske og kristne i min kirke.
Jeg deler ikke liv med mine naboer. Hvor mange muslimske venner har jeg, når det kommer til stykket? Der skulle ellers være nok at møde, når 13 af 15 døre i min opgang har arabiskklingende navne påtrykt (selvom et arabiskklingende navn jo ikke nødvendigvis betyder muslim).
På kurset fik jeg skabt reelle relationer til muslimer, og jeg nærer et håb om, at jeg kan bygge videre på disse. Vi delte tanker om store spørgsmål, om livet, om troen, men også dagligdagsproblemer. Vi delte også trosoplevelser sammen – bøn i en kirke og i en moské – og det var stort at tage del i bønnen i moskéen. Jeg gjorde de samme bevægelser som mine nye muslimske venner, mens jeg tilbad min Gud. Jeg er ikke sikker på, det er løsningen eller en farbar vej, men jeg er glad for, jeg gjorde det, og jeg synes mere end noget andet, at det vidner om en sikkerhed i min egen tro. Mit håb er, at vi kan skabe flere rum, hvor vi kan dele troen sammen. Og det har dialogseminaret styrket mig i.
Jeg er ikke ude i at afskaffe fredagsbøn, gudstjenesten eller agitere for synkretisme, men jeg vil ud af min Bibel-boble. Personligt vil jeg udvide mit venskabsmenighedskoncept fra udelukkende at indeholde kristne menigheder til også at inkludere muslimske, hvilket indebærer at jeg fra tid til anden vil besøge min lokale moské. Desuden vil jeg ifm. kristne højtider banke på hos mine naboer og give et påskeæg eller en klejne. Jeg har længe følt mig kaldet til det ultralokale, men rejsen har skabt en ny erkendelse i mig af, præcist hvor vigtig det er, og derfor slutter jeg, hvor jeg startede: ”Hellere en nabo i nærheden end en bror langt borte.” Ordsprogenes Bog, kap. 27, v. 10.
af Shabnam Azizi, deltager på dialoglejren
I løbet af de sidste par dage har jeg lært, at vi alle er omvandrende huse. Vi kender til farven på vores vægge, vi kender til de faste pladser for vores ting. Hver især reflekterer dele af os og vores værdier. Vi kender til vinduerne, som vi hver dag ser ud fra, fordi vi selv har valgt dem. Vores hjem bliver en tryghed, som vi definerer vores verden ud fra.
Sådan lever vi i stilhed side om side. I hvert vores hjem ser vi gennem vinduerne på den samme verden – og alligevel forskelligt. Vi accepterer den som den er, fordi det er det, som vi kender til.
Når vi holder vores dør lukket, vælger vi stilheden. I stedet for at møde vores nabo, vælger at vi at lade nyhederne i fjernsynet tale på deres vegne. Vi lytter, mens andre taler om dem.
I ny og næ vælger vi at åbne vores dør. Nogle folk vælger hurtigt at lukke den igen. Andre vælger at holde den åben, indtil en nabo eller et andet menneske kommer forbi. Stilheden bliver pludselig brudt af ord. I det øjeblik gror dialogen frem. Gennem dialog vælger vi at skabe plads til hinanden. En gave, som vi giver til hinanden gennem dialogen, er, at vi accepterer, at vi hver især træder ind som gæst i hinandens hjem.
Dialog er en smuk ting, men den gør også sommetider ondt.
Dialogen gør ondt, fordi vi ikke bruger den ofte nok. Vi vælger ofte stilheden frem for at vælge ordene, når vi står over for hinandens forskelligheder. I stedet for at se hinanden i øjnene, ser vi alt for ofte væk fra hinanden.
Mit hjem har været et rod på godt og ondt. Mens nogle tilføjede nye farver på mine vægge, var der andre, der valgte at plette de selvsamme vægge til med deres ord. Nogle valgte at rykke lidt rundt på mine ting, mens andre valgte at ødelægge dem.
Mit hjem er stadig i konstant forandring. Men det er i dag en smuk forandring, og jeg værdsætter hvert et sekund af processen. Samtidig er jeg blevet bedre til at gribe øjeblikke, som har givet mig muligheden for at lægge nøglen i hænderne på folk, som også har valgt at give mig en plads som gæst i deres hjem.
Den sidste uges tid har været fyldt med disse øjeblikke. Jeg har delt mange oplevelser og mange ord med nogle fantastiske mennesker. Mit hjem er vokset til at blive et smukkere sted.
Oplevelserne har været mange, følelserne har været stærke og overvældende. Selvom jeg nu er tilbage i Danmark, er mine tanker efter lejren endnu ikke fuldt ud landet. Det tager tid at lade dem finde deres helt egen plads. En tid jeg gerne giver dem, fordi jeg ved, at de alle er vigtige at få med mig videre.
På lejren samledes vi som mennesker, der kom fra hvert vores land, med hver vores kultur og med hver vores tro. Lejren dannede med andre ord grundlaget for mødet mellem mennesker, som kom med hver deres historie. Det har været inspirerende at se, hvordan vi på trods af vores forskellige baggrunde kunne danne et fælles rum, hvor vi alle hver især gjorde hinanden klogere på både tro og kultur.
Nysgerrigheden gav dog ikke kun anledning til en masse refleksioner, vi kunne dele nu og her, men dannede også grundlag for refleksioner som voksede indeni i mig. Det har været en berigende måde at blive udfordret på – både af andre og én selv. Jeg har aldrig oplevet at vokse så meget på så få dage. Oplevelsen ville jeg aldrig have været foruden.
Når vi hver især kommer med vores historier, står der en stemme bag hvert ord. Når vi med ord åbner op for dialog, åbner vi derfor ikke kun op for vores historie, men også for en del af vores sårbarhed. Det er et menneskeligt element, som er gemt i os alle.
Sårbarheden er desværre alt for ofte blevet brugt imod os som en svaghed. Den er blevet brugt til at skabe splittelse, fordi vi bliver fortalt, at vores verden ikke kan rumme vores forskelligheder, fordi de kun er til for at dele os op. Temaet for årets lejr var derfor mere aktuelt en nogensinde før: ”Interfaith Relations in a Troubled World.”
Ja, med dialogen kommer sårbarheden. Den vil altid høre til, men måden, hvorpå vi vælger at møde hinanden i dialogen, har betydning for, hvordan vi ser på sårbarheden. For i sårbarheden ligger også en styrke, især når den bliver modtaget og accepteret af andre, som man skaber og deler et rum med.
I en verden, som fortæller os, at vores forskelligheder skaber splittelse, brugte vi den selvsamme forskellighed til at skabe større forståelighed over for hinanden. I løbet af lejren var vi hver især med til at skabe dialog bygget på ydmyghed, nærvær, åbenhed og tillid. At være vidne til, hvordan vi i fællesskab bidrog til at inddrage disse elementer har været en smuk oplevelse.
Når vores stemmer og historier er blevet modtaget med åbenhed, har vi lært, at vi også har en styrke i vores diversitet. At erkende tilstedeværelsen af den styrke og at være vidne til at se så mange forskellige nuancer samlet i ét rum, har for mig været meget berigende. Hvert et møde med et andet menneske har en betydning for den måde, vi vælger at se verden på.
Så åbn døren op til dit hjem, og lad din nabo eller et andet menneske komme forbi. Det er først, når vi vælger at møde mennesker som er forskellige fra os selv, at vi kan begynde at vokse.
Dialogen vokser i mødet med et andet menneske. Diversiteten bliver styrket et venskab ad gangen.
af Mads Gram, deltager på dialoglejren
Livet er roligt i vitrineskabet.
Sådan lyder titlen på Hanadi Zarkas digtsamling om følelser, oplevelser og stemninger fra et Syrien i krig. Det er en digtsamling, som jeg har brugt meget tid på de sidste par uger.
Livet er roligt i vitrineskabet.
Det første jeg tænker på, når jeg læser denne titel, er vitrineskabet i mit barndomshjem. Det står oppe i dagligstuen og lyset falder smukt ind på et fornemt glasparti og oplyser adskillige fine og skrøbelige porcelænsfigurer. Én af figurerne forestiller en mand, som læser en bog. Jeg har fået fortalt, at det skulle forestille H.C. Andersen. En anden figur forestiller en livlig kattekilling, som tydeligvis er klar på løjer.
Drengen er den figur, som jeg husker tydeligst. En lille dreng af porcelæn, som står og betragter verden uden for glasruden. Han er så fin og så skrøbelig, har store øjne og er iklædt elegant tøj, og ligesom alle de andre figurer, har han aldrig forladt vitrineskabets trygge tilværelse. Hver dag har han kunnet betragte min families gøren på den anden side af ruden. Jeg bilder mig ind, at han fra tid til anden må have undret sig. Undret sig over, hvorfor vi kigger ind i den lysende kasse, som vi sidder foran hver aften. Han må have været nysgerrig og spurgt sig selv, hvorfor katten gerne vil lege med hunden, men ikke omvendt. Han må have undret sig over, hvad der mon foregår den ene gang om året, når min far henter et træ ind i stuen, og vi senere danser omkring det. Ja, måske har han endda undret sig over, hvem han selv er.
Den lille porcelænsdreng må have haft mange spørgsmål til alt det, som han har kunnet betragte på den anden side af glasruden. Og ligesom ham, har jeg haft spørgsmål.
Jeg tillader mig at tænke den tanke, at vi som mennesker lever perioder af vores liv i trygge vitrineskabe. Vi står bag fine glasruder og bag en sikkert aflåst låge, og vi er afskærmet fra resten af den verden, som vi befinder os i. Med opmærksomme øjne betragter vi verden på den anden side af lågen, og vi ser besynderlige ting og bizarre fænomener, og det kan ikke undgås, at utallige spørgsmål opstår. Nogle af os tilbringer måske størstedelen af livet bag glasruden – måske endda det hele – og får aldrig mulighed for at opsøge svar. Det besynderlige forbliver besynderligt, og det bizarre forbliver bizart.
Jeg anser mig selv som værende heldig, da jeg har haft mulighed for at forlade mit vitrineskab et par gange hidtil. Jeg har altid haft lysten til at opsøge svar på de mange spørgsmål, jeg har haft, men sommetider har det knebet med modet. For en uge siden sejrede modet, og jeg valgte endnu engang at dirke lågen op til mit vitrineskab og liste mig ud. Jeg må indrømme, at det er misvisende at sige, at jeg listede mig ud, for reelt set bragede jeg ud af vitrineskabet og pladask ind i virkeligheden. Ruden til mit vitrineskab blev slået itu i processen, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil være i stand til at lukke lågen igen.
På den anden side af ruden befandt jeg mig i Libanon, og jeg var deltager på Danmissions årlige dialoglejr. Jeg befandt mig pludseligt iblandt mennesker fra hele Mellemøsten i en ny situation, som på samme tid skræmte mig, men også fascinerede mig. En situation, hvori jeg kunne finde svar på alt det besynderlige og bizarre.
Jeg har på en uge fået svar på en masse spørgsmål. Og i jagten på svar, er jeg på en uge blevet udfordret på alle tænkelige måder. Mine værdier i livet har stået for skud og jeg har overvejet, hvilket liv det egentlig er, jeg gerne vil leve. Jeg har tvivlet på min tro, og det gør jeg stadig, men jeg har fundet en vis optimisme i, at jeg en dag nok skal finde frem til, hvad det er jeg tror på. Jeg har været fysisk træt, jeg har været fyldt af energi, jeg har været glad, men jeg har også været ked af det.
Det har været en udfordring at forlade vitrineskabet, men det har været en udfordring, jeg aldrig har villet være foruden. Jeg har fået rykket personlige grænser og nedbrudt skæve fordomme, og i dag har jeg en nyvunden lyst til at engagere mig i en verden, som er så meget større og mere spændende end den sikre verden, som mit vitrineskab kunne tilbyde mig.
For livet er roligt i vitrineskabet.
af Murtaza Al Shawi, deltager på dialoglejren
At møde så mange mennesker fra forskellige lande og af forskellig tro, var først og fremmest en menneskelig berigelse. Man kunne også kalde dialog campen et guddommeligt kald til et internationalt fællesskab og solidaritet på globalt og lokalt plan. Jeg oplevede i hvert fald, at grænser blev rykket, brudt og bekræftet, mens flere barriere blev øde- og nedlagt.
Jeg har allerede nogle venner og bekendte i tankerne, som kunne inviteres til næste års dialog camp og så at sige bringe den skønne stafet videre. En stafet, der har til formål at bekæmpe den stigende polarisering mellem jøder, kristne og muslimer herhjemme, ja og racismen i den store verden.
Dialog campen, der samlede og lod mennesker af forskellig religion og fra forskellige organisationer, kommunikere på tværs i en hel uge, bekræftede mig i, at religion og flertallet af de religiøse, er medspillere i at skabe fred. De er ikke modspillere.
Fremtiden ser lys ud. Jeg har et håb om, at gruppen af religiøse medspillere vil større, at reelle frugtbare dialogmøder vil komme i stand, så der kan blive fasciliteret fred – på samme måde som det var tilfældet på årets dialog camp september- oktober 2017.
Stort tak til deltagerne fra Danmark, for at have styrket kendskabet til Danmark og hvad vi står for af diversitet og sammenhold, på trods af nogle danske politikers promovering af et ensrettet samfund og en lukket befolkning.
“O i mennesker! Vi skabte jer af/ i mænd og kvinder, og formede jer i nationer og stammer,
så I kunne lære hinanden at kende. Sandelig er den mest ærefulde hos Allah, den blandt jer, der er mest retskaffen.”
– Koranen 49:13
“Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov.”
Paulus’ brev til Galaterne 6,2
af Anders Solgaard, deltager på dialoglejren
Jeg er et produkt af mine omgivelser. På godt og ondt. Jeg er et produkt af, hvad medier og venner fortæller mig. Det har jeg erfaret på den dialoglejr, jeg lige har været på i Libanon. 25 unge fra forskellige religiøse retninger og 6 forskellige lande blev samlet og skulle i 6 dage tale om tro, kultur, eksistens og selv. Vi skulle lære om den anden og bygge bro til nye kulturer, tro og etniske grupper. Men jeg lærte også om mig selv.
Et gammelt irsk ordsprog siger: ”En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt.”
Jeg frygter det fremmede. Frygter den fremmede. Eller det troede jeg ikke, at jeg gjorde. Men det var før, jeg stod foran den fremmede syrer, libaneser, jordaner, egypter, kurder, muslim, kristne, humanist. Da jeg stod der, opdagede jeg, at jeg ikke var gået fri eller upåvirket af den offentlige diskurs om muslimer og indvandrere. Bag min pæne facade gemte fordommene sig. Deres ækle ansigt stak gentagne gange frem og forskrækkede mig. Hijabklædte Walaa fra Egypten smadrede fuldstændig det, jeg troede om piger med tørklæde. Det samme gjorde den hijabklædte fodboldpige fra Brabrand, som jeg mødte i Aarhus til et forberedelsesmøde. Hver gang de åbnede munden, smadrede de løs på mine indre fordomme. De var hverken undertrykte, uintelligente eller frihedsberøvede.
Jeg kan nogle gange få fornemmelsen af, at 3. verdenskrig er i gang. Mellem kristne og muslimer. Mellem demokrati og totalitære styrer. Mellem danskere og indvandrere. Mellem os og dem. At verden går mod undergang. At hele Mellemøsten reelt er én stor krigsmark. I mødet med den fremmede – med ”fjenden”, med muslimen, men den mellemøstlige ungdom og den muslimske dansker opdagede jeg, at mine fordomme var til grin. Jeg blev flov og trist. Sådan kan det gå, når du møder folk, som ikke passer ind i din forestilling om verden. Som ikke passer ind i dine kasser. Et menneske er mere end sin religion, end sin etniske gruppe, end sin nationalitet. Et menneske er et menneske. Et menneske skal ikke lide under de fejl, som dets forældre, landsmænd eller religiøse grupperinger har begået. Et menneske er sig selv, og jeg skal møde mennesket med et åbent sind. Dét lærte jeg i Libanon.
Jeg troede, jeg skulle være i opposition til de mellemøstlige unge, jeg mødte på dialoglejren. At vi ville være radikalt forskellige. Vi var jo trods alt fra Danmark, Irak, Libanon, Syrien, Jordan og Egypten og tilhørte hver vores kultur og forskellige religioner. Og nuvel – vi havde vores forskelle, men vi havde også fællesnævnere og fællesskab. Vi kunne danse, le, spise, grine og græde sammen. Vi kunne dele livets glæder og smerter med hinanden. Vi kunne støtte og inspirere hinanden – på tværs af religiøse, kulturelle og etniske skel. For vi er nu engang alle mennesker.
På dialoglejren mødte jeg de folk, jeg havde fordomme overfor. Jeg lyttede til deres verdensbillede, lærte dem at kende, mærkede deres kærlighed og fik et venskab med dem. Et venskab, der forvandlede mig. Vi var uenige om mange ting – sådan er det ofte, når den ene er muslim og den anden kristen. Når den ene bor i Danmark og den anden i Homs. Men derfor kan vi godt være venner og leve sammen. Vi skal ikke være ens. Forskellighed er en rigdom, som jeg har glemt at værdsætte og opsøge. Før frygtede jeg det fremmede. Det gør jeg stadig, men nu har jeg nuancer og en tro på, at den fremmede virkelig kan være en ven, som jeg endnu ikke har mødt.
Jeg er stadig et produkt af mine omgivelser, men nu indeholder mine omgivelser mere end gennemsnitsdanskeren og medierne. Nu indeholder de også stemmen fra mine syriske, jordanske, kurdiske, libanesiske, egyptiske, kristne og muslimske venner. De nuancerer mig og giver mig en sund skepsis. Og mødet med den mellemøstlige ungdom gav mig et håb om, at krigen ikke udspiller sig mellem dem og os. Den står til gengæld mellem menneskeheden på den ene side og ekstremisterne på den anden side, som i intolerancens, snæversynets og i en misforstået tros navn tager livet af andre mennesker og skaber frygt.
…
Jeg er imponeret over den tolerance og accept, som muslimerne på dialog campen viste mig. Jeg blev rystet over de fordomme, som jeg ikke vidste, at jeg havde overfor kvinder i hijab, overfor muslimer og overfor mellemøstlige mennesker. De blev gjort til skamme og har nu fået en ny stærk nuance. Jeg blev stillet nødvendige spørgsmål og har været i lange overvejelser om mit liv, min tro og mit verdensbillede. Overvejelser, der har styrket mig.
Men det, som gjorde mest indtryk på mig, var syrerne – kristne som muslimer. De samtaler, jeg havde med dem, efterlod mig knust og grædende i løbet af den sidste dag.
Jeg kunne ikke forstå, hvordan Gud var så uretfærdig at lade dem leve i sådan en krig. Deres historier, ærlighed og kærlighed rørte mig så dybt, at jeg gik ud for mig selv og råbte til Gud i frustration. Det gjorde så ondt og var så hårdt at høre deres historier og deres trossituationer.
Men lige så hårdt det var, lige så inspirerende var det. At møde folk, som med livet som indsats arbejder for det, de tror på, arbejder for deres land, deres minoritet og tager en ideologisk kamp for sig selv, men mest for andres skyld. er fantastisk og giver mig håb for Mellemøsten.
At møde fyren fra Jordan, som hjælper med at rehabilitere og hjælpe IS-krigere og deres familier i Jordans islamistiske miljø tilbage til en normal tilværelse uden militant islam, var vildt.
At møde damen, som kæmpede for kvinderettigheder i Al-Nabk, Syrien, den hjiab-klædte egypter, som skrev skuespil og kendte sin Islam-teologi, men som efter mødet med kristne gav udtryk for en nyfundet respekt for kristendommen var fantastisk på sin måde.
Syrerne fra Aleppo, Homs, Damaskus, El-Nabk og Latakia, som alle kæmper i hver deres bombede landsdel og byer for at udbrede menneskelighed og skabe en fremtid for Syrien rører mig dybt og forandrede mit syn på Mellemøsten. Der er brodne kar i regionen – no doubt about it, men der er også håb og en fremtid. Det står i skærende kontrast til det billede, jeg havde af Mellemøsten – altså før jeg mødte de, der bor i regionen.
Jeg er blevet forandret af mødet med de folk, jeg ikke før har set, men kun hørt om. Oplevelsen har styrket mig selv og min tro gennem gode spørgsmål og gennem den kærlighed, de viste over for hinanden og over for mig – uagtet etnicitet, tro eller hudfarve. Det er uvurderligt, og jeg håber, de kan blive ved med at inspirere mig i fremtiden og til stadighed nedbryde de fordomme, som fordummende og snæversynede medier og mennesker giver næring til.
af Trine Jensen, på rejse med Danmission Unge
Libanon er et kontrastfyldt land, der rummer en stor mangfoldighed, bl.a. stor religiøs diversitet. Her bor muslim og kristen, rig og fattig, flygtning og libaneser side om side. Her ringer kirkens klokker samtidig med, at moskeen kalder til bøn, og tomme bygninger med skudhuller fra borgerkrigens tid står nabo til nye moderne skyskrabere, hvis store glaspartier har udsigt til de luksuriøse yachts i bådhavnen – og til de syriske flygtningebørn, der prøver at sælge roser til bilisterne på vejen.
Libanon skal håndtere disse kontraster, samt en presset økonomi og et politisk styre, der i den grad er præget af korruption. Men oveni dette har Libanon siden 2011 modtaget omkring 1,5 millioner syriske flygtninge. Et enormt pres for et land med kun 4 millioner indbyggere og et areal på størrelse med Fyn og Sjælland. Som Katrine Høyer på den danske ambassade sagde, så er det unikt, at Libanon stadig står. At landet ikke er brudt sammen endnu.
Jeg tror, vi skal finde forklaringen hos det libanesiske folk. Libanesernes generøsitet og lokalsamfundenes styrke holder landet oven vande. Befolkningen er i høj grad med til at definere et land, og oftest når man rejser, er det befolkningen, der gør det største indtryk. Denne rejse var ingen undtagelse. Vi mødte libanesernes generøsitet og imødekommenhed, og i inspirerende møder oplevede vi mangfoldigheden. På trods af åbenlyse forskelle i bl.a. alder, religiøst tilhørsforhold og nationalitet, havde menneskene her alle én ting til fælles: Dedikation. At brænde for noget og dedikere sig selv fuldt ud til det.
De unge i Danmissions partner organisation Adyan, der tror på vigtigheden af interreligiøs dialog og aktivt arbejder for at fremme den. Den unge Wassem fra Damaskus, der er involveret i så mange NGO’er, at det ikke kan tælles på to hænder. Den kære Anni Kanafani, der siden sin mand, berømte forfatter Ghassan Kanafanis, død har dedikeret sit liv til at arbejde i hans navn, og motiveret af Ghassans ord ”Børnene er vores fremtid” har hjulpet palæstinensiske flygtningebørn i Libanon i 43 år – og nu også syriske.
Deres ildsjæl og dedikation gjorde et stort indtryk på mig. For mig bekræftede de vigtigheden af stærke civilsamfund, der kan samle folk på tværs af forskelle, og de mindede mig om menneskers styrke og unikke evne til at skabe håb, selv i umulige og håbløse situationer.
af Laura Serup Petersen, på rejse med Danmission Unge
I næsten 70 år har det været muligt for kvinder at blive ordineret i folkekirken, og i dag er mere end hver anden folkekirkepræst kvinde. Som teologistuderende har jeg i kirkehistorie læst om den kvindekamp og de protester og udfordringer, som fulgte af beslutningen om lovændringen om kvindelige præster i folkekirken. Kun sjældent har jeg dog oplevet skepsis over for mig selv som kvindelig teolog i kirken herhjemme.
I Libanon blev jeg mindet om kvindekamp i samfund og teologi som en af mange kampe for et mere lige samfund, og jeg blev slået af beundring og ærbødighed over for de kvinder, vi mødte, som i kraft – og på trods – af deres køn kæmpede for taleret og handlemuligheder på egne og andres vegne.
En af disse kvinder er Najla. Najla og hendes mand Joseph havde inviteret os til højmesse i den evangeliske kirke i Rabieh uden for Beirut. Bagefter mødte hun os til samtale om kirke, økumeni og kvindelige præster i Mellemøsten.
I 1993 blev Najla givet prædikentilladelse, 24 år senere – i år – blev hun ordineret præst som den anden af to kvindelige præster i den evangeliske kirke i Libanon. Også i år blev hun den første kvindelige formand for Verdensforbundet for Reformerte Kirker. Denne sommer prædikede hun fra Luthers prædikestol i Wittenberg. I samtalen med Najla, gav hun os et nuanceret billede af kirkers rolle i den nationale og mellemøstlige identitetsdannelse og sammenhængskraft – en rolle, som altid har været udfordret og aldrig været selvfølgelig.
Dog har der levet kristne i området i forskellige kirkesamfund siden det første århundrede. Najlas beretning handlede om kristen udflytning og flugt fra Libanon, om svært opløselige patriarkalske og hierarkiske strukturer i samfundet, om vedvarende fjendtligheder mellem religiøse, etniske og nationale grupper. Samtidig kunne Najla også fortælle om vellykket religionsdialog og naboskab og gæstfri libanesere, der modtager flygtninge, der de seneste seks år har strømmet over grænsen til Libanon og forøget befolkningstallet i Libanon med mere end en fjerdedel.
Najla er en af de mange personer, vi mødte i Libanon, der i religiøse institutioner og civilsamfund deltog i den fælles opgave om at holde sammen på og insistere på transformation af et samfund under svære vilkår. Dels gav hun mig håb om fremtiden i en region, der fremstilles håbløs i medierne herhjemme – dels står hun som en påmindelse for mig om – som ung, teolog og kvinde – at tage del i arbejdet for at transformere de sammenhænge, jeg er del af og hvor der er splittelse og skævhed.
FAKTA
Dialoglejren
Dialoglejren, der i år kunne fejre 10 års jubilæum, fandt sted fra d. 28. september til 3. oktober. Lejren var arrangeret i samarbejde med Danmissions samarbejdspartner Forum for Development Culture & Dialogue og havde i år overskriften “Interfaith relations in a troubled world”.
På lejren deltog seks danskere – tre muslimer og tre kristne.
Inden afrejse afholdtes et forberedelsesmøde og efter hjemkomst mødtes de unge igen til et evalueringsmøde. Mødet var også en mulighed for at planlægge, hvordan de unge hver i sær vil bruge det, de har lært, dér hvor de bor.
Rejsen med Danmission Unge
Danmission Unge rejste til Libanon på en studierejse senere på måneden. Nemlig i uge 42.