“Danmission åbnede døren for min ph.d.”

“Danmission åbnede døren for min ph.d.”

Danmissions fagkonsulent for kirkeudvikling, Arngeir Langås kan nu kalde sig ph.d. i missionsteologi, efter han i denne uge forsvarede sit livs skriftlige opgave ved VID vitenskapelige høgskole (tidligere Misjonshøyskolen) i Stavanger.

Lise Frank,  

”Ved at udsende mig til Zanzibar, åbnede Danmission den dør, der gjorde nærværende ph.d.-afhandling mulig”, skriver Arngeir Langås på én af de første af de 342 sider, der udgør hans afhandling: “Unity is Strength – The Joint Committee of Religious Leaders for Peace in Zanzibar, 2005-2013”

Sammen med sin kone Dorthe Davidsen Langås, var Arngeir Langås i 2002 Danmissions første udsendinge til den østafrikanske ø-gruppe Zanzibar.

Afhandlingen lægger sig i rækken af forskningsprojekter skrevet af missionærer. I Arngeir Langås’ ph.d., der blev antaget af missionshøjskolen i Stavanger i september, kan man læse, at det var lektor og tidligere Tanzania-missionær Sigvard von Sicard, der allerede i 2001 foreslog Arngeir at skrive en ph.d. som en del af missionsarbejdet på Zanzibar. Men dengang ville Danmission give Arngeir mulighed for at koncentrere sig om dialogarbejdet. Derfor blev ideen lagt på hylden i nogle år.

Men nu er den her så, alligevel. Efter hårdt og årelangt arbejde, og med støtte fra både Mission Afrika og Danmission.

Komitéens grundlægger og analytiker

Arngeir Langås’ ph.d analyserer et konkret samarbejde mellem kristne og muslimske religiøse ledere, nemlig en fredskomité. Med henvisning til situationen efter valget på Zanzibar i 2005, argumenterer Langås for, at et kristent-muslimsk samarbejde bestemt kan bidrage til fred.

Som udsendt til Zanzibar har Arngeir Langås med egne ord ”haft gode forkundskaber og unikke dokumenter” tilgængelige, da han var en af grundlæggerne af fredskomitéen og medlem af samme fra 2005-2010.

Komitéen udgjorde imidlertid blot et af flere elementer i det dialogarbejde, der, baseret på et ligeværdigt partnerskab mellem Danmission og den tanzanianske lutherske kirke, fortsat udvikler sig på Zanzibar. Fredkomitéens arbejde tolkes i Arngeir Langås’ ph.d. som et eksempel på diapraksis eller med andre ord: Et interreligiøst samarbejde motiveret af religion,

Inspiration og håb

I forordet takkes også sheik Fadhil Suleiman Soraga, muftiens sekretær.

”Uden Soraga ville der ikke have været en fredskomité”, skriver Arngeir Langås.

Også generalrådgiver for PROCMURA (Programme for Christian-Muslim Relations in Africa) Johnson Mbillah får en fremhævet tak i ph.d’ens takkeafsnit – og som den fjerde, fremhæver Arngeir Langås sin hustru, Dorthe Davidsen Langås.

”Den fjerde er min elskede kone Dorthe Davidsen Langås, hvis eget bidrag til styrkelsen af kristne-muslimske-relationer, gennem den visionære etablering af – og sit dedikerede engagement i – diapraksis-projektet Upendo, forbliver en vedvarende inspiration”

Og slutteligt i sit takkeafsnit, skriver Arngeir Langås:

”Det er mit håb, at min undersøgelse på en eller anden måde kan bidrage til en dybere forståelse af kristne-muslimske relationer, af Zanzibar, af mission, af diapraksisser og af islam og kristendom. Det er også min bøn, at den på en eller anden måde kan inspirere til tænkning og samarbejdsinitiativer til det fælles bedste andetsteds.”

 

 

URL: https://danmission.dk/blog/2017/11/03/danmission-aabnede-doeren-for-min-ph-d/