Afskedsinterview: Pigen, der ville være indianerhøvding

Afskedsinterview: Pigen, der ville være indianerhøvding

Christa Lund Herum var lige fyldt 39 år, da hun i 2003 blev færdig som teolog. Siden har hun været vidt omkring – bl.a. som udsendt for Danmission i Egypten, Bangladesh og Cambodja. Skulle hun være præst? Det vidste hun ikke – dengang. Men i dag d. 1. november tiltræder hun som sømandspræst i Thailand.

Lise Frank,  

Af Lise Frank, journalist

Som barn elskede hun at klatre i træer. De midtjyske skove omkring Nørre Snede var Christa og venindernes foretrukne legeplads, og som smedens datter fik hun tidligt et forspring.

”Jeg havde længe ønsket mig en dolk til at snitte grene med, og da jeg fik den, kom min fars faglige stolthed mig til gode,” fortæller den i dag 53-årige Christa Lund Herum over en skrattende Skype-forbindelse.

”Jeg husker, hvordan min far resolut tog den sløve dolk ud af hænderne på mig og sleb den, så den blev super skarp. Jeg husker også min mors ansigtsudtryk,” griner Christa.

Hun sidder med høretelefoner foran computeren i familiens lejlighed i Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Et hjem, hun om få dage udvider med et andet hjem, næsten 700 kilometer derfra. Hvorfor? Fordi Christa Lund Herum 1. november flytter til Bangkok i Thailand for at være præst i Danske Sømands- og Udlandskirker efter en lang årrække som ansat i Danmission – herunder flere år som udsendt sammen med sin mand Peter Herum.

Er det en drøm, der nu går i opfyldelse?

”Ja! Da jeg var lille, var mit største ønske godt nok at blive indianerhøvding – og ikke i Danmark. Spørgsmålet var så, om jeg kunne blive høvding som pige. Men medicinkvinde det kunne jeg vel godt blive.”

Christa Lund Herum tilføjer, at hun også elskede at læse og filosofere fra en tidlig alder. Alt imens giver den ustabile Skype-forbindelse hende lidt ekstra tænketid: ”Det er egentlig meget sjovt,” siger hun så med sin smittende latter: ”Medicinkvinde og præst. Det er da lidt i samme skuffe. Jeg mener – det spirituelle og det med at være formidler mellem den ene og den anden verden”.

Lysbillederne 

I dag er det 12 år siden, at Christa Lund Herum sammen med sin mand, økonomen Peter Herum blev udsendt for første gang med Danmission. Hun havde på det tidspunkt allerede været aktiv i Islamisk Kristent Studiecenter i et årti, hun var nyuddannet cand.theol og mor til David på 9 og Jonas på 4.

”Jeg har altid vidst, at jeg ville rejse ud. Men jeg havde ingen plan og ingen egentlig præference i forhold til hvilket land. I første omgang ringede jeg bare og talte uforpligtende med Danmissions daværende personalekonsulent, Eva Madsen. Hun fortalte, at Danmisison arbejdede på at få gang i noget i Kairo i Egypten. Noget, der godt kunne ligge til Peter og mig: en økonom og en kristen-muslim-interesseret cand.theol.”

Ingen plan. Men hvad drev dig til at opsøge mulighederne for en tilværelse uden for Danmark?

”Som barn havde mine forældre nogle venner, hvis ældre børn tog til Afrika og Grønland. Da de kom hjem, viste de os lysbilleder, og jeg var fuldstændig grebet. Andre kulturer har altid fascineret mig. Efter gymnasiet var jeg au pair i New York, og det var sådan en god oplevelse, at jeg vidste, jeg ville rejse ud igen,” fortæller Christa Lund Herum.

Hun smager lidt på ordet rastløs. Var hun? Er hun rastløs? Nej. Hun beslutter sig for nysgerrig.

”Jeg har bare altid gerne villet vide, hvad der findes derude. Hvad det betyder at være menneske og kristen i Mellemøsten eller i Asien. Er vi egentlig så forskellige? Nej. Jo mere, jeg rejser rundt, jo mindre kan jeg se forskellen.

Christa Lund Herum fortsætter:

”Det er de samme længsler og drømme, mennesker har, uanset hvor du møder dem. Vi ønsker os alle sammen et liv i fred, med familie og uden sult. Vi ønsker for vores børn, at de skal få en uddannelse, at det skal gå dem godt. Ofte måske bedre end det gik os selv.”

Ung i Egypten – erfaren i Bangladesh

Christa og Peter Herum levede og arbejdede for Danmission og partnere i Egypten fra 2005-2007. Her, i Kairo, var Christa ansat som den anglikanske kirkes interreligiøse koordinator.

”Min nærmeste kollega Raja i Egypten stammede fra Jordan, men var egyptisk gift. Han og jeg kom rigtig godt ud af det med hinanden. Men han lagde ikke skjul på, at han var 100 procent imod kvindelige præster. På det tidspunkt var jeg ikke ordineret,” fortæller Christa Lund Herum – adspurgt om sin oplevelse af at være kvinde i et mandsdomineret samfund som det egyptiske og siden det bangladeshiske.

”Men Rajas holdning til kvindelige præster forhindrede altså ikke det gode samarbejde. Og sjovt nok er han i dag omvendt. Jeg ved ikke, om det var samarbejdet med mig. Nok i højere grad hans kone, der var en fremadstormende kvinde inden for udviklingsarbejde. Hvorom alting er, så bor Raja i dag i USA og på Facebook roser han ofte sin kirkelige leder i høje toner. Og hun er kvinde.”

Christa lader sit karakteristiske lette grin fylde forbindelsen et øjeblik.

I Bangladesh, hvor Christa og Peter Herum var udsendt fra 2014-2016, var det – og er det – på mange måder sværere at være kvinde end i Egypten. Og det til trods for at lederne af de to største partier, der skiftes om regeringsmagten, begge er kvinder.

”Landet er så utroligt kvindeundertrykkende. Det er faktisk ikke til at holde ud. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg på arbejde er blevet spurgt, hvor min mand var henne. Men det betød sikkert også noget for mig personligt, at jeg var 10 år ældre, da vi var i Bangladesh, end da vi boede i Egypten. I Egypten oplevede jeg, at der generelt var mere plads til at være kvinde og kompetent. Men som relativt ny ude i verden var jeg på en eller anden måde også mere indstillet på at indrette mig efter forholdene i Egypten.”

Hun gør en pause og fortsætter:

”Det er jo kun to år siden, vi var i Bangladesh, og der ville jeg altså ikke længere gå på kompromis med mine kompetencer. Jeg ville bare gerne gøre mit arbejde,” siger Christa i et tonefald, der ikke stemmer med hendes ellers rolige, historiefortællende leje.

Derfor blev det teologi 

Hvad betyder det at være i mission, hvis man spørger Christa Lund Herum? Ikke medicinpigen fra Nørre Snede. Men den voksne og erfarne teolog – sømandspræsten in spe.

”Jamen, Danmission arbejder jo med at skabe bedre vilkår for mennesker, og en af metoderne til at skabe udvikling er religion og dialog,” siger hun og tøver lidt, inden hun tilføjer:

”Gennem arbejdet med dialog og andre mennesker har jeg efterhånden lært, at ens egen tro bliver vigtig i mødet med andres tro. Med det mener jeg, at det bliver vigtigt at være tilstede i sin egen tro. Ikke undskylde den eller på anden måde indgå unaturlige kompromisser.”

Christa Lund Herum har beskrevet sig selv som søgende. Som smedens høvdingedatter stillede hun spørgsmål til alt. Fra hun var 12 år var hun overbevist om, at hun skulle være arkæolog. Men så mødte hun en anden side af sig selv i New York. Og hun begyndte at male. Gik på kunsthøjskole på Langeland. Forsøgte at leve af sin kunst. Da det ikke lod sig gøre, begyndte de akademiske studier at presse sig på i hendes tanker. Hun havde jo altid været interesseret i religion. I historie. I sprog. Og i spørgsmål som: Hvad er det, vi mennesker søger efter?

”Jeg startede med filosofi på åbent universitet, men jeg manglede at se filosofien i en sammenhæng, der var større en bare menneskelige tanker. Derfor blev det teologi.”

Og så tilbage til spørgsmålet om mission. Hvad vil det sige? Christa Lund Herum er ikke længere i tvivl:

”Mission for mig er et ønske om at dele det, jeg er glad for. Og jeg vil gerne dele det kristne budskab på en naturlig måde. Samtidig er jeg parat til at tage imod og lytte til det, andre gerne vil dele med mig. Nogle vil måske mene, at det er lidt for blødt. Men for mig er mission ikke lig med at skulle omvende. Det handler først og fremmest om at være ærligt tilstede som kristen.”

Ikke klar til gummistøvler

Da Christa Lund Herum i efteråret var på foredragsrejse i Danmark, trak hun i et par gule gummistøvler med kort ankelskaft. På den måde så hun på én gang tjekket ud og var på forkant med vejrudsigten, der meldte stormvejr 13. september. I tasken havde hun en matchende gul strikhue.

Men skulle man af den grund tro, at Christa Lund Herum gør sig tanker om at vende hjem til det skandinaviske vejr, så tager man fejl. Embedet i Danske Sømands- og Udlandskirker i Thailand bliver højst sandsynligt ikke det sidste udlandseventyr, hun tager på.

”Hverken jeg eller min familie er klar til at flytte til Danmark. Vi vil gerne blive i Asien, og nu vil jeg gerne være præst. Det har jeg desuden lyst til at være i en anden kontekst end den danske. Dermed ikke sagt, at der er noget galt med en dansk sognekirke,” siger hun.

Men er der noget, årene i udlandet har lært Christa Lund Herum, så er det, at man ikke kan planlægge mere end to-tre år ud i fremtiden. Så hvem ved, om hun pludselig en dag vender tilbage til Nørre Snede eller et andet dansk sogn.

Består din planlægning i, at du altid er parat til at flytte dig?

”Ja, i den kontekst vi arbejder i herude, så planlægger vi med, at man bliver indtil den næste kontrakt, som man så højst sandsynligt må flytte sig efter.”

Da Christa Lund Herum i går satte sig i flyet for at tage den 55 minutter lange flyvetur fra Phnom Penh i Cambodja til Bangkok i Thailand, havde hun også den gule strikhue inden for rækkevidde, i håndbagagen. Hun kan nemlig ikke holde den asiatiske aircondition ud.

Men det skulle da også være hendes eneste anke mod livet som udlandsdansker.

Læs mere om Danmissions arbejde i Cambodja.

URL: https://danmission.dk/blog/2017/11/01/pigen-der-ville-vaere-indianerhoevding/