I år er det tanzanianerne, der besøger Danmark. Til foråret er det omvendt.
38-årige pastor Ezyram Michael Ng’washemi, 35-årige pastor Nalogwa Ibrahim Shango og den 50-årige pastor Obadiah Rulalile Byamugumao er til daglig alle fungerende præster i Mwanza i Tanzania. Men i tre uger dette efterår, rejser de rundt imellem tre danske provstier. Det være sig i Holstebro, Struer og Lemvig Provsti, for at følge præstearbejdet her.
I 2018, når foråret kommer, rejser deres vært i Danmark, sognepræst fra Houe-Hygum-Tørring Iben Tolstrup så den anden vej, Det gør hun sammen med Jonas Serner-Pedersen, der er præst i Hjerm ved Struer.
Hvorfor? Hvad skal denne udveksling til for? Det spurgte jeg de tre tanzanianere og Iben Tolstrup om, da de for nylig var på besøg på Danmissions hovedkontor i Hellerup.
Hvad er jeres forventninger til besøget i hhv. Mwanza og Jylland?
Ibrahim: Vi er interesserede i at vide mere om, hvordan kirken i Danmark fungerer kontra kirken i Tanzania.
Michael: Vi er allerede blevet opmærksomme på, hvor meget mindre præster i Danmark tager på hjemmebesøg, end vi er vant til. I Mwanza er hjemmebesøg en stor del af præstens arbejde.
Iben: Jeg håber og tror på, at jeg vil tage til Mwanza med åbne øjne – og at jeg her vil møde en verden, hvis grundlæggende værdier om kærlighed, tro og håb, jeg kender – men se værdierne placeret i et totalt anderledes miljø. Jeg håber, at jeg vil være i stand til at se mit eget håb i spejlingen af håbet i Mwanza – ja og jeg så kan tage det håb med hjem til mit sogn.
Hvad er det bedste ved kirken i hhv. Mwanza og i Houe-Hygum-Tørring ?
Obadiah: Vi har meget at lære af den danske kirke. Og vi interesserer os for, hvordan man får kirken til at vokse. I Mwanza har vi allerede fyldte kirker. Det er måske det bedste. Men økonomien er ikke god. I Danmark mangler I til gengæld medlemmer. Men vi kan ikke hvile på lauerbærene. Der ligger en stor opgave i at opretholde medlemstallet i Mwanza. Vi vil gerne imødekomme de unge såvel som de ældre i vores kirke.
Iben: Den bedste ting ved kirken herhjemme er, at kirke og samfund er vævet sammen på den måde, som det er. Vi er lutherske i alt, hvad vi gør. Nogle gange er der ingen kirke, men der er stadig lutherske tanker tilstede. Alle på kirkegården er kristne og det har vi en lang historie for – en historie, der går måske dobbelt så lang tid tilbage som det 500 år reformations-jubilæum, vi fejrer I år.
Hvad vil I specielt gerne lære mere om hinandens kirker?
Iben: Jamen mange ting, men jeg vil særligt gerne lære den kultur at kende, som kirken i Mwanza er en selvfølgelig del af. Det er vigtigt at forstå hinandens kultur.
Obadiah: Normalt vil jeg ikke skelne mellem kultur og religion. Men jeg forstår udmærket, hvad Iben mener. Og problemet var jo også, at missionærer før i tiden tog til Tanzania med deres vestlige kultur, uden at tage hensyn til den afrikanske måde at gøre tingene på. I er kristne på en dansk måde og vi er det på en afrikansk. Grundlæggende er vi ens, men der skal være plads til forskelle.
Michael: Jeg tror, at I er klogere end os på det sociale område. I Tanzania er det meget vanskeligt at blive skilt og hvis man får lov, så skal det være fordi, ens liv er i fare. Men gift igen efter en skilsmisse, det bliver du aldrig i Tanzania. Og homoseksualitet. Det findes slet ikke. Jeg kan godt sige, at jeg accepterer det. Men jeg kan ikke lide at tale om det.