Kapitel 1. Mangroveplantning og fodvaskning
Vi er i Mahajanga i det nord-vestlige Madagaskar på besøg hos pastor Mami, som sidste år blev valgt som biskop og præsident for synoden heroppe. Det er et af 28 stifter under Den Lutherske Kirke i Madagaskar, FLM, med ca. 40 præster og 80 menigheder under sig og med en vækst på 5 menigheder om året.
Vi er inviteret herop for at høre om kirkens arbejde i almindelighed og deres engagement i dialog med områdets relativt mange muslimer. Madagaskars befolkning er nemlig ret sammensat. De første mennesker, der kom her til øen, ankom for 2000 år siden fra øst, fra Indonesien. I 500-tallet kom der en indvandring fra vest, fra Afrika, i 800-tallet kom der arabiske handelsfolk fra nord, og endelig kom der europæiske opdagelsesrejsende hertil i 1400-tallet og i 1896 blev Madagaskar fransk koloni.
Heroppe mod nord er en del af fiskerbefolkningen muslimer – i nogle landsbyer over 50%.
Vi skal i dag ud at se på et projekt, som en lokal civilsamfundsorganisation, DELC, står for. Projektet adresserer en af de store udfordringer, man står over for heroppe – og globalt. Det handler om den hurtige ødelæggelse af store mangrove-områder. Her i området kommer truslen fra lokalbefolkningen, som de sidste par generationer har fældet mangrovetræer, for at brænde dem til trækul eller brænde dem helt ned for, af asken, at kunne udvinde kalk til cementproduktion. Det har lagt store mangroveområder øde med det resultat, at fiskene mister yngleområder, de forhuggede områder eroderer, og den næringsrige jord skylles ud i havet. Der er i luftlinje kun 30 km ud til mangroven, men vejene er meget hullede og ufremkommelige, så det tager et par timer at komme frem.
Sammen med et par medarbejdere fra DELC møder vi nogle af de lokale fiskere, der har engageret sig i at genskabe mangroven. Vi skal ud og se de nyplantede træer. Det viser sig, at de står en kilometer ude – og vejen derud går igennem smattet ler. Halvvejs indser vi, at det ikke duer med sko, som allerede er blevet godt klistret til i ler. Resten af turen går på bare fødder. Vi når ud og ser de nye planter, som står grønne og sunde og om 3-4 år vil være fuldvoksne mangrovetræer, der giver ly til fiskeyngel og krabber og basis for den helt særlige økologi, som området rummer.
Inde ved kysten igen stopper vi ved en af landsbyens brønde, hvor vi får vasket vores ler-smattede fødder. Biskop Mami tilbyder at vaske mine. Og pludselig bliver det helt bibelsk – som Jesus, der vasker Simon Peters fødder (Johannes 13) og opfordrer disciplene til at tage dette som et eksempel.
Vi griner sammen og glæder os over et projekt, som i den grad illustrerer Danmissions strategiske trekant – synergien mellem kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. Her arbejder DELC sammen med den lokale kirke og inspirerer den til at engagere sig i lokalsamfundsudviklingen, herunder i forbedringen af den fattige fiskerbefolknings levevilkår – endda med en bæredygtighedsvinkel. Yderligere er lokale kristne og muslimer engageret side om side. Det er diapraksis, som får sin egen lydkulisse, da vi hører klokkeklang og bønnekald blande sig, mens vi får en bid frokost i skyggen af et træ.
Kapitel 2. Teologi på Madagaskar
– Reformation i dansk og gassisk perspektiv.
Jeg er blevet bedt om at holde en forelæsning på Madagaskars største og vigtigste teologiske uddannelsessted SALT i Fianarantsoa.
Efter andagt og introduktion af gæsterne giver Doktor Lotera Fabien mig ordet. På bænkene i kirkesalen, som blev bygget af norske missionærer i 1894, sidder omkring 60 af SALTS 180 studerende. Det er et krav for at blive optaget, at man kan engelsk på et vist niveau, men det er alligevel svært for nogle af de studerende at forstå en forelæsning på engelsk, så tolken stiller sig til rådighed, og jeg korter ned i længden på det, jeg har planlagt at sige.
Jeg tager udgangspunkt i Det Lutherske Verdensforbunds overskrifter for reformationsfejringen: Befriet af Guds nåde. Frelse ikke til salg. Mennesket ikke til salg. Skaberværket ikke til salg. Og jeg fortæller om, hvordan det, der var tænkt som en intern kritik af den kirkelige praksis, blev til en europæisk kirkesplittelse, men at vi her 500 år efter kan glæde os over at kunne fejre reformationen. Katolikker og protestanter sammen. Vi har på mange områder teologisk og kirkeligt bevæget os fra konflikt til fællesskab.
Er der spørgsmål? Ja, det er der: Hvordan kan man fejre reformationen katolikker og lutheranere sammen, når man ikke kan gå til alters samen, vil én gerne vide.
En anden spørger til forholdet mellem stat og kirke i Danmark: Om det er staten, der har besluttet, at man i kirken skal kunne vie to af samme køn.
En tredje spørger til kirkens diakonale ansvar i en velfærdsstat som den danske og vil også gerne vide, om toregimentelæren (Luthersk lære, der med sin dualisme har rødder hos Paulus, i nytestamentlig apokalyptik og hos Augustin, red.) kommer på tværs i forhold til at kritisere en regering for ikke at få gjort noget alvorligt ved korruption.
Det er klare og skarpe spørgsmål, og der bliver lyttet efter, om der bliver svaret ordentligt eller talt udenom.
SALT er et dejligt sted i provinsbyen Fianarantsoa i det sydlige højland. Smukt beliggende på et højdedrag med udsigt over byen. Her er boliger til lærere og studerende og en nyanlagt appelsinplantage – for det er godt at generere lidt indkomster, så man bliver mindre økonomisk afhængig af partnere. Det er en del af Doktor Loteras vision: At SALT – og gerne hele den lutherske kirke – skal arbejde på at blive økonomisk selvbærende, så partnerskaber kan dreje fokus væk fra pengeoverførsler og til de fælles opgaver, vi gerne vil løse sammen.
Det tager en hel dag at komme fra hovedstaden Antananarivo til SALT. Det er en biltur på 650 kilometer af Madagaskars eneste hovedvej, en vej, som forbinder øens 23 millioner mennesker fra nord til syd. Vejen er asfalteret, men af standard cirka som en kommunal bivej i Danmark. Og så tager det altså også en dag at komme tilbage. Godt, at Danmissions udsendte medarbejder i Madagaskar, Agyedho Bwongo, havde planlagt turen så viseligt, at vi, når vi nu var hernede kunne tage en fridag, så vi kunne besøge den store og meget spændende Ranomafana nationalpark, hvor mange forskellige slags lemurer lever i den vildtvoksende regnskov sammen med en mangfoldighed af forskellige frøer og kamæleoner og de smukkeste orkideer.
På hjemvejen var der også indlagt et stop i Betafo, hvor norske missionærer i 1867 grundlagde den første lutherske kirke i Madagaskar. De var ved at gøre sig klar til fejringen af kirkens 150 års jubilæum og 500 året for reformationen her i slutningen af oktober, men nu har et pestudbrud og frygten for spredning af sygdommen gjort, at jubilæumsfestlighederne udskydes, til pesten igen er under kontrol.
Kapitel 3. En spisesal i Tana
Antananarivo – til daglig forkortet til Tana er en by, som i løbet af den sidste generation er vokset fra omkring 1 million mennesker til i dag at være nået over 3 millioner. Det er en spændende og spændingsfyldt by med et mylder af mennesker, stejle bakker og flotte udsigter. Her er statslige kolonitidsvillaer og usle slumskure, og midt mellem tæt bebyggede områder ligger der et patchwork af små rismarker.
I et område, som engang var en selvstændig landsby, Tanjombato, ligger en af FLMs lutherske kirker. Ved siden af den har man tidligere i et træskur serveret mad til fattige børn i området. Danmission har i en årrække støttet projektet. Nu ligger der en velbygget og funktionel spisesal, som Danmission og Jysk Børneforsorg har medvirket til at få opført.
Danmissions medarbejder herude, Agyedho Bwongo, er sammen med min kone Bente Munk og jeg inviteret til indvielsen af den nye bygning. Det vil sige: Om formiddagen får vi besked om, at kirkepræsident David skal deltage i en mindehøjtidelighed for en netop afdød, tidligere gassisk regeringsleder. Så derfor er indvielsen aflyst. Men et par timer efter er der en ny besked. Kirkepræsident David mener godt at kunne nå frem til kl. 16, så vi er klar til afhentning kl. 15.15 – for selvom der ikke er mere end 4 km i luftlinje, så betyder vejforløb og trafik, at man skal af sted i god tid.
Der er fyldt med biler, motorcykler og folk på den lukkede parkeringsplads ved kirken, og vi stiller os klar ved spisesalen. En pige på 10 år i strålende hvid kjole står parat med en saks på en rød pude. Og inde i spisesalen forbereder man indvielsen af lokalet, samtidig med at David taler ivrigt i mobiltelefon. Den bliver i øvrigt ikke slukket, hverken under indvielsesgudstjenesten eller under de efterfølgende taler, så der er en vis trafik ind og ud undervejs.
Der er spændt et bånd i de gassiske farver: rød, hvid og grøn ud foran døråbningen, og vi er fem personer, der sammen holder på båndet, mens David klipper. Der klappes, og vi sætter os ind i den fine murstensbygning med plads til, at 24 børn dagligt kan spise her, betjent af frivillige kvinder i området. Ris og andet godt tilberedes i køkkenet ved siden af – her har Agyedho sørget for, at man fik en ordentlig skorsten, så røgen fra ildstederne kan komme ud. Og på bagsiden af huset er der tre toiletter og et par baderum.
Vi holder gudstjeneste sammen med de 24 børn (i alderen 6-14) og deres forældre, og de morer sig over, at vi på vores eget sprog kan synge med, både på ”Vor Gud han er så fast en borg” og ”Nu takker alle Gud” og være med på trosbekendelse og Fadervor. Børnene er i deres fineste tøj, og de fleste er nyfriserede. De sidder pænt stille under den ret lange gudstjeneste, og de er også med under de efterfølgende taler. Jeg forsøger at tale kort og direkte, og mens Holy oversætter glæder jeg mig over at se ind i rigtig mange glade øjne.
Undervejs bliver Danmission og vores lokale repræsentant Agyedho nævnt en del gange. Vi hører, at der har været diskussioner om vilkår og fokus i projektet. Kunne vi ikke i stedet bruge pengene til en præstebolig? Nej, det kunne vi ikke, for det var ikke det, aftalen lød på. Og vi kunne heller ikke bare bruge flere penge til fundamenter, så bygningen kunne få et par etager ovenpå. Fint med et bedre fundament, men det måtte kirken så selv stå for, ligesom det også endte med, at kirken også bidrog økonomisk til byggeriet – medejerskab skabt igennem klar dialog er altid en god ting!
Vi får lidt mad og chips og en sodavand og takker af. Og vi kan glæde os over, at der nu er et godt sted, hvor 24 fattige børn kan få et dagligt måltid sund mad, læse lektier, gå i søndagsskole og opleve, at de er mennesker, som tæller. Mennesker, hvis værdighed andre vil være med til at værne om.
Udover at være Danmissions bestyrelsesformand, er Peter Fischer-Møller biskop i Roskilde Stift. Han rejser sammen med sin kone, biolog Bente Munk.
På billedet ses fra venstre, gruppens guide i Ranomafana nationalpark, en kinesisk turist, Danmissions udsendte på Zanzibar Lotte Bredholt, hendes mand, Danmissions landerepræsentant for Tanzania og Madagaskar Nik Bredholt, Bente Munk, Peter Fischer-Møller og Danmissions udsendte i Madagaskar Agyedho Bwongo.